Find mere om:
Guide: Puder der skal føles | livsstil.guide.dk

Guide: Puder der skal føles

Sammen med Blindes Arbejde har tekstildesigner Rosa Tolnov Clausen gjort brug af værdifulde kompetencer hos blinde og svagsynede og skabt et high-end pudedesign.

Væverne hos Blindes Arbejde er utroligt dygtige. Dem har jeg virkelig lært meget af,« fastslår tekstildesigner Rosa Tolnov Clausen.

Det var lidt et tilfælde, at designeren fra Designskolen Kolding kom til at arbejde sammen med Blindes Arbejde med et pudedesign, der siden har fået stor anerkendelse. Første version af det fælles pudedesign, kaldet Hands on Woven, H.O.W, blev i 2014 udvalgt til Danish Crafts Collection, der hvert år præsenterer det bedste, nutidige danske kunsthåndværk og design på internationale messer. Nu har Rosa Tolnov Clausen udviklet anden version.

Foretrækker lokalt håndværk

Hvorfor skal det hele laves i Kina? Det var egentlig Rosa Tolnov Clausens tanke, da hun skulle i gang med sit afgangsprojekt fra Designskolen Kolding og havde et ønske om at tage udgangspunkt i lokal produktion.

B972231054Z.1_20160304142257_000+G6ARLC5D.1-0.jpg

Blindes Arbejde, der i snart 100 år har arbejdet med at beskæftige blinde og svagtsynede inden for forskellige håndværk, havde nogenlunde samtidig henvendt sig og efterspurgt samarbejde med studerende, og sådan blev de matchet.

London møder Herning

Da Rosa Tolnov Clausen kort tid efter besøgte Blindes Arbejde, helt nøjagtigt værkstedet i centrum af Aarhus, vidste hun med det samme, at det bare var det helt rigtige.

B972231054Z.1_20160304142257_000+G6ARLC4V.2-0.jpg

»Jeg var vild med stemningen og systemerne med f.eks. at lave et kludetæppe. Når du ikke har dit syn, skal du jo vide nøjagtigt, hvor alting er. Det kunne jeg virkelig lære noget af i mit eget værksted,« siger hun.

Da den unge tekstildesigner kom med de første prøver på sit pudedesign, fik hun en ny erkendelse:

»Vi vil altså ikke arbejde med det garn. Det er ikke rart at røre ved,« var bl.a. responsen fra væverne.

»Og de havde jo ret. Det var jo egentlig bare nogle farveprøver, jeg havde lavet. Jeg havde kun tænkt på udseendet og ikke på, hvordan det føltes – altså det taktile. Så blev det hele lige vendt på hovedet for mig,« siger Rosa Tolnov Clausen, der er taknemlig for, hvordan samarbejdet har skærpet hendes sanser i designprocessen.

Lighed perlemønstre

Det endelige resultat, der nu ligger i Blindes Arbejdes butiksvinduer – og er på vej ud i flere andre interiørbutikker, bl.a. på museet Arken - er et resultat af dialogen mellem hende og de seks vævere fra Blindes Arbejde, der har været involveret i projektet.

Udgangspunktet er fem forskellige, helt enkle og grafiske vævebindinger, som Rosa Tolnov Clausen har fundet i en af vævningens grundbøger – Vævebogen af Paulli Andersen.

B972231054Z.1_20160304142257_000+G6ARLC5S.1-0.jpg

»Det minder mig om strukturen som grønlandske perlemønstre,« lød en af de første kommetarer fra væverne til designeren, og selv om teknikken er en anden, er der rigtigt nok tale om klassiske, skandinaviske vævebindinger.

Århundredets materiale

B972231054Z.1_20160304142257_000+G6ARLC4D.1-0.jpg

Rosa Tolnov Clausen har valgt to uldgarner i markant forskellige tykkelser for at skabe kontrast og gøre strukturen i vævningen så følbar som muligt for væverne. Kontrasten i farver – for eksempel sort/hvid – er valgt af hensyn til de svagsynede vævere, så de har de bedste muligheder for at se forskel.

For brugerne skaber det et pudedesign, der udfordrer øjet, men også giver en sanseoplevelse, når man går på opdagelse med fingrene.

B972231054Z.1_20160304142257_000+G6ARLC4P.1-0.jpg

Samtidig er hver enkelt pude helt unik. Som udgangspunkt skal væverne sammensætte to bindinger, men nogle gange sammensætter de tre eller fire. Væverne sammensætter designet med udgangspunkt i enkelte dogmeregler fastsat af Rosa Tolnov Clausen.

Et mærkat på puden fortæller køberen i butikken, hvem der har siddet bag væven.

Med-design er udfordrende

Det kunne være Jette Olsen, som arbejder i værkstedet, da Jyllands-Posten Bolig kigger forbi.

For 57-årige Jette har vævearbejdet været en vigtig del af tilværelsen, siden hun som 16-årig mistede synet. Hun har taget kurser på Blindeinstituttets Væveskole og lagt mange arbejdstimer i værkstedet.

»Førhen vævede jeg viskestykker, men det er den samme, ensartede flade hele tiden. Det her er meget mere spændende og udfordrende for mig, fordi jeg skal jo væve et mønster – og jeg har selv indflydelse på det,« smiler hun.

Dagens humør og energiniveau afgør designet, fortæller hun, der tager turen fra Silkeborg med tog.

Møbler i Michelinklassen

»Man kan se det på mønstrene. Om jeg vælger de lange mønstre, hvor man ikke skal skifte retning så tit, eller de mønstre, der har mange skift,« fortæller hun.

Rosa Tolnov Clausen håber, projektet H.O.W. kan være med til at skabe en renæssance hos Blindes Arbejde:

»Tidligere var væveafdelingen hos Blindes Arbejde stor og havde mange opgaver, f.eks. at væve gardiner til Rigshospitalet. Lige nu er Blindes Arbejde inde i en rivende udvikling igen, og jeg kunne ønske mig, at projektet her kan være med til at skabe vækst og give flere unge mennesker, som er blinde eller svagsynede, lyst til at gå ind i arbejdet,« siger hun.

Om Rosa Tolnov Clausen:

  • Rosa Tolnov Clausen (født i 1985) er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding i 2013.
  • Hun har en forkærlighed for væveteknikker og traditioner.
  • Det var på et udvekslingsophold på Kunsthochschule Berlin Weissensee, at hun blev grebet af vævens muligheder. Her lavede Rosa Tolnov Clausen et projekt, hvor hun fortolkede fotografier i vævearbejder, bl.a. fandt hun på at væve med båndsalat fra gammeldags kassettebånd.
  • Hun har siden rejst en del – både i forbindelse med studiet og efter – for at studere vævetraditioner i andre lande, såsom i Finland, Italien og Japan.
  • Samarbejdet med Blindes Arbejde var en del af Rosa Tolnov Clausens afgangsprojekt fra Designskolen i Kolding. Pude-designet blev siden udvalgt til Danish Crafts Collection, der hvert år præsenterer det bedste, nutidige, danske kunsthåndværk og desing,
  • ligesom de har været udstillet på bl.a. messen Maison et Objects i Paris. H.O.W. er støttet af 15. Juni Fonden, Blindes Støttefond, Ernst og Vibeke Husmans Fond og Statens Kunstfond.
  • Hun har bl.a. udstillet kunstinstallationen “Can a Room be a Loom?” (Kan et rum være en væv?, red.) på Fuori  Salone i Milano. Her var en container omdannet til en kæmpe væv, hvor de 2.500 besøgende over fem dage var med til at skabe fire kæmpemæssige tekstiler.

Blindes Arbejde

Blindes Arbejde, stiftet i 1929, har som hovedformål at beskæftige blinde og svagsynede.

Lige nu beskæftiger Blindes Arbejde ca. 70 medarbejdere – de fleste på Blindes Arbejdes værksted i København, men også på værksteder – eller fra medarbejdernes egne hjem – i resten af landet.

Arbejdet er bl.a. at fremstille håndgjorte børster og koste efter gamle traditioner, at håndflette kurve i naturpil, omflette stolesæder og at væve kvalitetstekstiler, bl.a. viskestykker og puder.

Blindes Arbejde har butikker i flere byer – butikkerne er navngivet med god, dansk humor og hedder: ”Vi ses”. De ligger i Horsens, København, Odense, Slagelse og Aarhus. Det er også synshandicappede, der betjener kunderne i butikkerne.

Rosa Tolnov Clausen er lige flyttet til Finlands hovedstad, Helsinki:

»Her står der væve i mange kælderrum under lejlighederne, og du kan finde mange fine, håndvævede ting i byens genbrugsbutikker. Jeg oplever, at håndvævetraditionen er tættere på folk i Finland end i Danmark. Det virker som om, at det kun er en generation siden, at vævearbejdet foregik i de fleste hjem. Jeg synes, at det er meget lærerigt for mig.«

Guide: Dansk designer hitter med produkter i genbrugstræ og beton

07-10-2015: For fem år siden startede Bent Povlsen og hans hustru, Dorthe, designfirmaet Muubs. I dag har deres rå og upolerede udtryk med rustik keramik, genbrugstræ og julekugler i beton og læder vundet genklang både her til lands og internationalt. Mød direktøren, der – lidt tilfældigt – forelskede sig i beton og blev designer. Læs artikel

Guide: Italiensk 80’er-retro

10-08-2015: Memphis er ikke bare en by i USA, hvor Elvis havde hjemme. Det er også navnet på en design-bevægelse, som spirede i Italien i 1980’erne, og som har fået renæssance de seneste år. Læs artikel

Nyhed: Designtalenter udfordrer med nye metoder

25-04-2015: 15 designspirer fra Singapore har med inspiration fra de gamle alkymister og en italiensk 70’er-bevægelse forsøgt at finde magien i moderne design. Læs artikel

Anmeldelse: »Vi tør tage chancer«

20-10-2009: Opsigtsvækkende og gedigen møbel- og brugskunst designet og produceret i Danmark. Det er opskriften bag designvirksomheden Normann Copenhagens aktuelle kollektion ”New Danish Modern”. Jan Andersen og Poul Madsen, der står bag, håber, de har skabt designklassikere, der kan sælge langt ud i fremtiden. Læs artikel

Guide: Naturligt og bæredygtigt design

21-06-2016: For tiden er der en klar tendens i dansk design. Fokus er på naturlige og holdbare materialer. Både designere og forbrugere har gjort op med forbrugerismen og sætter nu større tanker bag produktionsomkostningerne. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...