Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Suppe, steg og smilende service | livsstil.guide.dk

Suppe, steg og smilende service

Castenskiolds kok har kælenavnet Mou, fordi han laver en god suppe. Men han kan meget mere.

Jeg kan anbefale suppen - det er ikke uden grund, at vi kalder kokken for Mou,« smilede tjeneren, da han hørte, at vi var lune på en portion suppe denne iskolde aften i Århus.

Suppen var en del af a la carte-menuen på Castenskiold, der er en af de mange restauranter langs den frilagte å.

En af de mange, men også en, der skiller sig ud med sin hyggelige indretning med en blanding af sofaer og lave borde samt almindelige borde og stole, masser af rød velour fra gulv til det høje loft og midt i det hele en bar, der binder rummet sammen, ikke mindst på en aften som denne, hvor der vel kun var gæster ved halvdelen af bordene. Dæmpet musik og afstand mellem bordene gør, at man kan sidde afslappet og tale sammen, hvilket ikke er en selvfølge på mange af nutidens restauranter.

Castenskiold skiller sig også ud ved sine tjenere. Det kan ikke siges for tit, at en dårlig tjener - vi har oplevet flere decideret mopsede af slagsen - kan ødelægge en aften i byen, mens den gode, smilende tjener er en gevinst for gæster og atmosfæren omkring deres bord og dermed en gevinst for restauranten. På Castenskiold fungerede de to tjenere godt i hinandens - og gæsternes - selskab.

Overvældende burger

Tjenerne var meget engagerede i maden, ikke mindst aftenens menu med tre retter for 220 kr. Og karrysuppen.

Det er denne menu, man skal kaste sig over, hvis man vil spise mere end én ret på Castenskiold. A la carte-menuen er ikke egnet til at sætte tre retter sammen af - der er for meget hovedret over retterne, og de matcher ikke nødvendigvis hinanden.

Det kan skrives, fordi vi prøvede - suppe, (78 kr.), burger (135 kr.) og dessert i form af gateau marcel (85 kr.). Suppen var ganske rigtigt god. Cremet og lækker konsistens, god smag og med godt fyld, selv om vi godt kunne have undværet den creme fraiche, der meget pynteligt var lagt midt på tallerkenen. Og så kunne man måske sætte lidt ekstra karry frem til den, der gerne vil spice maden op.

Burgeren var af typen, der ville glæde enhver sulten ung mand, men på andre kan virke lidt overvældende. Tjeneren tilstod da også, at mange efterlader en hel del af burgerbollen. Som sagt, så gjort. Men det var faktisk en skam, for burgeren med oksefilet, frisk salat og andet grønt fyld var værd at spise. Det havde været fint med et alternativ til burgeren, så man faktisk kunne indlede med en gang suppe og få en hovedret bagefter, der ikke er baseret på at være det eneste måltid.

Dessertkagen var en gateau marcel, chokoladekage med indbagt chokolademousse. Den blev serveret med hyldeblomstsorbet, lidt hyldeblomstsifon og tuilles - en lækker dessert.

Mør og saftig oksesteg

Og så til menuen, som denne aften tog sig meget vellykket ud for øjnene og for ganen.

Første ret var en cremet risotto med parmesan, muslinger, tomattern og purløg, hvorpå der tronede et stykke veltilberedt torsk. Risene havde en anelse for hård kerne, men ellers blev retten sat til livs med stor glæde.

Hovedretten var aftenens scoop - rosa oksesteg a la Castenskiold. Det var usædvanligt lækre, møre og saftige skiver af okseklump, der - som tjeneren forklarede det - var brunet og efterfølgende vakuumpakket, havde simret i denne indpakning i 1½ time ved lav temperatur og så blevet glaseret i kalvesky. Til retten hørte en mos af bagekartofler og sød kartoffel samt bagte rodfrugter, der i denne udgave bestod af gulerødder, selleri, persillerod og rødløg. Sammenlagt en rigtig vinterret med så rigeligt kød, at det var en sand herreret.

Prikken over i'et var desserten, en sød og alligevel frisk afslutning på menuen: stykker af bagt ananas med mørk karamel, vanilje og ingefær, pyntet med små toppe af orangechokolade og sprøde tuilles.

Disse tre retter kostede 220 kr., og de var alle pengene værd, måske endda lidt til.

Da vi nu var lidt omkring i det gastronomiske univers, valgte vi at tage vin pr. glas, om end der ikke var så mange at vælge mellem.

Økologi på glas

En behagelig overraskelse var det, at man kunne få økologiske vine på glas - og økologien sniger sig også med tiden mere og mere ind i maden, lovede tjeneren.

Til forretten fik vi et glas riesling, Pfalz Reichsrat, til 70 kr. pr. glas, og også hovedretten blev nydt på den økologiske måde med amerikansk rødvin fra Badger Mountain i Washington, lavet af syrah-druer, også til 70 kr. pr. glas. Begge o.k., uden at være prangende. Til desserten lod vi os besnære af et glas sød vin fra Banyuls - grand cru fra 1998, La Cave de l'Abbé Rous, 60 kr. pr. glas.

Med kaffe og te løb den samlede regning op i 993 kr. Helt rimeligt.

Til overflod fik vi den engagerede betjening af de to tjenere, som tydeligt var helt med på, hvad kokken ”Mou” foretog sig i køkkenet ud over at lave suppe.

Alt taget i betragtning ender det med, at Castenskiold får fire store stjerner og en klar anbefaling.

Det er ikke sidste gang, at vi lægger vejen forbi den del af åen.

LÆS OGSÅ: Café de luxe

Castenskiold

  • Åboulevarden 32
  • Århus
  • Tlf. 8655 2223
  • www.castenskiold.net
  • Åben: Mandag-torsdag 10-24, fredag-lørdag 10-02, søndag 10-17.
  • Menu: Tre retter 220 kr. Desuden en række a la carte-retter fra 95 kr.
  • Pænt vinkort, men ikke mange muligheder for vin pr. glas.

Betjening

Cafémiljøet ved åen er berygtet for sin til tider katastrofale betjening. De to tjenere på Castenskiold var imidlertid både betænksomme, venlige og vidende om, hvad de havde med at gøre. En stor fornøjelse og et eksempel til efterlevelse. Castenskiold

Anmeldelse: Asiatiske lækkerier på Frederiksberg

27-02-2012: Henrik Yde har åbnet en intim restaurant, hvor der brilleres med elegante og enkle retter. Læs artikel

Anmeldelse: Sne, skyr og skrammelæg

20-02-2012: Udsigten er et plus, når man spiser brunch på ARoS-restauranten ART, men prisen er høj. Læs artikel

Anmeldelse: Italiensk institution i Aarhus

03-01-2012: Casa Mia serverer på 23. år sprød pizza og pasta med bid på Trøjborg. Enkelt, men godt. Læs artikel

Anmeldelse: Den aften skulle der lige tygges lidt på

28-12-2011: Den italienske restaurant Aldente havde ikke sin bedste aften, da JP Aarhus var på besøg. Læs artikel

Anmeldelse: Mere blus på varmen, tak

13-12-2011: Det var en kold fornøjelse at spise i Jægergårdsgades nye japanske restaurant. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...