Find mere om:
Sådan gøder du din køkkenhave | livsstil.guide.dk

Sådan gøder du din køkkenhave

Haveekspert Lotte Bjarke guider dig her til, hvordan du får det optimale ud af din køkkenhave ved hjælp af gødning.

Hvorfor behøver køkkenhaven gødning?

»Det er nødvendigt at tilføre næringsstoffer i form af gødning til køkkenhaven, fordi man fjerner næringsstoffer, når man høster salaten og trækker gulerødderne. Dermed bryder man naturens kredsløb, og der kommer til at mangle de næringsstoffer, som er forudsætningen for god plantevækst. I havens andre bede får visne planterester i nogen grad lov at formulde og indgår i et naturligt kredsløb, der giver næring tilbage til jorden. I køkkenhaven fjernes så godt som alt plantemateriale fra ukrudt til afgrøde.«

Hvordan finder man ud af, hvordan man bør passe på sin køkkenhave?

B972294290Z.1_20160520105107_000+G1RTACOL.1-0.png

»Hvordan man skal passe sin have er i høj grad et spørgsmål om de forhold, der er i haven. Sandjord og lerjord giver helt forskellige dyrkningsbetingelser, som man er nødt til at indrette sig efter, så man er nødt til at kende sin jord for at kunne gøde den optimalt. Det er en udbredt fordom, at kunstgødning er giftigt og udvaskes til grundvandet. Gødning, der optages i planterne, udvaskes ikke, men gøder man for meget, kan der ske udvaskning, så man skal altid følge anvisningerne på posen og ikke tro, man gør noget godt ved at give lidt ekstra. Det kan skade planterne, og det kan betyde udvaskning. Man kan også overgøde med organisk gødning og risikere udvaskning af næringsstoffer.«

Hvilke måder findes der at gøde køkkenhaven på?

»De næringsstoffer, som planterne har brug for i større eller mindre mængde, er grundstoffer. Kvælstof, kalium, fosfor og så videre er de samme, uanset om man gøder med mineralske eller organiske gødninger. Det kan være nemmere at dosere en mineralsk gødning, for den ved man altid præcis, hvad indeholder. Omvendt kan en organisk gødning indeholde mange andre gode sager, der er godt for plantevæksten. Indholdet af organisk materiale gavner mikrolivet i jorden og skaber naturlig balance.«

Hvordan foregår en typisk gødningsproces i køkkenhaven?

»Det er vanskeligt at generalisere, fordi strategien afhænger af så mange faktorer: jordbund, lysforhold, afgrøde og temperament. Min egen have har eksempelvis ekstremt sandet jord. Derfor er kompost et væsentligt element i min gødningsstrategi. Der bliver tilført store mængder kompost dels fra egen kompostbunke, dels kommunal kompost, og med mellemrum får den en gang Champost, der er en superlækker kompost. Komposten bliver lagt ud sidst på sæsonen efter høst, så den ligger og beskytter jorden vinteren over, og bliver så fræset ned, når det bliver forår. Da er omsætningen godt i gang, så næringsstoffer frigives fra komposten, og de nye afgrøder kommer godt fra start. Kompost baseret på dit eget haveaffald og den kompost, der mange steder kan hentes på kommunernes genbrugspladser, kan altså give et godt og alsidigt næringstilskud til din køkkenhave og er godt for jordstrukturen.«

Skal der følges op senere?

»Man bliver aldrig færdig med at gøde sin køkkenhave, fordi man løbende fjerner det plantemateriale, der er blevet til ved hjælp af næringsreserverne i jorden. Når årets afgrøder for alvor begynder at vokse, tærer de voldsomt på reserverne i jorden, og da er det en god idé at tilføre lidt ekstra gødning. Senere handler det meget om fingerspidsfornemmelse og om at kende sine planter for at holde øje med, om der skal endnu en omgang gødning til. Hvis plantevæksten går i stå, eller bladene bliver blege, er det på høje tid at gøde. Fra august skal der ikke gødes yderligere, da det giver risiko for udvaskning.«

Hvordan skal man vedligeholde sin køkkenhave i efteråret?

»I stedet for at grave jorden igennem, skal du pakke din jord ind. Det kan du gøre på 2 måder. Enten ved at sprede et 5 cm vinterdække af husdyrgødning, kompost eller kunstgødning dækket med plantedele. Eller ved at så en efterafgrøde, for eksempel kløver, cikorie eller vintervikke. Ved begge metoder holder du på jordens næringsstoffer og sørger dermed for, at der er næring til planterne om foråret, når de har brug for det.«

Hvad skal man mere være opmærksom på?

»Hvilken gødningsstrategi, du vælger, er et temperamentsspørgsmål, men det er afgørende, at du følger forskrifterne på emballagen. For lidt og for meget gødning er lige slemt. I køkkenhaven kan du med fordel indlede sæsonen med at give en grundgødskning med en langtidsvirkende gødning.«

 

3 gode råd, når du gøder køkkenhaven

Gør jorden god ved hjælp af kompost. Det forbedrer både lerjord og sandjord.

Vanding er vigtigt, især lige efter såning, men også når planterne er i vækst. Væksten kan gå i stå og grøntsagerne blive bitre, hvis de mangler vand.

Anlæg altid køkkenhaven et solrigt sted.

Skal du vælge mineralsk eller organisk gødning?

  • Langtidsvirkende gødninger fås både som organiske og mineralske gødninger.
  • De organiske er baseret på organiske materialer som tang, benmel eller hønsemøg.
  • De uorganiske er baseret på mineralsk materiale, der f.eks. udvindes af undergrunden.

Forskellen på de organiske og de mineralske gødninger er indholdet af andre elementer end lige netop de næringsstoffer, der står på varedeklarationen.

Mens de mineralske gødninger især er gode til at forsyne planterne med de vigtigste næringsstoffer, indeholder de organiske gødninger foruden disse en række mikronæringsstoffer og har en vis jordforbedrende virkning, når det organiske materiale nedmulder og derved gavner det nyttige mikroliv i jorden.

Kilde: Lotte Bjarke

 

Lerholdig jord kan  graves med forsigtighed

Hvis du har en køkkenhave med sammenpakket, hård lerjord, kan det godt være, at du ikke helt kan undgå at skulle grave den igennem om efteråret, selvom udvaskningen af næringsstoffer er for stor ved en bar jord.

Hvis du skal anlægge et nyt bed, bliver du nødt til at grave. Men du skal gøre det om foråret og sørge for, at jorden bliver sået til med det samme.

På nettet har flere haveejere tidligere udvekslet erfaringer om lerholdig jord. Nogle af rådene er, at du om foråret skal lægge et tyndt lag kompost på jorden blandet med lidt grus og desuden lægge jorddække mellem planterne i form af for eksempel hækafklip og til sidst så efterafgrøder.

Et andet råd er, at du godt kan grave i den, når den er tør og smuldret – ikke, når den er våd og tung, for så risikerer du at ødelægge det øverste muldlag med alle de nærende mikroorganismer. For yderligere at beskytte det nærende, øverste muldlag, bør du lægge dette muldlag til side, inden du graver i dybden og løsner jorden og så bagefter lægge mulden tilbage øverst i bedet.

Hvis du har en komprimeret lerholdig jord, undgå da at presse den endnu mere sammen ved at gå ud på den. Anlæg i stedet smalle bede med gangstier imellem.

Kilder: Havenyt.dk og Haveselskabet.dk

Om Lotte  Bjarke

Lotte Bjarke er uddannet hortonom og arbejder som planteskribent for Idé Nyt og Hjemmet, ligesom hun er redaktør for Gartner Tidende.

Desuden er Lotte Bjarke en passioneret haveejer, og hun blogger næsten dagligt om alt det, der sker i haven.

Læs mere på
www.helthenihaven.dk

Guide: Hvad gør vi med al den regn?

13-07-2016: Klimaforandringer betyder mange flere voldsomme skybrud. Det har vi igen i denne sommer mærket meget til herhjemme. Her kommer nogle løsninger på de problemer, der herved opstår. Læs artikel

Guide: Sådan dyrker du dine egne krydderurter

08-06-2016: Frisk mynte til en mojito eller velduftende basilikum på din bolognese. Krydderurter er skønne at have ved hånden og ikke mindst nemme at dyrke. Læs haveekspertens tips her. Læs artikel

Guide: Nu starter jagtsæsonen på dræbersneglen

25-05-2016: 2016 bliver sandsynligvis endnu et gunstigt år for den iberiske skovsnegl - kendt som dræbersneglen. Derfor skal du sætte ind allerede nu. Læs artikel

Guide: Sådan bygger du din egen træterrasse

17-04-2016: På kun en weekend kan du bygge en simpel træterrasse til at nyde sommeren på. Jyllands-Posten guider trin for trin, hvordan du kommer godt i gang. Læs artikel

Guide: Få ram på mos og ukrudt uden sprøjtemidler

13-04-2016: Kogende vand, kompost og lidt knofedt kan give dig en flot have og en skinnende græsplæne uden brug af sprøjtemidler. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...