Find mere om:
Hvad passer til funkis? | livsstil.guide.dk

Hvad passer til funkis?

Vi bor i en funkisvilla i gule mursten fra 1945 med hjørnevinduer.

Huset står stadig meget originalt med alle de gamle håndtag, og de originale vinduer er sat i stand for et par år siden. Men vi ved at være trætte af at have bilen stående ude i den fri luft og vil gerne bygge en carport umiddelbart til venstre for huset. Det nemmeste er selvfølgelig en standard byggemarkedsløsning, men vi er i tvivl om, hvorvidt det vil se forkert ud til hustypen. Hvordan kan vi løse problemet, uden at det bliver for dyrt? Eller kan det overhovedet løses arkitektonisk godt?

Venlig hilsen

Funkisentusiasterne


SVAR:

Uden at have set jeres villa tror jeg, huset tager udgangspunkt i dansk tradition - inspireret af modernismens formsprog, der slog igennem i 1920'erne og 1930'erne. I det sydlige Europa var jernbeton den nye stils fortrukne materiale - det blev også brugt i Danmark, men byggeteknikken blev kopieret uden at tage højde for den klimatiske forskel. Derfor ses ofte rustskader i facaderne på tidlige jernbetonhuse. Mange arkitekter blev inspireret af den internationale modernismes præcise formsprog og store vinduer, men skabte en særlig nordisk variant ved både at tage afsæt i de nye strømninger og kombinere dem med det traditionelt kendte formsprog og ved bl.a. at bruge tegl som byggemateriale - ganske som ved jeres hus.

Jeres hus er opført uden vognly, men jeg er sikker på, at man kan bygge et vognly, carport eller garage, der passer til. Standard byggemarkedsløsning er et vidt begreb - søger man på internettet, får man et væld af muligheder - et godt sted at starte er f.eks. hos Bolius: www.bolius.dk/showroom, hvor et af temaerne er carporte.

Overordnet er der to udgangspunkter, jeg synes, I bør tage højde for.

Det ene er tilpasning til huset. Det andet er omgivelserne - haven, beplantningen, vejen, terrænet. Udgangspunkterne anslår en stemning og siger noget om stedet, og I skal forsøge at finde frem til, hvad der er karakteristisk, hvilke materialer der er brugt, og hvordan håndværket er udført. Et af modernismens og funkisstilens kendetegn er præcision og funktionalitet - både i indretningen, men også i byggeteknikken -i reglen for let at forstå bygningskonstruktioner og for at opnå enkelhed og elegance. Tillader jeres økonomi det, kan det være en god idé at bruge samme gule teglsten, som huset er bygget af til noget af carporten - udfør murværket som på jeres hus og med samme fuger. Er jeres økonomi begrænset, vil jeg anbefale at anvende træ som gennemgående materiale. Lav for eksempel beklædning med smalle, præcise brædder på begge sider af bærende stolper - måske endda med "fugeafstand", så beklædningen minder om murværket på huset - undgå "klink-beklædning" eller profilerede samlinger. Sørg for mange understøtningspunkter, hvis det bliver smalle brædder. Kombinér evt. med espalier og indarbejd et eventuelt skur eller "brændelæ". Brug eventuelt høvlet træ til både stolper og beklædninger - det står mere skarpt end savskåret. Taget er en bygningsdel for sig, og der kan opnås en god effekt ved at forsøge at få taget til at "svæve" og ved at lave tagets kanter smalle. Det kan opnås ved, at spærene hæves over stolperne, og den smalle kant opnås ved at skære spærenderne skråt af.

Venlig hilsen

Robert Lau

Nyhed: Passende vinduer til funkishuset

20-10-2009: Vi har købt vores drømmehus, en vaskeægte funkisvilla - hvid, kubistisk og med fladt tag. Der er kun foretaget få ændringer over årene, og vi har i sinde at bevare mest muligt. Læs artikel

Guide: Få et forspring med forspiring

18-02-2014: Selv om sne og frost stadig truer med at dække Danmark til, er foråret lige om hjørnet – og det er nu, vi skal til at tænke på at så og forspire inden døre til den kommende havesæson. Læs artikel

Guide: Gør haven vinterklar

22-10-2013: Når haven går i hi, kan man pynte op, så der stadigvæk er noget kønt at se på. Her til halloween er det græskarrenes tid. Læs artikel

Guide: 10 gode råd til haven i juni

31-05-2013: Hvor ofte skal græsplænen slås, hvilken pleje frugttræerne kræver, og hvad skal du gøre ved tomatplanterne? Læs 10 gode råd til haven i juni. Læs artikel

Guide: Fem ting, du kan lave i haven med dine børn

22-05-2013: Der er masser af spændende ting, du kan lave i haven med dine børn. Friluftentusiast Astrid Bjørg Mortensen giver her fem tips til aktiviteter og madlavning i haven. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...