Find mere om:
Guide: Hvorfor er min nye kælder fugtig? | livsstil.guide.dk

Guide: Hvorfor er min nye kælder fugtig?

Mange boligkøbere bliver overrasket over, at deres nyerhvervede hus ikke er så perfekt, som tilstandsrapporten siger. Men tilstandsrapporter tager altid udgangspunkt i husets alder og type. Og man kan ikke forlange samme standard af et hus fra 30erne som af et nyt hus.

- Ifølge tilstandsrapporten skulle min kælder være tør, men det er den ikke. Og nu vil Ejerskifteforsikringen ikke dække renoveringen. Kan det være rigtigt, spørger en nybagt boligejer Bolius. Og ja, det kan det, lyder svaret fra fagekspert arkitekt maa. Tine Nielsen.

- Og spørgsmålet er et godt eksempel på, at mange boligkøbere misforstår tilstandsrapporten og ikke læser alt i den lige grundigt, især ikke afsnittet om hustyper, siger Tine Nielsen.

Boligejerne, som er havnet i den uheldige situation, købte for et år siden et murermesterhus fra 1931. Og ifølge både salgsopstilling og tilstandsrapport var der tale om en tør kælder.

LÆS OGSÅ: 110.000 bor ulovligt i kældre

- Men kort efter at jeg var flyttet ind, observerede jeg store mørke pletter på en af ydervæggene. Jeg tænkte ikke videre over det, før en murer oplyste mig om, at der trængte vand ind udefra. Ved inspektion af et andet rum opdagede vi våde halvcirkler fra ydervæggene, skriver boligejeren.

Han kontaktede derefter ejerskifteforsikringen, der afviste at dække skaderne, da fugt er at forvente i en gammel murermestervilla fra 1931. Sælger nægter også kategorisk at kende til problemet, skriver boligejeren.

LÆS OGSÅ:  Tema om kældre

- Jeg står nu med en kælder, der ifølge tilstandsrapport og salgsopstilling er tør, men i virkeligheden er for fugtig til, at man kan pudse væggene op og sætte den i stand, da pudsen ikke er i stand til at tørre ordentligt, skriver boligejeren.

Men forsikringsselskabet kan have retten på sin side, når de skriver, at en kælder fra 1931 aldrig kan forventes at være helt tør, siger Tine Nielsen.

- I 1931 havde man ikke den samme byggeteknik som i dag, derfor kan man ikke regne med at indrette en kælder på samme måde som kældre i huse, der bygges nu, siger hun.

Derfor skal ordet ”tør” ses i forhold til hustypen og husets alder.

LÆS OGSÅ:  Slip for fugt: tre trin til en tør kælder

- En tilstandsrapport giver et overblik over, hvilke synlige skader huset har, men derudover kan der være byggetekniske forhold, der ikke registreres, fordi de er sædvanlige for hustypen. Derfor er det vigtigt, når man læser tilstandsrapporten, at man også grundigt læser hustypebeskrivelsen og de svagheder og OBS-punkter, der er beskrevet for den aktuelle hustype, siger Tine Nielsen.

I beskrivelsen af murmesterhus/bedre byggeskik - opført i perioden 1910- 40, står der under OBS-punkter blandt andet:

”Kældergulvene er kolde på grund af manglende isolering. Der kan være mørke opfugtede pletter på betongulvet. På kældervæggen kan der være saltudtrængninger eller afskallende puds (hvidt, porøst, afskallende lag). Dette skyldes fugt, der trænger gennem væggen. Manglende ventilation og opvarmning af kælderrummene vil kunne medføre kælderlugt.”

Ifølge Tine Nielsen har boligejerne dog som regel mulighed for at få forbedret forholdene i kælderen, selv om det er et ældre hus.

- Men for at få omfanget og årsagen til fugtproblemerne undersøgt grundigt, er det nødvendigt at få en uvildig rådgiver ud og undersøge forholdene på stedet. Så er boligejerne klædt på til at vælge den rigtige løsning, hvad enten det er tætning eller evt. omfangsdræn, lyder rådet.

Bolius

Guide: Fem råd: Sådan undgår du skimmelsvamp

30-03-2015: Der er fem steder i dit hus, hvor der ofte kan være skimmelsvampe. Se hvad du skal gøre for at undgå dem. Læs artikel

Guide: Kan et skrottet oliefyr give fugt i kælderen?

28-02-2014: Er der en risiko for fugtproblemer i kælderen, når oliefyret fjernes? Og hvad gør du, hvis det sker? Få gode råd her, og find ud af, om et skrottet oliefyr kan give andre problemer. Læs artikel

Guide: Ni nemme råd til at holde på varmen

03-02-2014: Hvad kan du nemt gøre for at få din bolig til at blive eller føles varmere, når det er koldt udenfor? Få svarene her. Læs artikel

Guide: Hver tredje har fugtproblemer i kælderen

21-12-2013: Hver tredje boligejer med kælder har haft fugtproblemer inden for de sidste 5 år, viser ny undersøgelse fra Bolius. Men problemer med fugt i kælderen er langt større, mener ekspert. Læs artikel

Guide: Sådan får du ejerskifteforsikringen til at dække skimmelsvamp

26-01-2014: Selvom forsikringsselskabet giver indtryk af det modsatte, kan ejerskifteforsikringen i visse tilfælde dække skimmelsvamp. Læs hvornår, og hvad du kan gøre for at få forsikringen til at dække. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...