Stuen på første sal har familien indrettet under to skorstene, skrå vægge med fritliggende bjælker og to franske altandøre. Heroppe er møblerne moderne og stuen bruges hver dag. Foto: Lene K
Stuehuset til den 300 år gamle fæstegård syd for Odense er fra 1887. Foto: Lene K.
Da Casper Jensen var skoledreng, cyklede han forbi gården syd for Odense, som i dag er hans hjem.
Den 300 år gamle fæstegård under herregården Hollufgård har nemlig et dejligt 325 kvm stuehus fra 1887, som var lige, hvad familien søgte som afløsning for den hyggelige, men lidt for lille patriciervilla i Odenses Hunderup-kvarter. De flyttede ind i 2006 og fik sat deres eget præg på stuehuset, som har været under gennemgribende renovering de seneste seks år.
Casper Jensen, 35 år, har selv lavet alt det nye i huset. Imens passede Lisbeth Jensen, 34 år, Mathilde og Karoline, som i dag er tre og seks år. Desuden indrettede hun og gjorde flere nyindkøb af gamle, renoverede møbler i de klassiske favoritfarver hvid og sort.
Foruden en grund på 7.000 kvm med parklignende have er der 700 kvm staldbygninger med bindingsværk, som var i en elendig forfatning. Men Casper Jensen smøgede ærmerne op og renoverede effektivt med nyt tag, masser af kalk, udskiftning af bindingsværk og meget mere. Desuden fik de hjælp til at bygge hele overetagen op med soveværelse og en stor stue med nye gulve, fritliggende bjælker og to buede franske døre mod haven.
Stuer mangler familien dog ikke, for nedenunder er der et stort alrum, spisestue og to andre stuer med klaver, sofagrupper, spisepladser - og højt til loftet.
»Det eneste, vi savner og ønsker os, er et ekstra badeværelse, som ville være rart at have, når der kommer gæster. Det vil vi gerne etablere ovenpå i gennemført romantisk stil, hvor der nu er soveværelse. Og så kunne vi tænke os at indrette soveværelse i en endnu uudnyttet del af huset,« forklarer Lisbeth Jensen, som står for indretningen med køb fra et par favoritbutikker, loppemarkeder rundt om på Fyn og på nettet. Og så har familien været heldige at få foræret mange ting.
Hun maler jævnligt møbler over selv og er også maler af især børnebilleder og malerier til stuerne i moderne stil. Hun kan godt lide møbler og ting med patina, men kun til en vis grænse, for de skal også helst fremstå stilrene, synes hun.
»Vi holder af den gamle stil, og den stil hælder huset også mest til på grund af sin høje alder. Men de store rum på første sal kan egentlig også bære de moderne møbler,« synes Lisbeth Jensen, som jævnligt flytter om på tingene i huset.
I sommerhalvåret bruger hun megen tid på at gøre den gamle brostensbelagte gårdsplads hyggelig med blomster i baljer og potter. Også inde kan en buket eller et par nye løgplanter skabe en helt ny stemning.
Hvad er du mest glad for i huset?
»Det hyggelige køkken-alrum, hvor vi opholder os mest.«
Hvad vil du aldrig skille dig af med?
»Den store kommode, som er et arvestykke fra oldemor.«
Hvad samler du gerne på?
»Lysestager af fattigmandssølv - dem elsker jeg.«
Hvad vil du ikke have indenfor?
»Jeg er helst fri for farvestrålende ting af plastic.«
Hvad er din næste anskaffelse?
»Jeg er på udkig efter et gammelt sofabord til stuen ovenpå.«


