Find mere om:
Guide: Nye typer mursten giver typehuset et.. | livsstil.guide.dk

Guide: Nye typer mursten giver typehuset et unikt udseende

Moderne huskøbere vil sætte deres personlige præg på boligens udtryk. Teglværkerne har de seneste år udviklet mursten i 200 forskellige farver, så der er noget at vælge imellem.

Silver Sky lyder som navnet på en rocksang fra slutningen af 1960’erne, men er i virkeligheden en mursten.

Ved Eurodan-Huse i Roskilde viser chefkonsulent Søren Pedersen en væg med mursten fra Strøjer Tegl på Fyn, og her er nuancer, som ikke fandtes for blot få år siden. Ved siden af Silver Sky er Silver Ghost, Silver Black og Silver Pacific, og sådan fortsætter de grålige toner over i sorte sten og brunlige sten.

Røde og gule mursten findes stadig, men det er sjældent, at de bliver valgt, fortæller Søren Pedersen.

»For 10 år siden ville alle have gule mursten med spil i, men det ser vi ikke særlig meget længere,« forklarer chefkonsulenten fra Eurodan-Huse, der er et af Danmarks største typehusfirmaer og i 2015 solgte 600 huse.

Også hos arkitekt- og byggefirmaet Lind & Risør mærker de, at kunderne er blevet kræsne, når de vælger mursten til deres kommende hjem. En oplagt årsag er, at der i dag er mange flere forskellige mursten at vælge imellem.

»Mursten for 10 år siden og mursten i dag er to vidt forskellige verdener. Sådan nogle som Petersen Tegl, der ligger i Sønderjylland, laver nogle rigtig spændende mursten, som er lidt ud over det sædvanlige, og det gør Randers Tegl også. De har fået et stort sortiment i mange variationer og farver. Hvor man i gamle dage kunne vælge mellem en rød, en gul og en hvid mursten, så er der sindssygt mange mursten i dag med indfarvet mørtel, så du virkelig kan lege meget med facaden uden at skulle pudse den. Du kan ændre farven på huset ved at ændre farven på murstenene, og det er der stor efterspørgsel på,« forklarer Morten Bertelsen.

Nybyggeriet vinder frem

Nybyggeriet af private boliger har i de seneste tre år været stigende, skriver Dansk Byggeri i deres konjunkturanalyse fra februar 2016. 11.500 nye boliger blev påbegyndt i Danmark i 2013, 14.000 boliger i 2014, og sidste år blev 14.500 nye boliger påbegyndt, hvoraf 4000 var fritliggende enfamilieshuse. Dansk Byggeri forventer, at tendensen vil fortsætte inden for nybyggeriet og regner med 16.000 nye boliger i 2017.

»Fremgangen skyldes først og fremmest vendingen på boligmarkedet, som gør det attraktivt at bygge nyt. Antallet af handlede parcel- og rækkehuse er i landet som helhed vokset med stigende styrke gennem 2014 og 2015,« siger Dansk Byggeri i konjunkturanalysen.

Det nuværende niveau for nybyggeri er dog langt under niveauet før finanskrisen i 2008, hvor der i rekordåret 2007 blev påbegyndt over 36.000 nye boliger.

Kriseårene forandrede markedet for husfirmaer, og mange af de små gik konkurs. Derfor er markedet i dag koncentreret omkring nogle få, store firmaer som Eurodan-Huse, Lind & Risør og HusCompagniet.

Typehusfirmaerne har effektiviseret byggeriet og gjort det muligt at vælge de fleste materialer individuelt, så huset ikke føles som et typehus, men mere som et hus, man selv har designet.

Enkle, funktionelle huse sælger

Den funktionalistiske stil, funkis, er tilbage, og det betyder, at boligkøberne vil have huse, der er enkle og ikke kræver nogen vedligeholdelse. Facaderne skal have et simpelt look, vinduesrammerne er smalle, og tagudhænget er forsvundet. Pudsede facader gider nye boligejere heller ikke at bøvle med, forklarer salgschef Morten Bertelsen fra arkitekt- og byggefirmaet Lind & Risør.

»Det skal bare passe sig selv. Bare være mursten, stål, zink og tegl,« siger han.

Hos et andet stort typehusfirma, Eurodan-Huse, viser chefkonsulent Søren Pedersen rundt i firmaets showroom i Roskilde. Her står et modelhus, hvor muren går direkte over i et sort tag med beton-tagsten. Mursten, tagsten, zink. En tur rundt i udstillingen viser tydeligt, at moderne huskøbere vil have simple, praktiske løsninger. Fliserne er store, eksempelvis 60 gange 60 centimeter. Køkkenlågerne har ingen greb og er typisk hvide eller sorte. Gulvet er måske af træ, eller også er det et såkaldt akustikgulv, hvilket er et laminatgulv med en kerne af kork, som dæmper lyden. Selv i salget af bordplader skinner funktionalismen igennem. For nogle år siden ville folk have tykke bordplader af træ, men det gider de ikke længere. Nu vil de have tynde plader af eksempelvis laminat. Det enkle udtryk løber hele vejen ud på badeværelset, hvor mange foretrækker at få cisternen bygget ind i væggen, så den er ude af syne. Selv baderisten er blevet enklere. I stedet for en firkantet rist midt i brusenichen, så vælger mange en aflang, lidt mere diskret rist langs væggen. Selv om den er dyrere. Men her stopper valgmulighederne ikke. For nye husejere skal også forholde sig til mønstret i baderisten, og hvis de ønsker det, kan de selv vælge at få skrevet et navn i mønsteret, så baderisten får et personligt udtryk.

Den personlige baderist er et godt billede på, at imens folk vælger simple udtryk til deres hus, så går de op i, hvordan de enkelte detaljer tager sig ud. Det oplever Morten Bertelsen fra Lind & Risør.

»Dybest set så vil folk gerne sætte deres eget præg på huset, når de bygger. Huset må ikke være ligesom naboens. Det skal helst være anderledes,« siger han.

Bruger mange penge på dyre mursten

Tendensen til at ville skabe et simpelt og stadig personligt udtryk ses måske allertydeligst på husenes facader, forklarer salgschefen fra Lind & Risør.

»Der er ikke nogen tvivl om, at folk bruger flere penge på facadesten, end de har gjort tidligere. Folk vil gerne bruge specielle facadesten: Kulbrændte sten, grålige sten, anderledes sten,« siger Morten Bertelsen.

B972300348Z.1_20160526085850_000+GT7TG21B.1-0.png

Ved Eurodan-Huse mærker chefkonsulent Søren Pedersen præcis den samme tendens. At vælge moderne mursten er lidt dyrere end at bygge et hus med gule eller røde mursten. De nye farver koster fra 10.000 kroner ekstra for et hus til 100.000 kroner ekstra i forhold til at bruge traditionelle gule eller røde mursten, forklarer Søren Pedersen. Men en del kunder er villige til at betale mere for den rigtige facade.

»Nogle prioriterer et billigere køkken, og så giver de den gas med den mursten, de gerne vil have, i stedet. Og så er der de få, der kan give den gas med det hele, og det er også meget sjovt,« forklarer Søren Pedersen.

Teglværker i udvikling

Kalk- og Teglværksforeningen er brancheorganisation for de danske teglværker, og direktør Gitte K. Nielsen fortæller, at teglværkerne har travlt.

»Over en bred kam er der stigende aktivitet i teglbranchen. Typehusbyggeriet har haft en markant stigning i deres aktiviteter, og der er ingen tvivl om, at der er en øget interesse for anlæg med tegl,« siger Gitte K. Nielsen.

Det travleste år for teglværkerne siden 1970’erne var 2006, hvor de danske teglværker solgte 478 millioner mursten. Kort efter kom krisen, og lavpunktet blev nået i 2012, hvor teglværkerne solgte 199 millioner mursten. Langsomt er der kommet gang i byggeriet igen, men brancheorganisationen har ingen opdaterede tal.

Gitte K. Nielsen peger ligesom sælgerne fra Eurodan-Huse og Lind & Risør på, at teglværkerne har udviklet nye, moderne mursten, som har givet kunderne et meget større udvalg.

»Hvor det tidligere kun var rødt eller gult, så findes der i dag mere end 200 forskellige farver og nuancer. Det er med andre ord næsten ligegyldigt, hvilken farve, du kunne tænke dig, så kan du finde den,« siger Gitte K. Nielsen.

»Det er vel bare moden«

Over halvdelen af familierne, der køber hus ved Eurodan-Huse, vælger sandfarvede mursten eller mursten i brunlige nuancer, imens 20 procent vælger sorte mursten.

»Det er vel bare moden, der er sådan,« siger Søren Pedersen, der har arbejdet for Eurodan-Huse i 12 år og har oplevet skiftet fra røde og gule mursten til de anderledes farver.

»Så må vi se, om det går ligesom med 70’er-køkkenerne,« siger han med henvisning til de brune og orange farver, som var populære i 1970’ernes boligindretning, men som de færreste kunne finde på at vælge i dag.

Fakta

Mursten anvendes til ca. 95 pct. af enfamiliehusene, som bygges i Danmark.

40 pct. af de nye boligkøbere ved Eurodan-Huse bruger 80.000- 150.000 ekstra kroner på jordvarme, udevarmepumper og solcelleanlæg.

Guide: Nyt hus med gammel sjæl

11-07-2014: Egentlig er hverken Kristine eller Kaspar Bark Grundahl særligt vilde med typehuse. Alligevel sidder de i dag i netop sådan et. Og det er de lykkelige for. De fandt nemlig ud af, at de med Kaspar Bark Grundahls arkitektevner og Kristine Bark Grundahls stilsikkerhed kunne nytænke typehusets rammer og skabe et hjem fuld af sjæl, lys og luft. Læs artikel

Nyhed: Familievilla ved skovens kant

20-05-2012: HusCompagniet fra Horsens giver deres bud på en funktionel bolig på byggeudstillingen Byg&Bo 2012 i Hinnerup. Læs artikel

Nyhed: Moderne udsigtshus i to plan

20-05-2012: Lasse Larsen bygger ind i bakken på udstillingen Byg&Bo i Hinneru Læs artikel

Guide: Ikke én, men mange typer huse

11-05-2012: Når danskerne i dag vælger at bygge et typehus, er der mange forskellige måder at gribe det an på. Det gamle ensrettede typehus er erstattet af individuelle løsninger, så man kan få huset præcis, som man vil have det. Læs artikel

Nyhed: Fremtiden er landet i Hinnerup

06-05-2012: Det nye hus fra KFS Boligbyg hedder Futura og rummer 180 kvadratmeter utraditionel tænkning. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...