Find mere om:
Forsøg på indbrud | livsstil.guide.dk

Forsøg på indbrud

Da vi kom hjem fra vinterferie, havde der været indbrudsforsøg i vores hus, hvor man havde prøvet at slå kælderdøren ind.

Vi ved selvfølgelig ikke, hvorfor tyven har opgivet, men vi er blevet lidt utrygge og vil derfor gerne bede om hjælp til at sikre huset endnu bedre. Kan brevkassen hjælpe?

Med venlig hilsen

Madsen, Nordjylland

SVAR:

Det er altid meget ubehageligt at have haft et indbrud eller indbrudsforsøg, men det var da heldigt at tyven gik igen. Man kan sikre sig på mange måder. En god begyndelse er at se, hvordan tyven vil kunne komme ud med tyvekosterne. Sørg for at gøre det så vanskeligt som muligt. Hvis døren ikke kan åbnes indefra uden en nøgle, vil det være sværere at komme ud. Dernæst skal man sørge for, at redskabsrummet er aflåst, så ens egne redskaber ikke kan anvendes. Kælderdør og vinduer skal sikres med en aflåst bom eller gitre. Hvis der er lyskasser ved vinduerne med riste oven over, kan disse låses fast. Hav altid mindst to låse på yderdøren, og se hængslerne efter, man kan godt bryde ind ved at ødelægge hængslerne. Sæt sikkerhedsskruer på de udvendige vindueslister og montér indvendige låse på vinduerne. Installér bevægelsesfølsom belysning udendørs. På politistationen kan man låne udstyr til mærkning af hjemmets genstande. Mærkning gør det sværere at videresælge de stjålne sager. Til sidst er det en god idé at fotografere hjemmet og opbevare billederne et sikkert sted, hvis der trods alle disse foranstaltninger skulle forsvinde noget fra hjemmet.

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...