At have hjertet med Man skal huske at spørge sig selv indimellem, om man er det rigtige sted, og om man laver de rigtige ting. Det betyder meget for Jane Skriver, og det har inspireret hende til at designe måtten Heart & mind.
Det Af enkle liv Planet står for det enkle i vores univers; det enkle liv og den styrke, vi kan finde i det enkle.
Et liv sammen Sweet Marguerite er et motiv, der handler om, at man på trods af farveforskelle godt kan leve side om side med hinanden. Vi har forskellige egenskaber, der kan blomstre i fællesskab.
Fællesskab Selv om man skiller sig ud, kan man godt være en del af fællesskabet, er tanken bag La Fleur. En tanke, som ligger Jane Skriver nær, for hun vil gerne selv stikke lidt ud og vove noget samtidig med, at hun er en del af et fællesskab.
Det meste af arbejdet med dørmåtterne foregår hjemme i privaten hos Jane Skriver i Randers. Det gælder blandet andet, når måtterne tjekkes for fnuller, inden de rulles og bliver lagt i posen.
Jane Skriver er glad og stolt over sin første kollektion af vaskbare bomuldsdørmåtter. Ni forskellige motiver har hun designet i første omgang, og nye er på vej.
Dørmåtter har aldrig været en genstand, som har gjort megen stads af sig. Det er jo også bare en ting, vi træder på, tørrer snavset af på, og som sørger for at samle skidtet.
Men det vil Jane Skriver lave om på. I fjor lancerede hun et helt nyt produkt: den vaskbare dørmåtte i flot design.
»Jeg har længe gerne villet starte min egen virksomhed, og fra mit tidligere arbejde har jeg en masse viden om netop dørmåtter. Derfor fandt jeg på, at jeg ville lave et nyt og unikt produkt, nemlig dørmåtter i 100 procent bomuld i lækkert design, som kan både vaskes og tumbles. Og som med så mange andre ting, vi kommer ind i vores hjem i dag, så vil jeg gerne, at mine måtter bliver brugt som eksklusivt interiør, der er med til at signalere, hvem vi er, og hvad det er for nogle mennesker, der bor i hjemmet,« forklarer Jane Skriver.
Derfor gik hun i gang med at designe motiverne til måtterne, som hver især har en lille historie med sig. Det var vigtigt for den 36-årige designer, at måtternes motiv var enkle og klassiske, så de kunne passe ind i et moderne hjem.
»Da jeg designede motiverne til måtterne, tænkte jeg meget over, hvad jeg selv godt kan lide at se på, og hvad jeg selv kunne tænke mig at have liggende på mine gulve. Det var vigtigt for mig, at kollektionens udtryk ville ramme så mange mennesker som muligt. Så måtterne måtte ikke blive for vilde og dominerende. Det skal være sådan, at man har lyst til at kigge på dem hver dag, og at de kan passe ind i mange forskellige hjem. Samtidig skulle det være motiver, som jeg kunne stå inde for,« fortæller Jane Skriver.
Det er Jane Skrivers erfaring, at dørmåtter altid har været en mandsdomineret verden.
»Mænd er gode til at forholde sig til måtter. Jeg vil gerne tilføre dørmåtter noget feminint. Det gør jeg både i kraft af designet, men også ved at lave måtter, der kan komme i vaskemaskinen, når de trænger til at blive rene. Og faktisk har de rigtig godt af at blive smidt i en tørretumbler, for så forbliver de bløde og vamsede præcis som med håndklæder.«
At der ikke før er blevet produceret vaskbare bomuldsmåtter med flotte motiver, skyldes, ifølge Jane Skriver, at trykprocessen er meget svær at styre, når det gælder et naturprodukt som bomuld. Bomuld suger meget, fordi luvene er så lange.
»Mine måtter er derfor også meget funktionelle. De suger 95 procent af alt skidt og snavs, og så suger de også vand i modsætning til en nylonmåtte,« oplyser Jane Skriver.
Bomuldsmåtten er forsynet med en blød gummibagside, der gør måtten skridsikker. På gummiet er trykt en vaskeanvisning, som aldrig går af i vask; endnu en lille finesse.
Jane Skriver har selv stået for hele det grafiske og designmæssige i forbindelse med den første kollektion lige fra den poseindpakning, som måtterne sælges i, til de salgsstativer, displays og Logo, som skal sælge Skriver Collections produkter.
»Det har da været en hård omgang, men heldigvis har jeg fået masser af opbakning fra både min mand, mine børn og øvrige familie,« fortæller Jane Skriver, der er mor til to piger på fire og seks år, som flere gange har hjulpet deres mor med at rulle og pakke måtter.
»Vi har gjort det til en familiebegivenhed, hvor vi har hygget os samtidig, ler Jane Skriver, der efter det første år på markedet med sine bomuldsmåtter allerede har mærket stor efterspørgsel. Derfor er hun nu i gang med at designe nye motiver til næste måtte-kollektion.«
Jane Skriver
Er født i 1972 og bor i Randers.
Hun er uddannet teknisk illustrator på Bournemouth and Pool College of Art and Design i England og har siden blandt andet været ansat som designer hos Lego. Jane Skriver har arbejdet meget med konceptudvikling, idégenerering, layout og logodesign.
For et år siden etablerede hun Skriver Collection.
Se mere på www.skrivercollection.dk
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk


