Find mere om:
10 ting, der kan lette dit liv som.. | livsstil.guide.dk

10 ting, der kan lette dit liv som boligejer

Det kan være hårdt at være husejer. Det udvendige træværk skal males, tagrenderne renses, og sneen ryddes. Bolius har samlet 10 ting, der kan gøre livet for boligejere lidt lettere.

Tid er en knap ressource, der ikke bliver mere af, når man har sit eget hus og sin egen have. Bolius har undersøgt, hvilke hjælpemidler der kan lette dit liv som boligejer både indendørs og udendørs – fra robotstøvsugere og robotplæneklippere til vedligeholdelsesfri vinduer, tag og facader.

1. Sig farvel til din gamle støvsuger og goddag til robotstøvsugeren, der helt automatisk kan klare snavs, støv, krummer og dyrehår på gulvtæpper, gulve og under møblerne. Den ligner ikke en almindelig støvsuger, da den er en lille – ofte cirkelrund – tingest med en lav højde på omkring 10 cm.

Tænk har i 2012 testet 14 forskellige robotstøvsugere i prisklassen 1.000-5.000 kr. Konklusionen er, at robotstøvsugere ikke kan klare støvsugningen af dit hjem alene, men kun bruges som et supplement. Eftersom testen er 2 år gammel, kan der dog være kommet nye maskiner til, der evt. kan have ændret denne konklusion.

LÆS OGSÅ: Sådan slipper du for støvsugning

2. Hvis du vil slippe for at arbejde med moppe og spand, findes der også robotter – som ligner robotstøvsugerne – der kan vaske dit gulv ved at påføre vand, skrubbe og suge vandet op igen. Men ofte kan de ikke bruges på ubehandlede gulve – og trapperne må du selv klare. Prisniveauet er 1.600-6.000 kr.

LÆS OGSÅ: Oldfruens fif til at vaske gulv

3. Hvis du hellere vil bruge din dyrbare tid på noget andet end at slå græsplæne, er løsningen måske en robotplæneklipper. Tænk har i maj 2014 testet robotplæneklippere og konklusionen er, at de er et godt alternativ til traditionelle plæneklippere, men kan være dyrere at anskaffe og mere besværlige at håndtere. Græskanterne skal dog stadig klippes manuelt. Robotplæneklippere fås i mange prisklasser, alt efter hvor stort et areal de skal kunne klare – fra ca. 3.500 kr. (250 m2) til 32.000 kr. (6.000 m2).

LÆS OGSÅ: Test: Robotplæneklippere

4. Er du ikke vild med at kravle op og ned ad en ustabil stige og stå højt oppe i akavede stillinger for at rense din tagrende, kan du få en robotdreven tagrenderenser til at gøre arbejdet for dig. Du skal blot placere den aflange maskine i tagrenden og så trykke på en fjernbetjening, hvorefter robottens snurrende fejekost skubber blade og andet snavs ud over tagrenden, mens du står sikkert på jorden. Prisen er omkring 2.200 kr.

SE FILMEN: Sådan renser og reparerer du en utæt tagrende

5. Hvis du ikke er lige så glad for at rengøre din grill som for at tænde op og grille, kan du anskaffe dig en automatisk grillrenser, som med roterende børster kan klare arbejdet på mellem 10 og 30 minutter. Den er nem at betjene, da du bare skal placere den på risten og herefter trykke på en knap. Grillrobotten kan også benyttes på en varm grill. Prisen ligger på omkring 1.200 kr.

LÆS OGSÅ: Sådan får du mest ud af grillen

6. Vil du gerne være fri for at vedligeholde mest muligt i dit hus, kan du i dag få både tagplader og facader af fibercement, der ikke skal vedligeholdes med maling eller træbehandling, og som desuden har en lang holdbarhed, findes i mange farver, er brandsikre og modstandsdygtige over for råd og svamp.

Du kan også få vedligeholdelsesfri vindskeder – som er de brædder, der afslutter et tag langs bygningens gavl for at hindre vinden i at blæse ind under tagbelægningen. De fås i både zink og fibercement.

Hvis du vil slippe for at skulle male dine vinduer hvert 5. år, skulle du måske udskifte dem til træ/alu-vinduer – der udvendigt er af aluminium og indvendigt har en træramme, hvilket betyder, at du har en minimal vedligeholdelse. Aluminiumsrammen skal nemlig ikke males, men bare rengøres et par gange om året – fx samtidig med at du pudser vinduer.

Priserne på de vedligeholdelsesfri byggeprodukter er generelt lidt højere end på de traditionelle.

LÆS OGSÅ: Det vedligeholdelsesfri hus: Traditionelle materialer

7. Brædder af fibercement – der ligner træ – er velegnede til fx at bygge en terrasse med, fordi de har en lang holdbarhed på mindst 25 år og ikke behøver vedligeholdelse i form af tilbagevendende malerarbejde. Desuden fås de færdigmalede i mange forskellige farver.

Brædder af fibercement er 15-25 % dyrere end træbrædder.

En anden slags brædder, der også ligner træ, er kompositbrædder, der er en blanding af genbrugsmaterialer, polyethylen-plast og ofte også granuleret træ, der heller ikke behøver at blive malet eller vedligeholdt yderligere.

En terrasse lavet af kompositbrædder er væsentlig dyrere i anskaffelsespris end en træterrasse af lærk eller fyr. Til gengæld skal du ikke bruge penge på materialer til den årlige vedligeholdelse.

For begge kunstmaterialer gælder endvidere, at de ikke går i forrådnelse. Dog kan solens UV-stråler blege overfladen over længere tid.

SE GALLERIET: Inspiration: Lækre terrasser

8. Intelligent styring af lys og varme i din bolig er noget, der både letter hverdagen, din pengepung og CO2-udslippet – fordi du sparer energi.

Med hensyn til varmeregulering kan du vælge et anlæg, der centralt regulerer temperaturen i de enkelte rum i huset, alt efter om det er dag eller aften, sommer eller vinter, eller om du er bortrejst. Du kan også få en løsning, hvor du programmerer termostaterne på hver enkelt radiator. Som priseksempel koster intelligente termostater fra Danfoss fra 250-550 kr. for termostaten og ca. 4500-5500 kr. for styringspanelet.

Ved at installere lysfølere behøver du ikke at tænke på selv at tænde og slukke lys i de enkelte rum – og du undgår, at lyset brænder i de rum, du ikke bruger.

Hvis du gerne vil lade lyset brænde – fx når du er bortrejst – kan en timer styre, hvor længe lyset skal være tændt. En timer behøver ikke være en dyr investering, du kan købe dem i diverse byggemarkeder for mellem 100 og 300 kr.

Du kan også gå linen ud og vælge et IHC anlæg (IHC står for Intelligent House Control), og det er i en helt anden prisklasse. Her er investeringen mellem 15.000 og 60.000 kr.

LÆS OGSÅ: Intelligente elinstallationer (IHC-anlæg)

9. En udendørsgrill, der kører på gas, er også med til at gøre livet lettere for de husejere, der i en travl hverdag ønsker at grille, men ikke har tid til vente en halv til en hel time på, at kullene er klar. Så snart du har tændt grillen ved at trykke på en knap, er den parat til at blive brugt.

En gasgrill er generelt lidt dyrere end en kulgrill og findes i mange prisklasser.

10. En sneslynge, der kaster sneen flere meter forud og dermed rydder både indkørsler og fortove for store mængder sne, gør snerydning mindre surt. Sneslyngen er håndholdt og fås både elektrisk og motordreven, hvor de elektriske – som kører på strøm fra en stikkontakt – er de billigste og fås helt ned til 700 kr. En sneslynge med motor koster typisk 3.000-6.000 kr.

LÆS OGSÅ: Hvad er bedst at rydde sne med?

Fakta: Projekt med vedligeholdelsesfri huse.

Realdania Byg har i løbet af 2013 og 2014 opført seks nye enfamiliehuse i Nyborg, der på hver sin måde skal vise, hvordan man kan reducere ressourceforbruget og dermed begrænse CO2-udledningen i forskellige faser af en bygnings levetid. To af projekterne er vedligeholdelsesfri huse, hvor der er fokus på især to faktorer:

At begrænse CO2-udledningen i forbindelse med de materialer, der bruges til vedligeholdelse.

At øge husets forventede levetid til 150 år, sådan at man som ejer ikke skal vedligeholde huset i en periode på mindst 50 år.

Det ene projekt – Tradition – har samlet og anvendt kendte og klassiske byggematerialer og metoder, mens det andet – Fornyelse – har anvendt ny viden og teknik.

Kilde: Realdania

Guide: Sådan dyrker du dine egne krydderurter

08-06-2016: Frisk mynte til en mojito eller velduftende basilikum på din bolognese. Krydderurter er skønne at have ved hånden og ikke mindst nemme at dyrke. Læs haveekspertens tips her. Læs artikel

Guide: Gå bare i frø!

03-04-2016: Det er tilladt at “gå helt i frø“ i disse tider, for sæsonen for såning er over os – både ude og inde. Læs artikel

Guide: Foråret så sagte kommer

13-02-2016: Det er nok lige tidligt nok at kalde det forår nu. Men det er bestemt tid til at tænke fremad og planlægge den kommende sæson i haven. I min have står den på ny hæk, buksbomkugler og nye frø. Læs artikel

Guide: 10 ting, der kan klares i haven om vinteren

02-02-2016: Der er ikke så mange ting, man kan gøre i haven om vinteren, men de ting, man kan gøre, er med til at forberede haven til foråret, sommeren og næste vinter. Læs artikel

Guide: Få en skøn sensommerhave

03-10-2015: Hvordan skaber man en frodig sensommerhave på et tidspunkt, hvor de grønne omgivelser er ved at takke af efter en lang sommer? Få gode råd og tips til både beplantning, former og farver hen på høsten her. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...