Find mere om:
God smag for gane og øjne | livsstil.guide.dk

God smag for gane og øjne

Kun få meter fra Limfjordens friske vande ligger Aalborg-restauranten Rosdahls, en perle i det nordjyske.

Indrømmet.

Vi kunne ikke finde restaurant Rosdahls lige med det samme, da vi gik hen ad Strandvejen i Aalborg.

Den mandlige medspiser havde selvfølgelig medbragt en transportabel GPS (sic!), og den insisterede på, at restauranten lå på havnesiden af den brede vej, hvilket vi umiddelbart afviste, for der lå kun et pakhus i røde mursten, en bunke murbrokker og Limfjorden.

Vi skulle have hørt efter.

Pakhuset viste sig at være Rosdahls. Hvilket ikke var til at tage fejl af, da vi var kommet om på den anden side. Her lå den store bygning flot oplyst, så den klassiske arkitektur kom til sin ret. Lige så diskret Rosdahls tager sig ud fra Strandvejen, lige så markant tager den sig ud, når man ser den fra vandsiden. Bygningen var tidligere sukkerlager.

Bag Rosdahls står to velkendte aalborgensere, der dog har deres rødder langt væk fra det nordjyske. Sonja Zweidick er fra Østrig og uddannet på hotel - og restaurationsskolen i Innsbruck, mens Carlo Liberati er fra Italien og uddannet på en italiensk kokkeskole. Han har haft andre restauranter i Aalborg, il Mulino og Lo Sfizio, men nu har de begge kastet deres energi på Rosdahls, som de beskriver som et middelhavskøkken med referencer til såvel det italienske, det franske som det spanske køkken med et touch af nordisk tradition og ikke mindst lokale råvarer.

Det afspejler sig på menuen, som den dag, vi var der, rummede koldrøget helleflynder, bouillabaisse, orecchiette (små runde pastastykker), bornholmsk unghane og chokolademousse med ingefær og citron.

Hertil kommer gourmetmenuen, som vi takkede ja til - fire-syv retter for 490-690 kr. Vi ville hele smagspaletten rundt og bestilte de syv retter, som vi lod restauranten sætte vin til - en vinmenu med syv glas vin kostede 600 kr.

Menuen ret for ret
Så lad os tage det fra en ende af:

Første ret var en lille salat af kalamari, små blæksprutter, med stegt spinat, østerscreme og en pocheret østers. Den farserede sepiablæksprutte var lidt for salt, og selve blæksprutten havde nok fået rigelig varme og var blevet vel hård, hvilket næppe kan være anderledes, når den bruges til farsering. Men faktisk var det en lidt sjov og i hvert fald anderledes ret - om end den lille friterede blæksprutte, der også var på tallerkenen for at binde retten sammen synsmæssigt, nok gjorde sig bedst ved netop at være en dekoration.

Hertil fik vi en hvidvin, pinot bianco årgang 2006 fra Ermacora, der på kortet stod til 295 kr. for en flaske.

Anden ret var en cæsarsalat a la Rosdahls med vagtelæg og hjemmesaltet torsk, igen en lille velkomponeret ret, som vi skyllede ned med et glas riesling, Rippon 2006 fra Central Otago (415 kr.). En vin med en duft, der fik medspiseren til at mindes sin onkel Hans' fiskekutter, fordi den på sin vis har en duft af varm dieselolie, hvilket, så mærkeligt det end lyder, skal forstås på den absolut mest positive måde.

Tredje ret lød på havtaskemedaljon a la Rossini, hvilket var et stykke havtaske og skorzonerrod med en creme af foie gras, trøffelolie og madeira glace, der dog havde en umiskendelig smag af kalvefond. En spændende og yderst velsmagende ret, overraskende på den glædelige måde, fordi det var en kombination, som man vel ikke selv sådan lige finder på.

Vinen hertil var en fransk chardonnay, Macon-Village Potel Aviron, som gik op i en højere enhed med maden, hvilket jo er det fantastiske ved at vælge sådan en vinmenu, hvor vinene er udvalgt specifikt til den enkelte ret.

Fjerde ret var fyldt pasta, agnolotti, med braiseret oksekød, jus de bouef, tomatsauce og flager af parmesan. Pastaen var lige rigeligt ”al dente”; måtte godt havde haft lidt længere tid i kogevandet. Til gengæld var kødsovsen perfekt.

Hertil fik vi det første glas rødvin, Biferno Rosso Ramitello 2004 (280 kr.) - smukt.

Skal man tale om hovedret i dette måltid, må det vel være femte ret; en såkaldt variation over kalv - kalveskank og kalvehale med bagt kartoffelmos, og urter, blandt andet gulerødder og rødbeder. En af disse herlige helt ”færdige” retter, som man ligefrem kan mærke, at maven tager godt imod. En fin kombination, helt i takt med rødvinen - en italiensk langhe nebbiolo fra La Spinetta 2005 (495 kr.).

Så var det tid til ost, små udvalgte stykker med oliven og syltetøj, som naturligvis var hjemmelavet. Hertil blev skænket en argentinsk vin, Norton Privada ”Owners Reserve” af årgang 2004 fra Bodega Norton (340 kr.) - det smagte os.

Til syvende og sidst - nu var vi også ved at være fyldt godt op - fik vi den søde ret, en varm æbletærte, tarte tatin, med zablagionesauce, æbletrifli og råcreme. Hertil drak vi et glas muskat fra Chambers Rosewood Vineyards, lige så australsk, som det lyder.

En femstjernet oplevelse
Syv retter - hvordan kan man overhovedet spise det. Ja, man kan ikke ligefrem se mere mad for sig, når sidste skefuld er væk, men kokken disponerer jo efter antallet af retter, så man ikke risikerer at måtte lade en gå urørt ud. Således også her.

Sværere er det selv at disponere vinen, når nu Rosdahls bestemt ikke er fedtet med selv de dyre dråber. Der bliver skænket op, fortalt om vinen og givet lejlighed til at spørge ud om detaljer i de enkelte vindistrikter.

Med kaffe, te og to glas champagne for at have noget at spise brød til, blev den samlede regning på 2.800 kr. Og det er da også en slags penge. Men sikke et arbejde, der var lagt i det måltid, sikke en betjening vi fik af en uddannet tjener og en, der var under uddannelse - begge lige indstillede på at gøre deres bedste. Det var kokken i det åbne og meget imponerende køkken også.

Der er virkeligt noget at både smage og se på hos Rosdahls. Der er tænkt store tanker i såvel maden som indretningen - her skal alt tydeligvis nydes. En femstjernet oplevelse, som andre bør udsætte sig selv for. Mindre end syv retter og 2.800 kr. kan også gøre det.




Vinbar
Ved siden af restauranten har Rosdahls en ”Winebar”, som er tænkt som et slags mødested, hvor man kan komme, før man tager i byen eller teatret - eller bagefter. Her kan man få mange forskellige små specialiteter eller tapas sammen med et glas vin fra et overordentligt omfattende vinkort. Vinbaren er åben mandag-lørdag fra kl. 17-24.

Heraf navnet
Rosdahls er opkaldt efter kokken Henrik Rosdahl, der døde i 2001, et halvt år efter at han havde åbnet sit multimadværksted på havnekajen med restaurant, torv og vinhandel i det tidligere pakhus.

ROSDAHLS

[x] [x] [x] [x] [x]

Strandvejen 6

Aalborg

Tlf. 9812 0580

www.rosdahls.dk

Åbningstider i restauranten: mandag-lørdag kl. 12-15 og kl. 18-22.

Hovedret 265 kr., en gourmetmenu med fire retter 490 kr.

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...