Find mere om:
Pas på: Efterisolering kan give store skader | livsstil.guide.dk

Pas på: Efterisolering kan give store skader

Forkert efterisolering af dit hus kan give fugtskader, så du taber penge i stedet for at spare. Læs, hvordan du undgår fejl, når du efterisolerer fx loft og mur.

Der er normalt mange penge at spare ved at efterisolere, hvis du bor i et ældre hus. Men hvis du ikke isolerer korrekt, kan det i stedet komme til at koste dig penge. For forkert isolering kan give massive problemer med fugt og svamp.

- Du ændrer utrolig meget på de fugttekniske forhold i et hus, når du efterisolerer. Det betyder ikke, at du ikke skal gøre det. Det er bare vigtigt, du får den rette rådgivning omkring det, siger arkitekt Tine Nielsen, redaktør for Bolius’ gratis brevkasse ”Spørg eksperten”.

”Spørg eksperten” får netop mange spørgsmål om isolering og efterisolering. Ikke mindst fra folk, der har gjort det forkert og nu vil vide, hvordan de kan redde det.

Naturlig ventilation kan forsvinde ved isolering

Når du efterisolerer og tætner et hus, fjerner du den naturlige ventilation, hvis du ikke på en anden måde sørger for, at fugten fra huset bliver ventileret ud. Derfor bliver udluftning ekstra vigtigt – i nogle tilfælde kan det være nødvendigt med et ventilationsanlæg.

Isoleringen skal samtidig have en tykkelse, der passer til dit hus - og det er ikke altid, at isolering i store tykkelser, er det rette for dit hus - og dampspærren skal være tæt.

SE FILMEN: Sådan isolerer du dit loft

Brug en rådgiver, før du efterisolerer

- Fordi der er stor risiko for fugtskader, hvis det ikke gøres ordentligt, er mit råd altid, at man får en byggesagkyndig , som kan se husets tilstand og konstruktioner i en større sammenhæng, til at komme med et bud på, hvilken isolering man skal bruge, hvilken tykkelse den skal have, hvordan den skal lægges, og hvordan en evt. dampspærre skal placeres og tilsluttes tilstødende bygningsdele.

- For det kan være meget forskelligt fra hus til hus – alt efter hvornår det er bygget, og hvilke materialer det er bygget i, forklarer Tine Nielsen.

Grelle eksempler på forkert isolering

Det samme mener Bjørn Bo Klahn, ansvarlig fagekspert for tilsyn i Bolius. Han har set flere grelle eksempler på forkert efterisolering.

I nye huse er der flere, der kommer galt afsted med at lave de forkerte konstruktioner, så ventilation og dampspærrer ikke fungerer korrekt.

- Jeg havde en sag, hvor det faktisk var en arkitekt, der havde lavet noget byggeteknisk forkert. Han havde placeret en krydsfinerplade langt ude i konstruktionen og en gasbeton længere inde. Det duer ikke, fordi du ikke må have den tætteste del længst ude, forklarer han.

LÆS OGSÅ: Efterisolering: 10 ting du IKKE skal gøre

Efterisolér ikke alle steder

I ældre huse oplever Bjørn Bo Klahn mange boligejere, der er så ivrige efter at isolere, at de propper isolering ind alle vegne. Også ved tagfoden i et koldt tagrum.

- Her skal der være ventilationsspalte, så der kan komme luft ind i tagrummet. Men folk er bange for at tabe varme, så pludselig lukker de ventilationsspalten med isolering, og så ender de med skimmelsvamp i hele tagrummet, siger Bjørn Bo Klahn.

LÆS OGSÅ: Skader ved efterisolering

Fugt er fjenden

Det er fugten, som bliver fjenden, når du efterisolerer forkert.

- Ved dårligt isolerende vinduer kan man se vandet, der løber ned af ruden, når den varme luft i rummet møder de kolde overflader. Det er det samme, der sker ude i konstruktionerne, siger han.

Den fugtige luft i boligen skal kunne ventileres bort – enten ved almindelig udluftning eller mekanisk ventilation.

- I gamle, uisolerede huse rammer den rumfugtige luft en kold flade på oversiden af isoleringen. Men hvis isoleringen er for tyk, er den kolde overflade inde i isoleringen, og så udvikles der fugt inde midt i. Så det er utrolig vigtigt, man får rådgivning om, hvordan og hvor meget man efterisolerer, mener Bjørn Bo Klahn.

Faldgruber ved efterisolering

Der er mange faldgruber, når du skal efterisolere. Her giver Tine Nielsen og Børn Bo Klahn fra Bolius råd om, hvor du skal være ekstra opmærksom.

Efterisolering af loftet

Spær ikke for al ventilation, når du efterisolerer på loftet. Få kontrolleret dampspærren, hvis du isolerer opad. Er damspærren ikke tæt, kan det være nødvendigt at etablere en ny. Pas på med for store isoleringstykkelser.

Bevar ventilationsspalten ved tagfoden – dvs. i samlingen mellem tag og væg – så tagkonstruktionen fortsat ventileres. Mange isolerer helt ud til tagkanten, hvis de isolerer loftet, og det kan give store fugt-, råd- og svampeskader.

LÆS OGSÅ: Efterisolering af loft og tag

Efterisolering af vægge

Let ydervæg af fx træ og en gipsvæg indvendigt: Brug en dampspærre, hvis du øger isoleringen. Få en rådgiver til at vurdere den samlede konstruktion for at få dampspærren placeret rigtigt. Findes der allerede en dampspærre i konstruktionen, skal den evt. fjernes - der må ikke være 2 dampspærrer i en konstruktion.

LÆS OGSÅ: Sådan isolerer du husets ydervægge indefra

Tung ydervæg af mursten og bagmur inde i huset af mursten eller beton: Hulmursisolér ved at blæse isolering ind i hulrummet. Lad professionelle isolatører undersøg muren først og find ud af, om muren er egnet til det. Har de ydre mursten fx været dårlige og har suget vand til sig, har de klaret sig fint så længe, der er kommet varme ud indefra og har fået fugten til at fordampe. Men hvis der kommer en tykt lag isolering i hulmuren, kommer der ikke længere varme ud, og så kan hele muren få frostsprængninger. Sørg derfor for at få rådgivning om den rette mængde isolering og ventilation.

Hvis muren ikke er egnet til hulmursisolering, kan en anden løsning være udvendig isolering.

LÆS OGSÅ: Sådan hulmursisolerer du husets ydervægge

Efterisolering af krybekælder

Efterisolér generelt IKKE en krybekælder. Hvis du isolerer en krybekælder, der før har været ventileret, kan der hurtigt komme meget fugt. Det kan hurtigt udvikle sig til skimmelsvamp eller deciderede råd- og svampeskader.

Stop heller aldrig for den friske luft ned til en krybekælder ved at lukke for de huller eller de riste, der fører derind udefra.

LÆS OGSÅ: Hold krybekælderen ventileret

Guide: 10 typiske gør det selv-brølere

31-08-2013: Vægge der revner, eller taglapninger der lækker. Der er en række ting, der tit går galt for gør det selv-folk. Se listen over gør det selv-fejl – og hvordan du undgår at lave dem. Læs artikel

Guide: Ni typiske problemer ved parcelhuse

08-12-2014: Mange parcelhuse er desværre født med problemer i konstruktion og funktion, der giver boligejeren problemer over tid. Læs om parcelhusets børnesygdomme her. Læs artikel

Guide: Sådan efterisolerer du dit hus uden at betale en formue

16-08-2013: Det er blevet mere populært at efterisolere danske huse. Her kan du læse, hvordan du kan efterisolere dit hus, så din elregning bliver mindre. Og så endda uden det nødvendigvis bliver uoverskueligt dyrt. Læs artikel

Guide: 10 gode råd om efterisolering

26-11-2012: Læs her, om du bør efterisolere - og hvor og hvordan. Læs artikel

Guide: Efterisolering er en opgave, man tager oppefra og ned

08-02-2016: Når du vil efterisolere dit hus, så start med at tjekke loftet, og fortsæt så nedefter. Samtidig er det vigtigt at huske, at ikke al isolering kan gøres op i tilbagebetalingstider, men simpelthen handler om bedre komfort i hverdagen. Det forklarer to eksperter på området. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...