Find mere om:
Guide: En solcelle på taget er bedre end.. | livsstil.guide.dk

Guide: En solcelle på taget er bedre end fem i skyggen

Hvis du vil høste solens kræfter med et solcelleanlæg, er der meget at holde styr på. Energirådgiver Rune Schmidt fra Energitjenesten guider dig gennem regler, fordele, ulemper og forbehold.

Køb af solceller er en langsigtet investering, hvor du i princippet køber en del af dit elforbrug for de næste 20 år. Det kan være en god investering at etablere et solcelleanlæg, men det afhænger af, hvilke forventninger du har. Desuden er afregningsreglerne for solcelleanlæg blevet ændret, hvilket har nogle konsekvenser for økonomien. Rune Schmidt fra den uvildige organisation Energitjenesten, der er en udløber af interesseorganisation VedvarendeEnergi, giver dig her svar på de spørgsmål, du måtte have om solpaneler.

Hvordan er reglerne?

Afregningsreglerne for solcelleanlæg er blevet ændret flere gange de seneste år, men det væsentligste er ændringen fra årsbaseret til den nuværende timebaserede nettoafregning.

Et kig gennem fremtidens vindue

»Den tidligere ordning betød, at du måtte bruge det offentlige elnet til at lagre overskudsenergi. Dvs. når ens solceller producerer mere, end man selv kan forbruge, sender man overskudsproduktionen ud på elnettet. Når solcellerne ikke producerer nok strøm til at dække ens forbrug, får man strøm, som man plejer, fra elnettet. Med den årsbaserede nettoafregning bliver man kun afregnet for den nettoudveksling, som havde været til elnettet i løbet af et år. Har man brugt mere, end man har produceret, betaler man sin normale elpris for differencen. Har solcellerne omvendt produceret mere, end man har brugt, bliver man afregnet med 0,60 kr./kWh for overskudsproduktionen. Det betyder således, at hvis dit anlæg producer lige så meget el, som du har brugt i løbet af året, er din elregning i princippet nul. Meget nemt,« siger Rune Schmidt, der arbejder på Energitjenestens kontor på Ærø.

B971654551Z.1_20141027115556_000+G99GKIJK.1-0.jpg

»Den nye timebaserede nettoafregning er princippet det samme bortset fra, at afregningen foregår hver time. Det betyder, at der på en sommerdag vil være en masse timer, hvor du ikke selv kan udnytte din produktion og som du sælger til elnettet. I de timer, hvor solcellerne derimod ikke producerer nok el til at dække forbruget, køber man strøm, som man plejer til normal pris. Da salgsprisen er mindre, end hvad du køber strøm til, betyder dette, at man sælger meget strøm billigt og køber den tilbage til almindelig pris.«

Er det en god investering?

At købe et solcelleanlæg er en langsigtet investering, og med den nye ordning er tilbagebetalingsperioden blevet længere.

»Udgangspunktet for de fleste er, hvor meget de kan spare ved at producere el selv. Med den nye ordning er det rent privatøkonomisk blevet forringet i forhold til tidligere. Hvorvidt økonomien i et solcelleanlæg er fornuftig i dag, afhænger derfor nok af, hvilke forventninger man har til det. Skal anlægget dække hele elforbruget og være tilbagebetalt på under 10 år, kan det være svært, men kan man nøjes med et mindre anlæg, som kan dække en del af ens elforbrug og har lidt længere tilbagebetalingstid, kan det godt lade sig gøre,« siger Rune Schmidt.

»Det afgørende for økonomien i solcelleanlæg er, hvor stor en andel af dit eget elforbrug, der falder sammen med elproduktionen fra solcellerne. Med den nye ordning vil et anlæg, der dækker hele ens årsforbrug, have en tilbagebetalingstid på 14 til 20 år. Men hvis man f.eks. investerer i et anlæg, der kun producerer halvdelen af ens årsforbrug, vil tilbagebetalingen tage 11 til 14 år. Det er, fordi du kan aftage mere af produktionen selv. Logikken er, at man skal nedskalere lidt.«

Hvad skal jeg overveje inden køb?

Inden du investerer i solcellepaneler, bør du kontakte din kommune, som i nogle tilfælde skal godkende opsætningen af anlægget.

Må naboens solceller eller tagsten blænde?

»Der er lidt forskellig praksis hos kommunerne. Det er som udgangspunkt en god idé at undersøge lokalplanerne. Nogle kommuner har lavet regler for glaseret tegl på tage, og de regler falder solceller ind under. Det drejer sig om glans-tal og regler for refleksion, så det kan være, at man skal vælge nogle, der ikke reflekterer sollyset. Der kan også være restriktioner på, hvor meget af ens tagflade, der må være dækket af solceller. Jeg vil foreslå at tage en snak med teknisk forvaltning,« siger Rune Schmidt.

Hvordan skal jeg installere solceller?

Solceller kræver plads, og et anlæg fylder, afhængigt af typen, typisk mellem 8-14 kvm for hver 1.000 kWh/år, det skal producere. Samtidig er det vigtigt, at anlægget placeres det korrekte sted.

»Placeringen er meget vigtig i forhold til at få den optimale solindstråling. I Danmark er den optimale placering af solceller stik syd og med en hældning på ca. 40 grader. I praksis kan solcellerne dog placeres fra syd-sydøst til syd-sydvest og i en vinkel på mellem 15 og 60 grader, uden at det reducerer ydelsen væsentligt. Hvis anlægget er direkte vest- eller østvendt, er solindstrålingen mindre, og det giver et tab på 15 til 20 pct. over året i forhold til en optimal sydvendt placering. Det kan man kompensere for ved at installere flere paneler, men det er dyrere,« siger Rune Schmidt.

»Det er vigtigt, at der i perioden med sol ikke er skygge. Det er med til at reducere ydelsen. Man skal også huske at tænke langsigtet. Det er fjollet, hvis man har plantet et træ, der om fem år skygger for solen.«

»Det er også en mulighed at placere dem på et stativ, men det er meget afhængigt af, hvor man bor. I et parcelhuskvarter kan det være svært at finde pladsen, mens det på landet kan være nemmere at finde plads på jorden. I forhold til placering på tag kan materialerne være dyrere, da der skal laves en sokkel og investeres i kraftige stativer,« siger Rune Schmidt og forklarer, at der også findes en alternativ installeringsløsning – et integreret solcelleanlæg.

»Det er en løsning, hvor man fælder det ned i taget. Rent arkitektonisk kan det være en pænere løsning, men det er også en dyrere løsning. Man skal dog være opmærksom på, at solceller fungerer bedst, når de er kolde. De bliver kølet bedst oven på taget, men når de er integreret, bliver kølingen reduceret.«

Hvordan forholder det sig med kvaliteten?

Der findes en del forskellige producenter af solceller, så det er en god idé at gøre sit hjemmearbejde inden køb.

»Markedet er blevet lidt mindre i forhold til de sidste år, hvor der var rigtig mange produkter. Vi anbefaler ikke nogen frem for andre, men opfordrer til, at man ser på, om panelerne er afprøvet efter gældende standarder. Når vi snakker om almindelige mono- eller polykrystalinske solceller, kan man som forbruger tjekke, om panelet er testet og godkendt efter standarden IEC 61215, hvor man bl.a. udsætter solcellen for vekslende temperaturer, stød og damp. Det er ikke en garanti for, at panelet holder i 20 år, men det er en sikkerhed for, at det overholder en række kvalitetskrav,« fortæller Rune Schmidt, der oplyser, at man også kan tage et kig på www.solcelleregistret.dk, hvor man kan finde en række certificerede solceller.

B971654551Z.1_20141027115556_000+G99GKIKC.1-0.jpg

»De fleste solcelleproducenter har normalt en 10-års produktgaranti samt en ydelsesgaranti på helt op til 20-25 år. Hvis anlægget går i stykker eller begynder at yde mindre end lovet, er man som udgangspunkt berettet til at få udbedret fejlen eller få et nyt anlæg. Men det holder kun, hvis producenten er der om 10 eller 20 år. Og det kan man selvfølgelig ikke vide, men man kan jo altid spørge lidt ind til producenten og leverandøren og høre, om man er den første kunde i butikken eller nummer 400,« siger Rune Schmidt.

Hvad er fordelene ved solceller?

Der er to fordele ved at investere i solceller, forklarer Rune Schmidt.

Test: Her er de bedste solceller

»Den første er, at man fremmer en bæredygtig og grøn elproduktion. Den anden er, at man bliver uafhængig af stigende elpriser. Du køber jo effektivt set en del af de næste 20 års elproduktion. Du har i hvert fald sikret en del af dit elforbrug.«

Kan jeg gøre det selv?

Du kan godt montere dine solceller på taget selv, men Rune Schmidt anbefaler, at du hyrer professionelle til opgaven.

»Skal man have et solcelleanlæg lovligt installeret på taget, så skal opgaven som hovedregel udføres af en autoriseret elinstallatør. Eneste undtagelse fra den regel er, hvis solcelleanlægget udgør ét samlet produkt, og hvor der foreligger en beskrivelse af montagen og sammenkoblingen. Tilkoblingen til eltavlen skal dog altid udføres af en autoriseret installatør. Jeg vil klart anbefale at få fagfolk til at montere panelerne, så undgår man også et utæt tag,« siger Rune Schmidt.

10 gode råd

  • 1. Gå efter et anerkendt kvalitetsmærke.
    Søg på Google eller i Photons (hjemmeside for solenergi) database på model eller producentnavn, og se om de er nævnt i forbindelse med større projekter.
  • 2. Vælg en montør du har tillid til.
    Det er vigtigt, at montøren har erfaring med solceller. Spørg evt. efter en referenceliste.
  • 3. Gå efter mindst muligt tab.
    Solceller taber ydelse med årene. F.eks. 0,6 pct. om året. De forskellige firmaer yder garantier. F.eks. 90 pct. efter 12 år og 20 pct. efter 25 år.
  • 4. Forlang datablad og dokumentation.
    Når du modtager et tilbud, bør du forlange et datablad på solceller og inverter samt dokumentation på forventet årlig anlægsproduktion.
  • 5. Gå efter solcellemoduler med plus tolerance .
    Det betyder, at 200 watt-modul med plus fem pct. tolerance kan producere op til 210 watt. Og tjek, om modulet er flash-testet.
  • 6. Tjek solcellemodulernes temperaturkoeefficient.
    Solceller er halvledere og data er ved plus 25 grader. Solcellens arbejdstemperatur ligger typisk i intervallet mellem 45 og 80 grader. De bedste moduler ligger på 0,3 pct., mens de ringere kan ligge op til 0,8 pct. tab pr. grad over 25 grader.
  • 7. Undersøg virkningsgraden for solceller og inverter.
    Du skal være opmærksom på, at virkningsgraden for solceller og inverter bliver dårlig ved øget temperatur.
  • 8. Jævnstrøm har det ikke godt med afstande.
    Du skal sørge for, at der kortest mulig kabellængde mellem solcelleanlæg og inverter.
  • 9. Tag højde for skygge på solcellerne.
    Som en tommelfingerregel skal anlægget være skyggefrit fra kl. 9 til kl. 17.
  • 10. Undersøg solcellernes vægt.
    Undersøg, hvor meget solcellerne vejer, og om den ekstra vægt har betydning for din tagkonstruktion.

Kilde: Energitjenesten

Guide: Top 5: Sådan sparer du mest energi i din bolig

09-11-2014: Hvad kan bedst betale sig, hvis du skal nedsætte varmeregningen og hurtigt tjene penge i dit hus? Bolius' fageksperter har udvalgt de 5 mest rentable ting. Se dem her. Læs artikel

Guide: Sådan sparer du mest energi

02-02-2014: Hvad kan bedst betale sig at gøre, hvis du skal spare energi og penge? Se top-5 her. Læs artikel

Anmeldelse: Test: Her er de bedste solceller

18-12-2013: Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har testet 19 solcellepaneler i et år, og panelerne lever op til producenternes løfter. Læs, hvilke solceller der leverer mest el, og hvordan kinesiske solceller klarer sig. Læs artikel

Guide: Solceller: Sådan bruger du strømmen om dagen

13-01-2013: Med et nyt solcelleanlæg kan det bedst betale sig at bruge mere strøm om dagen. Få gode råd til, hvordan du kan flytte noget af dit elforbrug fra aften til dag. Læs artikel

Guide: 10 gode råd før du monterer solceller

12-11-2012: Der kan gå meget galt, når der skal monteres solcelleanlæg. Sådan undgår man skader på tag og hus. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...