Find mere om:
Ekspert: Pas på med at rense dit tag | livsstil.guide.dk

Ekspert: Pas på med at rense dit tag

Mange firmaer reklamerer for tagrensning, men Bolius' fagekspert fraråder det. Der er ingen dokumentation for, at taget lever længere, og du kan i værste fald skade både dit tag og miljøet.

Det vrimler med reklamer for tagrensning, så det fremstår som nyt, men ifølge fagekspert i Bolius, Tine R. Sode, bør du tænke dig om en ekstra gang, før du får renset taget.

- Der er ingen dokumentation for, at taget holder længere, hvis du renser det. Det kan faktisk ødelægge taget og forkorte levetiden. En tagrensning er udelukkende kosmetisk, siger Tine R. Sode.

Acceptér, at taget bliver ældre

I stedet mener hun, at du bør acceptere, at dit tag ældes og ændrer udseende og så leve med det.

- Nogle tage patineres flottere end andre, men det sker selvfølgelig for alle tage, at de kommer til at se ældre ud, måske med mos og alger på, siger Tine Sode.

Vær forsigtig med at rense tag

Uanset, om dit tag er af eternit, tegl, betontegl eller tagpap, bør du være varsom med at rense det eller få et firma til at gøre det.

- Tegltag bør man helt holde sig fra, og skifertage er stort set selvrensende. Har man betontegl eller tagpap på sit tag, kan man overveje at fjerne lidt mos engang imellem med en kost, vel vidende, at det heller ikke giver taget længere levetid, siger Tine Sode.

LÆS OGSÅ: Tagrensning kan sende asbest ind i huset

Tagrensningsmaskine er hård ved eternittage

Eternittage fra før 1987 må ikke børstes, da de er lavet med asbest. De er dog ikke farlige, hvis bare du ikke rører ved dem.

Hvis du vil rense eternittaget, skal det ske med en særlig maskine, der opsamler rensningsvandet. Men maskinen kan være hård ved taget, fortæller tekniker Frank Brøndum hos den danske producent af eternittage, Cembrit.

- Afrensningsmaskinerne spuler taget med et tryk på 400 bar, og det kan skubbe den vatsnor, der er brugt som tætningsmateriale på de ældre tage, ind imellem pladerne, så taget kan blive utæt og løsne skruer. Samtidig kan pladerne være blevet skøre med tiden, så det skal man passe på med, siger Frank Brøndum.

LÆS OGSÅ: Bølgeeternittages holdbarhed

Vurdér tagets levetid før tagrensning

Beslutter du dig alligevel for en tagrensning, bør du tage tagets resterende levetid med i overvejelserne.

En del af de gamle eternittage blev lagt i 1960'erne og 1970'erne. De vurderes til at kunne holde 40-60 år og kan således være udskiftningsmodne. Du bør selv tjekke taget for, om bølgepladerne er knækkede eller flossede i kanterne - eller kontakt en bygningskonstruktør eller en rådgivende ingeniør.

- Hvis taget kun har en resterende levetid på måske 5 år, kan det bedre betale sig at spare op til et nyt tag i stedet for at bruge dem på en tagrensning, der kan koste adskillige tusinde kroner, råder Tine Sode.

Pas på med at male tag

Vær også forsigtig, hvis du vil male taget efter en tagrensning.

- Malingen kan gøre taget så tæt, at det i værste fald kan føre til, at der opstår kondens og fugt af mangel på ventilation. Det kan føre til råd og svampeskader, forklarer Tine Sode.

Ifølge Frank Brøndum fra Cembrit bør du især ikke male på ubehandlede plader.

- Hvis man vil male på et eternittag, må det kun være på fabriksmalede plader. Taler vi om skifertage, skal man helt undlade det. Skiferen kommer til at krumme, hvilket fører til, at kitten løsner sig og falder ud.

Du kan se forskel på ubehandlede og fabriksmalede plader ved at se efter rester af malingfilm på tagpladerne.

Garanti efter tagmaling dækker ikke utætheder

Hvis du får et tag malet efter en tagrensning, skal du være opmærksom på, at firmaets garanti ikke dækker så meget.

- Hvis du får renset og malet dit tag, dækker garantien kun for arbejdets udførelse og ikke tagets tæthed. Det vil altså sige, at garantien fx ikke dækker evt. utætheder i taget, men udelukkende overfladebehandlingen, altså fx hvis malingen krakelerer, siger Jeanette Standly Mikkelsen, ansvarlig fagekspert i Bolius.

Fordele og ulemper

- ved tagrensning

Fordele

  • Taget fremstår nyt og holdt.

Ulemper

  • Taget kan blive slidt og ødelagt.
  • Taget kan blive mere utæt.
  • Evt. asbest i taget kan trænge ind på loftet eller ud i miljøet.
  • Miljøet risikerer at tage skade, hvis du fx bruger Rodalon til at rense taget med.
  • Hvis taget er gammelt, skal du måske kort efter alligevel skal betale for et nyt tag.

LÆS OGSÅ: Tagrensning og maling af eternittage

Hvad koster det?

  • En tagrensning koster ca. 100-140 kr. pr. kvadratmeter tag.
  • Har du et hus på 10x15 meter og et tag med 30 graders hældning, vil tagarealet være omkring 175 m2, og prisen vil være fra 17.500 til 24.500 kr.
  • Er taget ikke blot et sadeltag, men med vinkler og skotrender, ovenlys eller mange gennembrydninger kan det blive noget dyrere.

Kilde: Tine Sode, fagekspert i Bolius

Guide: Sådan vælger du det rigtige tag

26-05-2016: Danny Kromanne er direktør i et af Danmarks største tagfirmaer, Jydsk Tagteknik A/S, og han giver her sine bedste råd til husejere, der går med planer om at skifte taget ud. Læs artikel

Guide: Her er seks ting, du skal tjekke på dit tag inden vinteren

23-10-2015: Har du ikke gennemset dit tag, inden vinteren sætter ind med regn, blæst og sne, kan det få store konsekvenser. Læs artikel

Guide: Ni typiske problemer ved parcelhuse

08-12-2014: Mange parcelhuse er desværre født med problemer i konstruktion og funktion, der giver boligejeren problemer over tid. Læs om parcelhusets børnesygdomme her. Læs artikel

Guide: Sådan klæder du din bolig på til vinter

28-10-2014: Oktober og november er sidste udkald, hvis du vil sikre at din helårsbolig er klar til at modstå vinterens hårde vejr og lave temperaturer. Læs artikel

Guide: Når regnen regner oppe på taget

10-10-2014: Regn og storm er efterårets ballademagere, og skarnsstregerne kan gå ud over dit hjem. Giv huset et tjek og bliv klar til sæsonens vand, blæst og kulde. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...