Der er store vinduespartier i flere størrelser ud mod haven.
Ny tid: En del af vinduespartiet i det arkitekttegnede hus fra 1963 er udskiftet med vinduer med mindre sprosser. De oprindelige gule teglsten er pudset over med sandfarvet fils.
Spisestuen i Louis Seize-stil (oprindelig 1760-1790) med 16 stole, bord, skænk og dækketøjsskab er købt på auktion. Møblementet stammer fra 1930?erne og har stået i en stor bankdirektør-lejlighed på Strøget i København. Stolene er ombetrukket med stof fra Jytte Demuth.
Køkkenet stammede fra husets byggeår i 1963, men blev skiftet ud i 2001. Rummet er siden sammenlagt og udvidet, og elementer og komfur er placeret andre steder end tidligere. Scavolini køkkenet har hvidlakerede højglanslåger og bordplade af massivt egetræ.
Lyset, nærheden til vandet og en god, lokal skole var trækplastret, da familien Bang midt i 1990'erne faldt for et arkitekttegnet 60'er hus i den gamle del af Humlebæk kun et par hundrede meter fra Øresund. Siden det blev bygget, havde huset været beboet af et ægtepar, som ikke havde ændret noget på datidens fremherskende bygge- og indretningsstil.
Her var køkken med tidstypiske metalgreb fra før de færdige køkkenelementers tid, badeværelse med mosaikklinker på gulvet, mintgrønne fliser på væggene og lysegul sanitet. Og så var der to standardkamre på hver syv kvm, store panoramavinduer, gule mursten og bøgeparketgulve.
Ved indflytningen i 1995 fik familien Bang pudset de gule mursten over med sandfarvet fils samt malet alle de mørkebrune vindues- og dørpartier hvide. I 1999 kom der nyt badeværelse med hvide fliser og nedsænket badekar. Og siden blev huset udvidet med 20 kvm til køkken og bryggers. For nylig kom der nye vinduer i næsten overalt. Taget blev også hævet og endnu 20 kvm føjet til mod haven, så stuen og de to børneværelser voksede.
Og i samme åndedrag blev flere af gulvene belagt med lyst, hvidpigmenteret bambusparket. Husets udvidelser til begge sider på den 900 kvm grund har Marianne Bang selv tegnet, da hun som datter i en familie med eget byggefirma ved, hvordan det gøres.
»Jeg er opvokset i et hjem med danske designklassikere. I mit børneværelse havde jeg "Ægget", som var sjov at dreje rundt på. Som voksen har jeg haft mest lyst til at omgive mig med antikke møbler og franske ting. Men jeg kan også lide de lidt grove nordiske stoffer som hør og lærred og noget råt blandet med noget fint, som de hæklede puder i køkkenet på de rustikke, flettede stole. Især holder jeg af, når det feminine og maskuline spiller sammen,« forklarer Marianne Bang, der har en alsidig baggrund som merkonom, tandlægesekretær og personalekonsulent og nu på femte år driver netbutikken www.himmeloghav.com med diverse boligudstyr.
»Det var en gammel drøm at få mit eget, selv om det har betydet ekstremt meget arbejde at bygge op,« forklarer Marianne Bang, hvis mand Christian Bang oprindelig er tømrer, men efter mere end 20 år i kaffebranchen er startet for sig selv med kaffefirmaet Coffee Trade Aps.