Find mere om:
De sunde danske huse | livsstil.guide.dk

De sunde danske huse

Et hus med energimærke B er ikke nødvendigvis bedre for beboernes sundhed end et hus stemplet med energimærke F. Men en bedre energimærkning gør det mere komfortabelt for beboerne, siger en ekspert.

Danske huse er energimærket efter et klassesystem, der rangerer husenes energiforbrug fra energiklasse A til G. Huse, der lever op til et A, er de mest energivenlige, men når det handler om sundhed, er der ikke nødvendigvis forskel på, om man bor i et energieffektivt A-klassehus eller i en mindre energibesparende bolig.

Energistyrelsen har nemlig for nylig fået foretaget en undersøgelse, som viser, at der ikke er en klar sammenhæng mellem energistandarden på et hus og på beboernes sundhedsmæssige tilstand.

»Undersøgelsens hovedresultat er, at vi ikke kan finde nogen klar sammenhæng mellem energistandard og beboernes sundhed. Det kan lyde lidt svært at sælge som et resultat, men det er det rent faktisk, og dette ”ikke-resultat” anser vi for at være ret vigtigt,« siger Martin Rasmussen, der er specialkonsulent i Energistyrelsen.

Fantastisk positivt

Dette ”ikke-resultat” vidner altså om, at der ikke kan udledes en sammenhæng mellem den energistandard, som et hus har, og husets beboeres sundhedstilstand. Hos Energistyrelsen anser man netop dette som yderst positivt, fordi det beviser, at energistandarden på huse i Danmark generelt er høj – selv om energimærkningen ligger i den lavere ende.

»Det er jo fantastisk positivt, at der er så god en bygge- og energistandard i Danmark, at folk ikke bliver syge af at bo i huse med dårlig energistandard. Det skal selvfølgelig ikke lyde som en opfordring til, at man ikke skal energiforbedre, for med en energiforbedring følger mange andre fordele, men det faktum, at man ikke bliver syg af at bo i boligerne i Danmark som følge af dårlig energistandard, er da fremragende,« siger Martin Rasmussen. Han bakkes op af Rådet for Sundt Indeklima, der også ser positivt på resultaterne.

Energirenovering kan gøre dit hus 50 år yngre

»Det er godt, at Energistyrelsen får foretaget denne slags undersøgelser, fordi det er vigtigt, at vi ved noget om det her emne,« siger formand Torben Sigsgaard.

Komplekst område

Alligevel vil Torben Sigsgaard, der udover sin formandstitel også er professor på Institut for Folkesundhed ved Århus Universitet samt centerleder ved Center for Indeklima og Sundhed i Boliger, nu ikke mene, at man kan udlede meget mere fra undersøgelsen end netop tendensen om, at energimærkningen ikke har en afgørende betydning for et godt indeklima.

B972273748Z.1_20160426144610_000+G4ISNSFF.1-0.jpg

»Området er komplekst, og der er mange forskellige forhold, der gør, at man ikke kan sige, at noget er sikkert på nuværende tidspunkt. Resultaterne lægger sig i porteføljen af undersøgelser, som vi skal have på det her område, for at kunne vurdere indeklimaets betydning for helbredet. Men undersøgelsen kan ikke alene give det fulde billede. Blot bekræfte en tendens,« siger Torben Sigsgaard, som egentlig ikke er overrasket over, at der ikke findes nogen klar sammenhæng mellem beboernes sundhed og boligernes energimærke. Det er nemlig svært, at vurdere sammenhængen mellem energistandard og sundhed, fordi det afhænger så meget af beboernes adfærd i hjemmet.

»Der er ikke noget bemærkelsesværdigt problem, når det kommer til energistandard og sundhed hos beboerne, men det havde vi heller ikke forventet. Det er derimod sværere, at sige noget ud fra en registerundersøgelse om, hvordan folk har det i de her boliger rent komfortmæssigt,« siger Torben Sigsgaard.

Et lille hjørne af noget større

Også specialkonsulent hos Energistyrelsen, Martin Rasmussen, mener, at man bør se mere nuanceret på det faktum, at boligers energimærke ikke påvirker beboernes sundhed.

»Dette er blot er et lille hjørne af en større sammenhæng, og derfor tæller det også, at man har set andre gode resultater på området, som er med til at folde emnet ud, « siger specialkonsulenten.

Sådan rykker du din bolig en energiklasse op

For nok er sygdom og sundhed en ting, men velbefindende og komfort er noget af det, der følger med, når man vælger at energioptimere sin bolig. Selv om det at bo i hus med et lavt energimærke ikke nødvendigvis har betydning for sundheden hos den enkelte, så er der nemlig alligevel mange fordele ved at rykke et par energiklasser op, forklarer Martin Rasmussen:

»Vi har tidligere foretaget en anden analyse, hvor vi ikke kiggede på sundhed som sådan, men derimod på beboernes oplevede komfort. Hvordan føler folk, at det er at bo i huset? Og er det behageligt at være i et hus alt afhængigt af, om det er et hus af god eller dårligere energistandard? Den undersøgelse viser, at der er en kraftig sammenhæng mellem energistandard og beboernes komfort og velvære. For eksempel er temperaturen indendørs mere behagelig, og det trækker måske mindre. Helt generelt er billedet, at rigtig mange af dem, der har fået foretaget energiforbedringer, oplever bedre komfort.«

Betydningsfuldt indeklima

Selv om tendensen er klar i den nylige undersøgelse, fordi det er ganske tydeligt, at energimærket ikke har betydning for en persons sundhed, så advarer Martin Rasmussen fra Energistyrelsen nu alligevel imod at tage for let på undersøgelsens resultatet.

»Hvis man læser undersøgelsen, som Fanden læser Bibelen, så kan man måske godt læse det sådan, at indeklimaet er ligegyldigt for sundheden. Det er det ikke. Det kan jo netop være, at man ikke finder de her sundhedsfaktorer, fordi de, der bor i huse med dårlig energistandard, måske er gode til at få varmet godt op. Ligesom det kan være sådan, at de, der bor i tætte energirenoverede bygninger ikke får sygdomme, fordi de har gode udluftningsvaner. Man må derfor endelig ikke forstå undersøgelsens resultater som om, at indeklimaet ikke har nogen betydning, for det kan jo simpelthen være, at folk er gode til at bo og bruge husene på en måde, der gør, at de undgår at blive syge af det. Undersøgelsen bekræfter blot en tendens om, at man ikke kan aflæse indeklimaet på energimærket,« siger Martin Rasmussen.

De toner vil formand for Rådet for Sundt Indeklima, Torben Sigsgaard, gerne nynne energivenligt med på.

»Noget af det, som vi i Foreningen for Sundt Indeklima lægger meget vægt på, er beboernes adfærd omkring energi og indeklima. Beboernes adfærd er meget afgørende for indeklimaet, uanset hvilken energiklasse et hus har,« siger Sigsgaard.

Andre faktorer

Og Torben Sigsgaard slår da også gerne et slag for, at den vigtigste faktor for, at man kan have et optimalt indeklima, er, at man husker at komme af med den partikelforurening, som kommer ved brug af komfur og ovn i forbindelse med madlavning. Det samme gælder, når man tænder op i brændeovn eller hygger med stearinlys. Her er udluftning og udsugning langt vigtigere end energimærket, ifølge formanden:

B972273748Z.1_20160426144610_000+GLOSO10A.1-0.jpg

»En af de ting, man skal sikre sig, for at holde sin bolig sund, er, at man har et ordentligt luftskifte i boligen og en god temperatur. Det sørger man for ved at lufte ordentlig ud, eller ved at have et ordentligt udluftningssystem, « siger Torben Sigsgaard og peger på, at et godt luftskifte simpelthen er alfa omega, når vi opholder os indendørs:

Fremtidssikring for familien

»Når vi er indenfor, producerer vi forurening, og den forurening skal væk på en eller anden måde. Den bedste måde at fjerne forureningen på, er ved at øge luftskiftet. Man skal virkelig huske at lufte ud på god gammeldags manér og dermed sørge for, at der kommer en udskiftning af luften i huset tilstrækkeligt ofte. Med mindre man har et mekanisk udluftningssystem, naturligvis.«

Anderledes diskussion

Tendensen i undersøgelsen fra Energistyrelsen er altså, at klimamærkningen ikke har en afgørende betydning for indeklimaet. Og det kan da også lyde som børnelærdom, at hvis man bare lufter tilstrækkeligt ud i sin bolig, så der er luftcirkulation, får man et bedre indeklima. Men på globalt plan er der måske en større sammenhæng mellem energistandard og sundhed end i Danmark.

»Emnet er på globalt plan blevet diskuteret i forskellige sammenhænge, fordi der er mange steder, hvor man ikke har de samme standarder på huse, som vi har herhjemme. Herhjemme er selv de dårligste huse trods alt af en vis standard,« siger Martin Rasmussen fra Energistyrelsen.

Komfort og energimærke

Sidste år foretog Energistyrelsen en undersøgelse, der så på sammenhængen mellem energistandard og komfort i danske boliger. Undersøgelsen viste, at der var tydelig sammenhæng mellem en boligs energistandard og beboernes oplevelse af komfort.

Energimærkning ved salg

Siden 2010 har det ikke at været muligt at sætte sin bolig til salg uden et gyldigt energimærke. Alle boliger – nye som gamle – skal energimærkes på skalaen, der spænder fra A til G. Har en bolig energimærke G, er den mindst energivenlig.

Guide: Ny teknologi kan mindske din varmeregning

14-07-2016: Et forsøg med 127 husstande i Middelfart viser, at intelligent varmestyring kan reducere varmeforbruget og varmeregningen. Læs om forsøget og besparelserne. Læs artikel

Guide: Test: Så meget betyder udluftning for dit indeklima

16-06-2016: Hvad sker der med dit indeklima, når du laver mad, tørrer tøj, tænder stearinlys og sover, og hvor meget betyder det, at du lufter ud? Det har Bolius’ fagekspert Rados Nenadovic testet. Se de vilde resultater. Læs artikel

Guide: Nordisk kubisme, lavenergi og natur

07-05-2016: Glas, råt træ, beton, klinker, moderne kunst og møbelklassikere skaber kontraster i et nybygget laveenergihus. Inspirationen til det stramme, kubistiske træhus er hentet i Sverige, men er opført på en dansk naturgrund i det nordsjællandske landskab. Læs artikel

Guide: Spar penge med energirenovering

27-04-2016: Hvis man holder tungen lige i munden, er der store økonomiske fordele ved at energirenovere. »Der er en økonomisk gevinst ved at søge støtten,« siger en ekspert. Læs artikel

Guide: Det skal du huske, inden du rejser på sommerferie

22-04-2016: Sørg for, at dit hus ser beboet ud, og få venner eller naboer til at besøge huset med jævne mellemrum. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...