Seksstjernet Koche-oplevelse

Var det godt? Spørgsmålet kommer med det samme, når jeg fortæller, at jeg har spist på brødrene Kochs restaurant på havnen i Århus. Stedet, hvor man ikke angiver åbningstider, men de dage, hvor der stadig er ledige borde.

Svaret kommer lige så hurtigt: Ja, supergodt.

Var det dyrt? Ja, temmelig dyrt, hvis man bare ser på beløbet isoleret, 3.980 kr. Men i sammenligning med, hvad man får for pengene, er der balance i regnskabet.

Balance er i det hele taget et væsentligt begreb hos Koch. Ikke mindst når det gælder maden, for efter at de to brødre fik konstateret diabetes, måtte de tage deres - og dermed deres gæsters - madvaner op til overvejelse. Der skulle simpelt hen skæres ned på mængden af fedt og sukker, men uden at det måtte gå ud over smagen og gourmetoplevelsen. ”Sunde tanker”, kalder de det.

Vel føler man sig ikke sund, når man rejser sig fra et bord, hvor man har indtaget otte retter med tilhørende vin til 1.800 kr. pr. person. Men man føler sig heller ikke tung - det er så tydeligt at mærke, at der er skåret ned på fedtstoffet, ikke mindst på fløden og olien.

Flot udsigt

Restaurant Koch ligger flot placeret på havnen i Århus med udsigt til den gamle lystbådehavn, fiskekuttere og voluminøse sejlskibe af alle aldre. Men man skal nu ikke bare kigge ud ad, for restauranten er indrettet med en lige så flot fornemmelse for at skabe en god atmosfære. Der lægges ikke skjul på, at her er tale om en familierestaurant, hvor de to tvillingebrødre, Jesper og Michael Koch, er i centrum. Der hænger billeder af dem i meget unge udgaver på væggene, de går selv rundt i afslappet tøj og ikke mindst sko - cheferne lægger linjen, og den er casual, ingen stive sko og former, men behagelige sko af konditypen og en afslappet tone a la »hva' så, I to?« til gæsterne. Men der er også givet plads til lillebror Lasse, som har været i lære hos de store og nu er med til at servicere gæsterne.

»Vi hygger os,« fortæller de tre på skift. De er alle henne om vores bord i løbet af aftenen for at høre, hvordan vi selv synes, at det går. De har det faktisk bedst, når de alle er på arbejde - »ellers mangler der ligesom noget«.

Det smitter af på gæsterne med denne afslappede atmosfære. Man synker lidt ned i stolen og er parat til bare at modtage.

En rigdom af detaljer

Og her er så, hvad vi fik for pengene:

Først blev appetitten vakt med knødel, gedeterrine med peanuts, kartoffelmos med safran, en lille durumrulle og en vaffel - en cornet - med melon. Samtidig blev der sat små brød i flere afskygninger på bordet, nogle bagt som nærmest briocher, andre af malt eller durum - noget i skiver, andet som hele brød. I alle henseender supersmagfuldt. Hertil fik vi et glas lambrusco (125 kr. pr. glas).

Første egentlige forret var en lækker laks, der var bagt lææænge ved 50 grader. Til den hørte carpaccio af abrikos, makaroniterrine, kvark med kørvel og dild, saltmandler samt syltet citronskal, som vi blev fortalt var så blød og lækker, fordi den blancheres fem gange i iskoldt vand, før den koges i en lage af lige dele sukker, eddike og rapsolie. Tallerkenen var rundet af med dryp af lækker nøddeagtig, grøn græskarolie - og vores smagsløg af en riesling fra Mosel, Rudiger Kröber 2006.

Denne forret er et eksempel på, hvor mange detaljer der er at lægge mærke til i sådan en servering hos Koch. En detaljerigdom, som ikke blev mindre hen over måltidet, men som af pladshensyn her må tones ned.

For det kørte videre, slag i slag med de pauser, som det sig hør og bør, alt sammen akkompagneret af hyggesnak fra brødrenes side: I skulle prøve at cykle langs Rhinen og besøge de vingårde, der ligger der, ikke mindst i Østrig, det er helt fantastisk. Her er det menuen, der bliver indrettet efter vinen, for maden kan vi jo lave om på, det kan vi ikke på vinen. Og ja, den røde Kaare Klint-sofa fik Jesper, da han forlod Molskroen.

Grøn herreret

Der kom kulmule med sprød top, en creme af friske nye ris, som en ven havde hjembragt fra Nepal - risene koges i mælk og blendes - jordskokker og granatæbler. Consommé på letrøget ål med bittesmå tern af kinaradisse, kammusling, tomatfileter samt rundhåndet drys af meget fin purløg. Så en grøn ret med rødbede, gule ærter med porretoppe, creme af peberfrugt og chili samt brøndkarse - en ret, der faktisk var en herreret, skønt den var på vegetarisk basis, og et eksempel på, hvad de to brødre kan udrette i et køkken, når de har gjort sig deres sunde tanker.

Herefter anduvede vi hovedretten - eller var det omvendt? - en kalverilette med selleriquiche og jordskokker, og så var vi fremme ved desserten, endnu et mestermåltid med ananas, korender, passionsfrugt, kokos, karamelkage, mangois og bagt rabarber.

Det var himmelsk.

Vinmenuen, som vi havde valgt dertil, bragte os også op i et højere luftlag. Roter Traminer fra Josef Fritz, en grand reserve fra 2007, Grüner Veltliner fra Hirsch 2005, blanc de noir, en oxyderet Alsace-vin fra Riedtz 2007, en spansk Blas de Serano, en enkelt amerikansk Fog Head, lavet på syrah-druen, fra Monterey i Californien og endelig en Chemin Blanc fra Loire.

Og så var der småkager

Vi var ikke færdige endnu.

For vi skulle også have kaffe (65 kr.) og te (65 kr.). Et udvalg af kusmi-breve magen til det udvalg, som man får hos DSB, brødrene Koch! - med tilhørende petit fours - ”vi kålde 'æt småkarche, vo vi kåmme fra,” som står der på menukortet. Og så er vi tilbage ved det personlige, det sønderjyske, det familiemæssige, det jordnære.

Vi kom også selv ned på jorden igen efter en himmelsk madoplevelse, som ikke kan give mindre end seks stjerner for iderigdommen, udførelsen, raffinementerne og den topprofessionelle tilgang til maden, vinen og betjeningen.

Hyggeligt er det faktisk sidst på aftenen at se, når køkkenet bliver gjort rent, og der bliver kravlet rundt på bordene og næsten op i emhætten med skuresvampe. Også på den måde bliver man inviteret indenfor hos brødrene Koch.

Ja, det er lige før, man som gæst har lyst til at sige tak for besøget.