Find mere om:
Naturligt og bæredygtigt design | livsstil.guide.dk

Naturligt og bæredygtigt design

For tiden er der en klar tendens i dansk design. Fokus er på naturlige og holdbare materialer. Både designere og forbrugere har gjort op med forbrugerismen og sætter nu større tanker bag produktionsomkostningerne.

Enkelte borde af kvalitetstræ og stole med lækre tidløse detaljer – gerne med et lækkert sæde af naturligt og gyldent læder. Sådan ser tendensen ud, når man kigger på de danske designeres nyeste kreationer. Naturlige materialer har vundet indpas hos møbelproducenterne, men også hos køberne, som gerne investerer i holdbare møbler med en lang levetid eller i gode, gamle møbelklassikere, som allerede har haft et langt liv, inden de blev hjemkøbt på en nylig auktion eller på weekendens loppemarked.

»Jeg ser først og fremmest en tendens til, at der er en interesse for naturmaterialer. Hos de danske designere ser man en masse møbler lavet af træ, læder og uldfilt. Altså gedigne og klassiske materialer,« siger Anders Brix, som er professor og arkitekt ved Kunstakademiets Arkitektskole.

Materialerne er i fokus i nutidens design.

»Naturmaterialerne fremtræder i deres egen farve, så man ser f.eks. gyldent, naturligt læder. Der er ikke så mange malede overflader på billigt træ. Træ får bare lov til at stå som træ, og netop derfor vælger man at bruge en bedre kvalitet med fine årer, som er spændende at kigge på.«

Større bevidsthed

Møblerne af rene naturmaterialer stiller således højere krav til kvaliteten. Anders Brix ser dette som et skift i, hvordan vi danskere ser på møbler. I dag er det nemlig ikke længere fint nok, at et møbel bare ser godt ud.

54693270.png

»Det at købe et møbel er jo ikke som at invitere en ven på besøg, der så går igen. Det er en langvarig relation,« siger Anders Brix og tilføjer, at design ikke kun er noget visuelt, men også handler om kvalitetsbevidsthed og holdbarhed:

»Det betyder simpelthen noget, hvordan materialerne føles, når man rører ved dem. Og træ er bare rarere at sidde på end plastik. Og så slides det på en måde, der gør det smukkere,« siger arkitekten, der også påpeger at en væsentlig begrundelse for, at man bevæger sig mere mod det mere naturlige, kan have rødder i vor tids største globale udfordring: klimakrisen.

»En tydelig tendens er, at vi har et opgør med forbrugerismen. I dag skal ting kunne holde og have et længere liv, og det ligger jo i hele den samfundsdiskussion, der er om bæredygtighed. Vi er nødt til at tænke os om, og ikke bare producere noget pjat,« siger Anders Brix, som selvfølgelig godt er klar over, at der stadig er en masse møbler på markedet, som ikke er så kvalitetsbevidste.

B972305267Z.1_20160601124151_000+G4QTGPDK.1-0.jpg

»Vi har jo selvfølgelig stadig Ikea, hvor mange tager hen for at købe ting til hjemmet. Men der er kommet en mere miljømæssig bevidsthed blandt de danske designere. De har interesse for det holdbare, for det langvarige og for naturmaterialerne. Og så går de op i, at man skal kunne have tingene i mange år.«

Den gode gamle klassiker

En anden tendens, som synes at herske hos både møbelfabrikanter og i de danske hjem, er kærligheden til de gamle møbelklassikere. Thomas Dickson, som har skrevet flere bøger om dansk design. og som ejer konsulentvirksomheden Dickson Design, ser tydeligt, hvordan møbelklassikere på mange måder stadig er populære.

»Der er mange klassikere i produktion på markedet lige nu, og der er også en masse designere, som tolker videre på dem og laver nye versioner af de i forvejen velkendte møbler. Derudover er der også en del møbelfirmaer, der er ude i krogene for at finde nogle af de mere ukendte eksemplarer af klassikerne fra guldalderen i 1950’erne og tiden deromkring frem igen,« siger Thomas Dickson og beskriver en af de stoletyper, som man for tiden ser nye fortolkninger af.

»Lige nu er der mange, der fortolker de klassiske skalstole. Altså formspændte stole med et understel, som vi kender det fra Arne Jakobsens stole og fra Eames-stolen,« siger Thomas Dickson.

At de gode gamle modeller har fået en renæssance, ser man tydeligt i de danske møbelhuses kollektioner. Eksempelvis bliver flere Wegner-modeller relanceret hos møbelfabrikkerne, og sidste år kom endnu en gammel klassiker i produktion.

»For relativt nylig relancerede Fritz Hansen Arne Jakobsens stol “Dråben”, som ellers kun var kendt fra værelserne på SAS Royal Hotel, og som aldrig rigtig kom i produktion tilbage i 1950’erne. Men nu har møbelhuset taget stolen op igen – dog i et nyt materiale,« siger Thomas Dickson, som nævner, at også møbelvirksomheden FDB har relanceret gamle klassiske møbler, men fundet modeller af mere ukendte designere frem til formålet.

B972305267Z.1_20160601124151_000+G4QTGPDS.1-0.jpg

Anders Brix fra Kunstakademiets Arkitektskole er enig i, at der er en stor interesse for de gamle klassikere – både de nyproducerede og dem, som har eksisteret siden midten af 1900-tallet.

»De gamle klassikere er i høj kurs og sælges på auktioner til priser, der er højere end på mange nye møbler. Møblerne er lavet af gode materialer og er stadig i brug. De klassiske møbler er jo virkelig bæredygtige,« siger Anders Brix og beskriver, hvordan klassikerne også er med til at inspirere designere nu til dags:

»I dag arbejder danske designere stadig med traditionen fra dengang – og bevarer det klassiske snit – men bygger også videre på det, så man kan se, at der er sket noget. De klassiske møbler har et tidsløst udtryk, og det her tidløse design formår de dygtige designere også at skabe i dag. Det tidløse design gør, at møblerne får en lang levetid, fordi man kan holde ud at se på dem i mange år. De er afdæmpede og velformede.«

Genbrug og autencitet

Men der er også en anden grund til vores interesse for de klassiske design i disse år. Tryghed.

»Vi lever i en efterkrisetid, hvor globalisering, terror og flygtningestrømme er en bekymring. Det er en tid med utryghed i verden, og det betyder, at vi prøver at gardere os lidt med noget, som virker trygt og bekendt. Også når vi indretter vores boliger,« forklarer Thomas Dickson og beskriver, at der tidligere var mere optimisme, og at der i opgangstider modsat er mere plads og overskud til eksperimenter med form og farver:

»Men i dag er der en tendens til at være tryghedssøgende og søge tilbage til det velkendte og det velafprøvede.«

B972305267Z.1_20160601124151_000+G4QTGPER.1-0.jpg

Netop tidsånden og utrygheden har også været med til at sætte skub i forbrugernes trang til at genbruge, forklarer forfatter Thomas Dickson:

»Det er mere autentisk at købe noget brugt, som har patina, på et loppemarked eller grave noget frem fra bedstemors gamle pulterkammer. Så har man noget, som er lidt anderledes og som har en historie, der er lidt sjovere at fortælle, end historien om turen til Ikea i lørdags,« siger Thomas Dickson.

Anders Brix fra Kunstakademiets Arkitektskole mener, at ordet “autenticitet” dækker over de strømninger, som vi ser inden for dansk design og forbrug for tiden.

»Vi – forbrugerne – søger mod det autentiske og langtidsholdbare. Det har klart en forbindelse til den bæredygtige diskussion, som er i samfundet. Vi tænker på planetens ve og vel, og vi tager situationen alvorligt. Det kan man også se, når folk i stigende grad vælger at købe økologi og dyrke tingene selv,« siger Anders Brix.

Biologisk design

Samtidig mener Anders Brix, at den bekymring, man ser i samfundet, har betydning for den måde, som designerne vil producere møbler på i fremtiden.

Dansk design i køkkenet

»En ting, som vi kommer til at se mere af i en nær fremtid, er, at man vil bruge materialer, som er lette og skånsomme. Der er fuld gang i den højteknologiske tilgang, hvor man forsøger sig med at bruge nogle mere komplicerede materialer, for at fremstille nye former for biologisk materiale. I fremtiden vil de nye materialer kunne erstatte eksempelvis plastik,« siger Anders Brix og forklarer, hvordan man på længere sigt vil kunne anvende svampedyrkning i sammensætning med landbrugsaffald, halm og hø for at fremstille nye biologiske materialer:

»Det at producere materialer, som er mindre skadelige, og som kan genbruges og recirkuleres, er vigtigt. Så der er en tendens, som ikke bare går i retning af at gøre som i gamle dage, men som også er fremadrettet, og hvor man bruger moderne teknologi, så møbler fremover vil blive mere bæredygtige.«

Guide: Motorsavede møbler med holdning

20-10-2014: Bente Hovendal svinger sin motorsav på havnen i Svendborg og forvandler med den træblokke til eksklusivt og unikt møbeldesign i luksusklassen. Den grønne af slagsen, der er vokset ud af et stærkt ønske om at forene natur og møbeldesign og sydfynske træ, certificeret fra top til tå. Læs artikel

Guide: Shopping med samvittighed

20-10-2009: Der er mange måder at tænke bæredygtighed på. Begrebet "Cradle to Cradle" kan oversættes til "Vugge til Vugge". Det går i korte træk ud på, at vi i stedet for at producere affald, der forurener og fylder på vores lossepladser og i naturen, indretter vores levevis og designer moderne forbrugsgoder på en sådan måde, at vores affald kan blive næringsstoffer for fremtidige generationer af råmaterialer, sunde levende organismer og nye produkter. Det er en stræben efter at designe og forbruge med "hele produkt- livscyklussen" for øje. Andre har valgt at genbruge allerede eksisterende materialer og give dem et nyt liv i et andet produkt. Læs artikel

Guide: Møblernes mekka

25-04-2016: Den italienske storby Milano er omdrejningpunkt for design fra hele verden. I april mødtes over 400.000 designinteresserede til verdens største møbel- og designmesse Salone del Mobile, hvor det nyeste møbeldesign kunne opleves. Læs artikel

Guide: Puder der skal føles

17-03-2016: Sammen med Blindes Arbejde har tekstildesigner Rosa Tolnov Clausen gjort brug af værdifulde kompetencer hos blinde og svagsynede og skabt et high-end pudedesign. Læs artikel

Guide: Århundredets materiale

21-02-2016: Plastik er et materiale, der aldrig går af mode. For nogle er det indbegrebet af smagløshed, men for andre er det ensbetydende med uanede designmuligheder. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...