Over for badekarret, på væggen ind til brusenichen, er ophængt en kvadratisk håndvask under et stort spejl. Armaturet er Axor, designet af Philippe Starck.
Gå efter det rå, rustikke industrilook, kombinér det med designkvaliteter, fund fra Ikea, skrot og andet genbrugsguld, og du har dig et unikt badeværelse i ægte new yorker loft-stil.
I en ældre ejendom fra 1886 har ejeren, Henrik Stig Møller, brugt et år på at forvandle en stor gammel loftslejlighed med mange små rum til en moderne bolig. I dag består lejligheden stort set kun af et stort rum, med køkkenafsnit i den ene ende, spisestue og stue i midten, og soveværelse i modsatte ende. Alt er åbent, men en skydedør afskærmer dog for badeværelset, der er indrettet bag køkkenet.
Et løbehjul, der skødesløst er stillet op ad den grove mur og et stort sort spejl, øger hastigheden for at komme fra den ene ende af lejligheden til den anden.
En del af de 100 år gamle murstensvægge og bjælker er sandblæst og nu frilagte for at få det rette rå udseende. De fremstår i deres naturlige farve. Andre vægge er bygget op og som kontrast pudset helt glatte og malet hvide. Trægulvene er høvlet af. Nogle steder er der sat rå, ubehandlede jerndragere op for at understøtte loftet, og andre steder er loftet nedsænket og små raffinerede, indbyggede spots sørger for lys.
Skunken er inddraget så langt ud, det er muligt, hvilket giver rummet sin utraditionelle form. Her er lavet små dekorative nicher ind i skunkvæggen, samt lagt hylde i massiv mahogni.
»Jeg har lavet det meste af ombygningen selv med hjælp fra gode venner. Der har selvfølgelig været håndværkere på her og der, hvor det ikke har været muligt for mig selv at slå til og samtidig overholde myndighedernes regler og forordninger,« lyder det fra Henrik Stig Møller.
Det gamle ubehandlede plankegulv følger hele badeværelsets længde i den forreste ganglinje. Et lille trin op og klassiske, hvide 15x15-fliser er at se på gulv og vægge. På gulvet har fliserne ganske små dupper, der gør, at man ikke så let glider, når det er vådt. Inspirationen er hentet fra rejser til New York, samt fra Nørreport Station i København, som i kredse i mange år blev kaldt for ”badeværelset”. Og for at fuldende indtrykket er et tidligere bagagenet hængt op over det fritstående badekar. Det bruges nu til opbevaring af håndklæder og badetilbehør.
Det hvide polyethylen-badekar, som er udført i en ergonomisk rigtig udformning, står overfor. Det bliver oplyst fra indersiden og vandplanter, palmer i krukker samt kontrasten mellem de rå vægge og de glatte hvide subwayfliser er med til at give rummet et helt unikt udseende.