Carsten Olsen i sin lyse lejlighed med masser af vinduer, der giver udsigt til København fra alle sider.
Carsten Olsen.
Det kæreste eje er kontrabassen, som Carsten Olsen har fået i fødselsdagsgave af sin kone. Han spiller dog kun på den, når han er alene, for det er så svært, synes han.
Hvad er aktuelt for dig lige nu?
Min nye bog ”Den skaldede kok - slank med mad der smager”. Desuden har jeg netop åbnet Den Skaldede Kok i Tivoli i det, der før hed Perlen.
Hvad faldt du for ved din bolig?
Udsigten. Jeg bor i en lejlighed med en fantastisk udsigt over Københavns Havn.
Hvilket rum holder du mest af?
Mit værelse; drengeværelset. Her har jeg mine ting, mine instrumenter, mine plader og cd'er. Her kan jeg sidde og spille min musik.
Hvad behøver ethvert hjem?
Et godt køkken samt fred og ro til at lave det, du gerne vil.
Hvad er det vigtigste i et køkken?
Plads og gode knive. Der skal også være et ordentligt komfur, ellers er det svært at lave god mad.
Hvor tit laver du mad derhjemme?
Aldrig. Nej, det passer ikke, men jeg er jo på arbejde altid. Men jeg laver mad hjemme, så snart der er en lejlighed til det. Specielt i forbindelse med min nye bog har jeg lavet meget mad herhjemme.
Hvad er det næste, du ønsker dig til dit hjem?
Hmm. Der er ikke noget specielt. Jeg har vist, det jeg har brug for.
Hvad vil du aldrig bringe ind i dit køkken?
En mikrobølgeovn! For jeg spiser ikke popcorn, og det er oftest det, sådan en bliver brugt til. Det er ikke, fordi jeg har noget imod mikrobølgeovne, men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal bruge den til.
Har du en ting, som altid har fulgt dig?
Jeg har en gammel stegeso, som har været min farmors. Jeg bruger den stadig, og jeg kan love dig, man kan lave god mad på den.
Hvad har du altid i dit køleskab?
En masse ting, som jeg selv har syltet eller marineret. I min fryser har jeg altid frugt, så jeg kan lave en smoothie.
Hvad vil du byde uventede gæster på?
En lukket dør! Ha ? ha. Jeg bryder mig ikke om uventede gæster.
Hvad står der i din bogreol?
Masser af musikbøger og kogebøger. Der står også romaner. Jeg kan godt lide at læse. Ja, og så har jeg 1 million Jumbobøger, som jeg samler på. Dem læser jeg i, så tit jeg kan.
Hvordan slapper du bedst af derhjemme?
Det er med benene oppe, mens jeg lytter til musik, eller ved bare at sidde og kigge ud ad vinduet.
alias
Den Skaldede Kok
44 år
København
Kom i lære som 16-årig som kok på D'Angleterre og uddannede sig derefter til tjener på Hotel Plaza. Har de seneste 11 år drevet Den Skaldede Kok og bliver flittigt brugt som tv-kok. Spiller desuden bas i bandet Midnigth Blues.
Er gift og far til en søn på 20 år.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk


