Find mere om:
Guide: Ud med dårligt indeklima | livsstil.guide.dk

Guide: Ud med dårligt indeklima

Vi indånder i gennemsnit 10 kilo indeluft hver dag, men de mange mundfulde luft kan hurtigt få en bitter eftersmag, hvis indeklimaet er dårligt. Læs med og find ud af, hvad man selv kan gøre for at få et godt indeklima.

Indeklima er en mærkelig størrelse – svært at spotte med det blotte øje, men yderst vigtig for vores velbefindende. For et dårligt indeklima kan blive din uven, som pludselig viser sit ansigt, når gener som hoste, hovedpine og hudirritation bliver konsekvensen af bekendtskabet. Men hvad dækker indeklima egentligt over?

»Indeklima er alt det klima, vi selv skaber i vores bygninger. Det, de fleste tænker på, er det miljø, man har i sit hus eller lejlighed,« siger professor ved Aarhus Universitet, Torben Sigsgaard, der også er centerleder i Center for Sundhed og Indeklima i Boliger, og fortsætter:

»Et godt indeklima betyder, at vi har det godt mentalt og fysisk. Det gode indemiljø betyder simpelthen, at vi har en bedre livskvalitet. Det betyder ekstra meget for folk, som for eksempel har luftvejssygdomme.«

Det er Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver ved Det Økologiske Råd, enig i. For selv om indeklimaet kan være et skidt bekendtskab, tilbringer vi alligevel størstedelen af tiden indendørs.

»Det er hovedargumentet for at være opmærksom på et godt indeklima, at vi opholder os 90 pct. af livet indenfor. Derfor er det vigtigt for vores helbred, at indeklimaet er godt,« siger han.

Der er dog gode råd at hente, hvis man ønsker at forsone sig med indeklimaet, så den pudsige størrelse kan blive din ven fremfor fjende.

Luft ud

For at skabe et godt indeklima er noget af det vigtigste at åbne vinduerne og lade den friske luft sende det dårlige indeklima på flugt.

»Først og fremmest skal man sørge for et bedre luftskifte og sikre, at huset ventileres ordentligt. Luftskiftet er generelt for lavt i danske boliger, og man har ikke fået lavet løsninger, så der er frisk luft nok. Man kan selv sætte et ventilationssystem op eller lufte bedre ud. Fire gange om dagen med gennemtræk i ti minutter er et helt basalt råd. Det kan være svært for en moderne familie at overholde, men man kan i hvert fald sørge for at lufte ud om morgenen, og igen når man kommer hjem,« siger Torben Sigsgaard.

Fjern fugten

God udluftning kan også medvirke til at bekæmpe endnu en af det gode indeklimas fjender – fugt. Fugt i hjemmet kan resultere i råd og svamp, men også her er god udluftning et middel til at holde fugten nede. Duften fra et vellavet måltid eller dampen fra det lange brusebrud er årsag til fugt i dine omgivelser – også her må vinduet åbnes, så fugten forsvinder. En god og jævn varme i hjemmet er desuden vigtigt, når du skal holde fugten for døren. Den gode temperatur er blandt andet afhængig af de materialer, som boligen er lavet af.

»Det er de mere tekniske ting som en god klimaskærm – det tøj, så at sige, som huset er klædt i: Tag, vægge og gulve. Et velisoleret hus giver en bedre varmefordeling og en bedre komfort,« siger Torben Sigsgaard.

Har man ikke lige mulighed for at udskifte vægge, tag og gulve i kampen for det gode indeklima, kan man ty til simplere midler.

»Hvis bygningen, man bor i, gør det svært at få et godt indeklima, er det straks vanskeligere. Igen er frisk luft godt, ligesom god rengøring kan hjælpe,« mener Torben Sigsgaard.

Krigeriske kemikalier

Et godt indeklimas usynlige fjende er ikke mindst de kemikalier, som produkter i hjemmet afgiver. De fleste kender f.eks. lugten af et par nye gummistøvler, men de færreste tænker nok over, at den kan skade, forklarer Kåre Press-Kristensen.

»Når man køber nye møbler, tøj eller sko, maler eller bruger rengøringsmidler afdamper en række kemiske stoffer, som kan forurene indeklimaet. Alt sammen er med til at forurene indeluften. Også stearinlys, madlavning og brændeovne er kilder til forurening.«

Et tip til at undgå kemiske stoffer fra produkter er derfor at bruge næsen. Lugter et produkt kraftigt, kan det afgive kemiske dampe til omgivelserne. Forskellige former for sprayprodukter, eksempelvis imprægnering og hårspray, kan desuden medvirke til et dårligt indeklima. De mange kemiske stoffer kan være svære at komme til livs, men også her spiller frisk luft en nøglerolle for at opnå det gode indeklima, så kemikalierne jages på flugt. Det er altså muligt med enkle midler at gøre det gode indeklima til et bekendtskab, der er værd at bevare.

Tre fif til et bedre indeklima

Ifølge Kåre Press-Kristensen kan de gode råd til et godt indeklima opsummeres til:

  • 1. Invester i et hygrometer, der kan måle luftfugtigheden i boligen – den skal være på mellem 40-60 pct. Så kan man se, om der skulle være risiko for skimmelsvamp i boligen, hvis luftfugtigheden er for høj. Det er godt at måle i flere rum. Du kan også se, om luften er for tør i huse med mekanisk ventilation, og om du derfor bør slukke for ventilationen.
  • 2. Minimer brugen af forureningskilder i boligen. Gå udenfor og ryg, brug færre stearinlys og brug emhætten, når du laver mad.
  • 3. Sørg for at få luftet ud. Det er lette billige råd, som ikke kræver så meget.

Guide: Nabohjælp skræmmer tyvene

24-05-2015: Nabohjælp skaber så megen utryghed for tyvene, at det forebygger op til hvert fjerde indbrud. Læs artikel

Guide: Sådan klæder du din bolig på til vinter

28-10-2014: Oktober og november er sidste udkald, hvis du vil sikre at din helårsbolig er klar til at modstå vinterens hårde vejr og lave temperaturer. Læs artikel

Guide: De 10 bedste malertips - indendørs

21-04-2014: Mange små ting afgør, om du får et flot resultat, når du maler indendørs. Få gode råd til, hvad du skal gøre før, og når du maler. Læs artikel

Guide: Hold døren lukket for tyven

20-04-2012: Vil du holde tyven ude, er det ikke altid nok at låse døren og lukke vinduet. Men du kan gøre meget for at sikre dine døre, vinduer og låse - her får du et overblik. Læs artikel

Guide: Blæsten afslører utætte huse

09-01-2012: Det kan fordyre varmeregningen med op til 10-30 pct., lyder det fra Energitjenesten. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...