Find mere om:
Guide: Isoler på alternativ manér | livsstil.guide.dk

Guide: Isoler på alternativ manér

Normalt isolerer man et almindeligt hus med mineraluld, men der findes andre produkter, der er mere miljø- og arbejdsmiljøvenlige – og samtidig isolerer ligeså godt. Vi giver dig et overblik over de mest almindelige alternativer.

Allerede i 2003 blåstemplede Statens Byggeforskningsinstitut brugen af flere forskellige alternativer til mineraluldsisolering, som – hvis man er bevidst om, at materialerne skal behandles forskelligt – fungerer ganske udmærket som isolering (By og Byg Anvisning 207). Så uanset om du vil efterisolere dit eksisterende hus eller isolere et nybyggeri, kan det være en god idé at se på de alternativer, der findes til traditionelle isoleringsmaterialer - om du så leder efter den billige, den miljøvenlige eller måske den mest isolerende løsning.

Farligt, men effektivt

At der findes alternativer er en god nyhed, da der i Danmark bruges mange tusinde ton mineraluld til at isolere bygninger med, selvom arbejdet med produktet kan medføre irritation på hud, øjne og slimhinder.

»Der var i 1997 et politisk ønske om at fremme andre isoleringsmaterialer, både for miljøets og arbejdsmiljøets skyld, så via en bevilling til Energistyrelsen blev der åbnet mulighed for at søge midler til projekter, hvor alternative isoleringsmaterialer blev undersøgt. Det resulterede i en masse viden om disse materialer, og hvordan de kunne anvendes,« forklarer Ernst Jan de Place Hansen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

At man i dag alligevel bruger mineraluld i de fleste tilfælde, kan føres tilbage til materialets isoleringsevne samt dets modstandsdygtighed over for fugt og skimmelsvamp.

»Der er dog ved at ske et skift. Til de forskellige messer ser man flere og flere udbydere af alternativ isolering. Byggebranchen er klar til forandringen,« siger Carsten Sohl, oprindelig uddannet tømrer, der sidder som rådgiver for EnergiTjenesten, der rådgiver private gratis i energirigtig renovering.

En faglig udfordring

Det kan lade sig gøre at finde de samme isoleringsevner i de alternative isoleringsmaterialer – det er bare en udfordring at få alt til at gå op i en højere enhed. Producenterne skal sørge for, at produkterne er både miljø- og arbejdsmiljøvenlige, men også isolerer lige så godt som mineraluld.

»Vi kan ikke længere tillade os at bruge løs af energien. Huse skal være nemme at varme op og skal kunne holde på varmen. Samtidig er det vigtigt, at materialerne er miljøvenlige, da vi bliver nødt til at tage hensyn til vores omverden,« siger Carsten Sohl.

Uanset hvilken isoleringsform du vælger i sidste ende, er det vigtigt, at huset isoleres efter forskrifterne – i hvert fald hvis du tænker på miljøet. Et hus, der er dårligt isoleret, kræver nemlig mere energi til opvarmning, hvilket er langt dårligere for miljøet end et hus topisoleret med mineraluld.

»Det kræver rigtig meget energi at få et hus opvarmet. De sidste par år har ikke været så slemme, til trods for den stærke frost, men i år har vi fået rigtig mange henvendelser – blæsten er gået direkte igennem husene med dårlig isolering, og end ikke den stærkeste radiator har kunne holde det varmt nok, hvilket er både dyrt og dårligt for miljøet,« siger Carsten Sohl.

Selvom du har fat i materiale, der er både miljøvenligt, godt isolerende og arbejdsmiljøvenligt, er det vigtigt at bruge åndedrætsværn, uanset om du isolerer med de alternative produkter eller med mineraluld.

»For selvom de alternative produkter på nogle områder er bedre for arbejdsmiljøet, støver de ofte mere og kan indeholde kemikalier, som er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer,« siger Ernst Jan de Place Hansen.

Fem alternative isoleringsformer

Generelt isolerer produkterne lige så godt som traditionelle produkter og giver – hvis huset isoleres ordentligt, et bedre indeklima.

Det skal bemærkes, at de alternative isoleringsmaterialer, med undtagelse af ekspanderet perlit, ikke opfylder brandkravene og derfor skal indkapsles i en branddrøj eller brandsikker konstruktion, såsom bag to lag gips eller i en hulmur. De kan også anvendes på et loft (tagrum), forudsat at loftkonstruktionen har en vis minimum modstandsevne over for brand. På samme måder har disse fire produkter visse udfordringer med holdbarhed, da de er organiske materialer, der nedbrydes over tid – hvilket også gør, at de er ekstra udsatte for fugt og svamp.

Papirisolering

Papirisolering er et genbrugsmateriale, der fremstilles af gamle aviser. Det findes som isoleringsplader, men anvendes normalt som løsfyld, der blæses ind i konstruktionen. Materialet tilsættes salte, som skadedyr ikke kan lide at opholde sig i, derfor undgår man som oftest skadedyr på loftet, hvis man vælger denne isoleringsform. Samtidig fungerer saltine brandhæmmende og mod skimmelsvamp. Det skal dog bemærkes, at de borsalte, der tilsættes papirisoleringen er på listen over uønskede stoffer og er kvalificerede som reproduktionsskadelige.

Træfiber

Træfiberisolering fremstilles af cellulosefibre fra træer. Det findes kun som granulat, det vil sige løst materiale, som sprøjtes ind i konstruktionen. Det er en af de bedste isoleringsformer, set fra et miljømæssigt synspunkt, da det er et bæredygtigt biprodukt fra skovbrug. Der tilsættes dog kemikalier, for at gøre materialet mere brandsikkert.

Perlit

Ekspanderet perlit er fremstillet af vulkansk bjergart og findes som granulat, der sprøjtes ind i konstruktionen. Eftersom dette materiale er et uorganisk produkt, lider det ikke under problemer med brandsikkerhed, fugt, svamp eller holdbarhed som de andre fire. Til gengæld er prisen for denne isoleringsform noget højere. Ekspanderet perlit er, på den negative side, desværre ikke helt så miljøvenligt som de fire andre, da forarbejdningen er ret krævende.

Hør

Hørisolering er fremstillet af fibre fra hørplanten, der også bruges til tekstiler og reb. Hørisolering findes som måtter. Et af hørisoleringens minusser er dog, at der anvendes de samme borsalte, som der bruges i papirisoleringen, og som er på listen over uønskede stoffer og er kvalificerede som reproduktionsskadelige.

Halm

Halmisolering er slet og ret lavet af halm og kan bruges til isolering, både som sammenbundne halmballer og som plader. Man skal søge dispensation ved kommunen, hvis man ønsker at bruge halm som isolering. Til gengæld er det langt den billigste isoleringsform. Samtidig er det en af de mest miljøvenlige produkter, da det er et biprodukt af landbrug. Samtidig tilsættes det ikke kemikalier, hvilket dog også er en ulempe i forhold til svampeangreb og brandsikkerhed, hvis man ikke forstår at bruge det korrekt.

Kilde: Energitjenesten.dk/ Statens Byggeforskningsinstitut

Guide: Efterisolering er en opgave, man tager oppefra og ned

08-02-2016: Når du vil efterisolere dit hus, så start med at tjekke loftet, og fortsæt så nedefter. Samtidig er det vigtigt at huske, at ikke al isolering kan gøres op i tilbagebetalingstider, men simpelthen handler om bedre komfort i hverdagen. Det forklarer to eksperter på området. Læs artikel

Guide: Ni typiske problemer ved parcelhuse

08-12-2014: Mange parcelhuse er desværre født med problemer i konstruktion og funktion, der giver boligejeren problemer over tid. Læs om parcelhusets børnesygdomme her. Læs artikel

Guide: Energierichtiges Bauen muss geil sein

10-05-2014: Schweizisk-fødte Olav Langenkamp var den første arkitekt, der tegnede og byggede et passivhus i Danmark. Han har nu boet i det i seks år sammen med sin familie. Læs artikel

Guide: Et kig gennem fremtidens vindue

13-03-2014: Der bliver i disse år taget vigtige skridt i udviklingen af energibesparende vinduer. Men også andre tiltag som funktionalitet og bæredygtighed bliver essentielle, forudser to eksperter. Læs artikel

Guide: Pas på: Efterisolering kan give store skader

25-02-2014: Forkert efterisolering af dit hus kan give fugtskader, så du taber penge i stedet for at spare. Læs, hvordan du undgår fejl, når du efterisolerer fx loft og mur. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...