Find mere om:
Ikea har gjort hverdagsdesign eksklusivt | livsstil.guide.dk

Ikea har gjort hverdagsdesign eksklusivt

Undergrundskunst, designstjerner fra det store udland og "limited editions". Det er lykkedes for Ikea at gøre discount cool, eftertragtet og endda lidt eksklusivt. En naturlig del af vores designfilosofi, lyder det fra det svenske designhus.

I 1943 fik en 17-årig knægt i det svenske en idé, mens han cyklede rundt og solgte tændstikker, julepynt og blyanter til sine naboer. Han ville starte et firma, hvor han kunne sælge flere varer, end der var plads til på cyklen, men med samme succesfulde koncept: Køb ind i store mængder og sælg billigt videre.

Den 17-årige hed Ingvar Kamprad, og firmaets navn var Ikea. I dag er det lille firma vokset til et verdensomspændende milliardforetagende, men grundkonceptet er stadig det samme. Møbler, interiør - og ja, julepynt, blyanter og tændstikker - som ikke koster alverden. Men også møbler og interiør, som de senere år har fået et statusløft, hvor bl.a. stjernearkitekter som Bjarke Ingells "hacker" Ikea-køkkener, gamle Ikea-møbler sælges til tusinder af kroner på auktioner og alt fra undergrundskunstnere til stjernedesignere skaber design til Ikeas varehuse.

Indsprøjtning af frisk designinspiration

De seneste år er der nemlig sket noget nyt hos den svenske succes fra den lille by Älmhult. Hvor Ikea før havde deres faste brede sortiment, med en årlig udskiftning suppleret med en årlig designkollektion, i form af Ikea PS eller Stockholm, er de nu begyndt at spytte mindre særkollektioner med et begrænset "oplag" ud og at lave samarbejder med forskellige designere udefra. I 2014 med det danske kunst- og designkollektiv ArtRebels og sidste år blandt andet med den verdensberømte britiske designer Ilse Crawford.

»Vi har i den grad oplevet, at særkollektionerne er blevet modtaget positivt, og også at det overrasker vores kunder, at vi laver disse typer af samarbejder. Det er vi naturligvis glade for. F.eks. blev ArtRebels-kollektionen næsten udsolgt på en weekend. Og da Sinnerlig-kollektionen, designet af Ilse Crawford, blev salgsstartet, oplevede vi at kunder stod i kø uden for varehuset for at få fat i deres favoritprodukter,« fortæller salgschef i Ikea, Markus Ekewald.

Nyt fra Paris

Og Ikea fortsætter successen, dette forår med den svenske glas- og keramikdesigner Ingegerd Råman og den engelske modedesigner Katie Eary. Men hvorfor egentlig prikke til et koncept, der har fungeret i over et halvt århundrede? Fordi det er en del af Ikeas dna at gøre det, lyder svaret fra salgschefen.

»Noget af det, der er meget vigtigt for Ikea, er hele tiden at udfordre os selv. Det gør vi bl.a. ved at se på, hvilke trends og tendenser der rører på sig og tage nye designere ind, som udfordrer os og tænker på en lidt anden måde, end vi gør. Det ligger grundlæggende i vores designfilosofi om demokratisk design med de fem kriterier: godt design, der har en god funktion, er af god kvalitet, er godt for planeten og har en god pris.«

B972218211Z.1_20160219101402_000+G3ARBGN0.2-0.png

Skulle der være et sjette kriterie, ville det være at brede designet ud til folket. Den klassiske demokratiske designtanke, som også flere af vores danske designikoner Poul Henningsen og Børge Mogensen lagde for dagen, er nemlig er at gøre det muligt for alle at få fingre i godt design. Og det afspejler særkollektionerne i høj grad.

B972218211Z.1_20160219101402_000+G3ARBGDF.2-0.png

Internationale designrebeller

»Det handler for os også om at skabe nye produkter, som er mere interessante for vores eksisterende kunder, men som måske også kan gøre Ikea interessant for kunder, som i dag ikke handler hos os, og på den måde komme ud til flere mennesker,« fortæller Markus Ekewald.

B972218211Z.1_20160219101402_000+G3ARBGAS.2-0.png

Så det handler altså også om at sælge nogle flere varer. Er det bare et salgstrick?

»Nej, vi står jo på begge ben. Vi har en designfilosofi om at sælge godt design til så mange som muligt. Heri ligger der også dét at udvide mængden af kunder og at vækste. Men omvendt skal det ikke bare være produktion - det skal også være bæredygtigt. Hvis vi bare havde kigget på bundlinjen, var vi ikke gået ind i den her type samarbejder, men fordi vi tænker langsigtet, giver det mening,« lyder det fra salgschefen.

Tilpasset den moderne designforbruger

Ikke desto mindre har Ikea en målsætning om at fordoble deres globale omsætning til 350 mia. kr. frem mod 2020. Og det håber Markus Ekewald, at særkollektionerne kan hjælpe med til. Samtidig er de også en reaktion på, hvordan vi som moderne forbrugere har udviklet os.

»Forbrugerne forventer i dag en hurtig udvikling, hvor udbuddet hele tiden forandrer sig. Vi vil hele tiden have noget nyt. Særkollektionerne giver os mulighed for at skabe mindre kollektioner og dermed også have en hurtigere udviklingscyklus. I stedet for at det tager to år, så kan vi gøre det på ét år, et halvt år - eller måske endda endnu kortere tid,« siger Markus Ekewald.

B972218211Z.1_20160219101402_000+G3ARBGI1.2-0.png

Ligesom i modebranchen, hvor der i dag kommer mindst fire kollektioner om året, og der hvert kvartal er nye trends med nye farver, nye bukselængder og nye skørteformer, har den såkaldte kollektionstankegang også sneget sig ind i bolig- og designbranchen. Men samtidig med, at vi gerne vil have nye design på hylderne hele tiden, så vil vi forbrugere også gerne have noget, som andre måske ikke har. Noget, som har personlighed og virker unikt. Og det er blandt andet det, der får unge danskere til at campere foran tøjbutikken H&M for at købe deres særkollektioner med prisvenligt design fra haute couture-modegiganter som Balmain, som vi så i efteråret 2015.

London møder Herning

B972218211Z.1_20160219101402_000+G3ARBGHC.2-0.png

Endnu har der ikke været horder af unge, som har camperet foran dørene på Ikeas varehuse. Men det svenske designhus' særkollektioner har været populære og tilmed tilført et strejf af eksklusivitet til det blågule brand. Og fremtiden byder kun på flere af slagsen. Udover forårets kollektioner med den svenske glas- og keramikdesigner, Ingegerd Råman, og den engelske modedesigner, Katie Eary, byder juli måned på et samarbejde med den belgiske provokunstner Walter Van Beirendonck. Og en anden verdenskendt europæer indtager i 2017 det svenske designunivers, fortæller Marcus Ekewald: Den hollandske designer Piet Hein Eek, som især er kendt for sine design af genbrugsmaterialer.

»Han er vældig interessant i sit udtryk. Hans design ser altid lidt uperfekt ud. De her designsamarbejder er helt sikkert noget, vi fortsætter med. Det er spændende og noget, vi hele tiden lærer en masse af,« slutter Markus Ekewald.

To typer særkollektioner

Ikeas særkollektioner består af to forskellige typer: dem de selv laver, og dem hvor de hiver eksterne designere ind.

»Ilse Crawford er jo f.eks. designer og kreativ direktør, og det er udgangspunktet i vores samarbejde med hende. Hun kiggede på, hvor samfundet er på vej hen, da hun lavede Sinnerlig-kollektionen. Vi bliver mere digitale og har dermed et større behov for at komme tilbage til det autentiske. Det afspejler sig i den måde, vi indretter på med uperfekte naturmaterialer. Hun inddrog bl.a. nye materialer som kork og mundblæst glas,« fortæller salgschef hos Ikea Markus Ekewald og fortsætter:

»Tilfälle-kollektionen er f.eks. helt anderledes. Her har vores egne designere set på, hvad der sker, hvis vi tager udgangspunkt i en helt anden kultur. Designerne tilbragte tre inspirationsdage i Brasilien og gik direkte hjem på fabriksgulvet og skabte de design, som blev et miks af skandinavisk enkelthed og det brasilianske udtryk med masser af farver og energi.«

Guide: Møblernes mekka

25-04-2016: Den italienske storby Milano er omdrejningpunkt for design fra hele verden. I april mødtes over 400.000 designinteresserede til verdens største møbel- og designmesse Salone del Mobile, hvor det nyeste møbeldesign kunne opleves. Læs artikel

Guide: Debatskabende design

26-01-2016: Hvad er dansk design? Og er det stadig dansk, hvis det er designet af en tysker og produceret i Polen? Det er et af de spørgsmål, Danish Design Makers stiller med udstillingen ”Made Here” på møbelmessen i Køln, hvor 17 designere har givet deres bud på, hvordan man holder dansk design på danske hænder. Læs artikel

Guide: Blå og pink vinter

26-01-2016: Skab blid vinterstemning med lyseblå og rosa nuancer, som ifølge farveinstituttet Pantone er årets farver. Læs artikel

Guide: Made in Belgium

19-01-2016: Belgien er mest kendt for chokolade, øl og Tintin, men landet har også en lang række dygtige designere og design, der får sin inspiration fra det lille lands kulturelle miks. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...