Find mere om:
Danskernes energi er blevet grønnere | livsstil.guide.dk

Danskernes energi er blevet grønnere

Oliefyret er på vej ud, mens der er kommet langt flere solceller på danskernes hustage. Det viser en ny undersøgelse over energikilderne i private boliger, som Tekniq har foretaget.

Mange danske husstande har de senere år skiftet til grøn energi, når de skal varme huset op. Alene antallet af varmepumper er steget med 221 pct. i perioden fra 2007 til 2011. Der var således 45.000 varmepumper, der sørgede for at holde temperaturene oppe hos danskerne sidste år.

Det er dog ikke den eneste form for grønne varmeanlæg, vi har taget til os i vores hjem. Antallet af træpillefyr er steget med 43 pct. fra 56.000 til 80.000 i samme periode. Det viser tal, som erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Tekniq har indsamlet over udviklingen af energikilder i private boliger.

Mens de grønne teknologier har gjort deres indtog, er de klassiske oliefyr til gengæld på vej ud. I den fire-årige periode forsvandt der 52.000 oliefyr fra danske hjem, og 6.500 færre boliger bliver opvarmet med elvarme.

Tekniq, der står bag undersøgelsen, peger på tre årsager til stigning i den grønne energi.

Det handler om større bevidsthed om energirigtige løsninger blandt danskerne, lavere priser på de tekniske installationer samt tilskudsmuligheder.

»Det er urealistisk at tro, vi havde set samme udvikling uden tilskud. Min påstand er, at størrelsen af tilskuddet vil være direkte parallelt med stigningen i de grønne løsninger. Fra tidligere undersøgelser ved vi, at danskernes smertegrænse for at ville investere er en tilbagebetalingstid på maksimalt fem år. Derfor er det ganske simpelt nødvendigt med tilskud, hvis vi skal holde gang i den grønne omstilling,« siger chefkonsulent i Tekniq, Søren Rise.

Stor fremgang for solceller

Over en bred kam er de grønne løsninger blevet flere, men især én teknologi har bredt sig med stor hast. Antallet af solceller er steget med hele 2.100 pct. Det betyder, at mængden af energi, der bliver produceret via solceller i danske hjem er steget fra 500 kW til 11.000 kw om året. Udviklingen kan blandt andet tilskrives faldende priser på anlæg og bedre tilskudsmuligheder.

Ifølge Tekniq er de største stigninger sket i 2010 og 2011, hvor Skrotningsordningen, Boligrenoveringspuljen og den nuværende BoligJobordning har eksisteret.

Selv om danskerne i stigende grad har taget solcelle-teknologien til sig, så dækker anlæggene fortsat blot tre promille af det samlede elforbrug herhjemme. I Tyskland har man gennem en længere årrække haft fokus på solceller. Hos vores nabo mod syd står solceller således for 3,5 pct. af elforbruget.

»Der er lang vej igen, hvis de vedvarende energiløsninger for alvor skal gøre en forskel. Og her er det særlig vigtigt, at politikerne finder en tilskudsordning, der er mere kontinuerlig, end vi har set det hidtil. Det har faktisk en negativ indflydelse på markedet, hvis der er korte perioder med tilskud, for så venter folk på næste runde, selv om de egentlig er villige til at investere,« siger Søren Rise.

Grøn energis udvikling

Boliger med fjernvarmetilslutning:

  • 2007: 1.502.873
  • 2011: 1.598.861
  • Stigning: 6,4 pct.
  • Kilde: Danmarks Statistik

Boliger med  oliefyring:

  • 2007: 384.852
  • 2011: 332.893
  • Fald: 13,5 pct.
  • Kilde: Danmarks Statistik

Boliger med  naturgasfyring:

  • 2007: 366.667
  • 2009: 399.322
  • Stigning: 8,9 pct.
  • Kilde: Danmarks Statistik

Boliger med elvarme:

  • 2007: 133.629
  • 2011: 127.163
  • Fald: 4,8 pct.
  • Kilde: Danmarks Statistik

Boliger med træpillefyr:

  • 2007: 56.000 stk.
  • 2011: 80.000 stk.
  • Stigning: 42,9 pct.
  • Kilde: Dansk Energibrancheforening og Energistyrelsen

Solvarmeanlæg:

  • 2007: 370.000 kvm
  • 2011: 436.000 kvm
  • Stigning: 17,8 pct.
  • Kilde: Dansk Solvarmeforening

Solceller:

  • 2007: 500 kW
  • 2011: 11.000 kW
  • Stigning: 2.100 pct.
  • Kilde: Energinet

Varmepumper:

  • 2007: 14.000 stk.
  • 2011: 45.000 stk.
  • Stigning: 221,4 pct.
  • Kilde: Energistyrelsen og Tekniq

Guide: Top 5: Sådan sparer du mest energi i din bolig

09-11-2014: Hvad kan bedst betale sig, hvis du skal nedsætte varmeregningen og hurtigt tjene penge i dit hus? Bolius' fageksperter har udvalgt de 5 mest rentable ting. Se dem her. Læs artikel

Guide: B for bæredygtig bolig

23-03-2012: Solceller, varmepumper, isolering og varmereflekterende tapet. Fremtidens bolig er grøn og energivenlig - og helt igennem bæredygtig. Arkitekter spiller en afgørende rolle, når det kommer til at spare på energien. Læs artikel

Guide: En solcelle på taget er bedre end fem i skyggen

11-11-2014: Hvis du vil høste solens kræfter med et solcelleanlæg, er der meget at holde styr på. Energirådgiver Rune Schmidt fra Energitjenesten guider dig gennem regler, fordele, ulemper og forbehold. Læs artikel

Guide: Hvaffor en varmepumpe vil du ha'?

01-06-2014: Den rigtige varmepumpe kan gøre underværker for din varmeregning, men hvilken pumpe passer perfekt til dine behov? Jyllands-Posten tager temperaturen på to muligheder. Læs artikel

Guide: Sådan sparer du mest energi

02-02-2014: Hvad kan bedst betale sig at gøre, hvis du skal spare energi og penge? Se top-5 her. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...