Find mere om:
Burgerkrig i København | livsstil.guide.dk

Burgerkrig i København

Hovedstaden har i løbet af de seneste år fået fire deciderede burgerrestauranter, og de er alle gode. Vi har kåret den bedste.

Der er udbrudt burgerkrig i København. Ikke nede på snask-niveau, men blandt de etablissementer, hvor den amerikanske hofret indtages med kniv og gaffel, og hvor der ikke serveres ret meget andet. I et par år har restauranten Halifax tilberedt burgere til horder af sultne københavnere, men i løbet af det seneste år har den fået konkurrence fra hele tre restauranter, som alle har som ambition at lave byens bedste burger.

Vist har bøftemplet MASH i Bredgade også en berømmet og temmelig dyr burger på menuen, men den har vi fravalgt, da vi i denne test kun forholder os til restauranter, der har specialiseret sig i burgere i flere varianter.

Hvad er en optimal burger så?

Det er en hakkebøf, gerne lidt fed, så den har smag, med minimum rosa farve i en ikke alt for dominerende bolle, der er smurt med mayonnaise og har fyld i form af syltede agurker, tomat, salt og løg med diverse varianter. Hvis ikke der er ketchup i den, skal det være til rådighed på bordet. Der skal være fritter til, og de skal være friturestegte, sprøde udenpå og smage, som om de faktisk kommer fra en kartoffel. Og så skal der være dip, rigeligt og gerne flere slags at vælge mellem.

Oprindeligt hed burgeren hamburger, som i dag i Danmark er blevet den faste term for en lille og simpel burger. Navnet stammer fra Hamborg i Tyskland, hvor tyske emigranter tog fænomenet med til USA, og hamburgeren kan findes på amerikanske menukort helt tilbage til 1826. Burgeren fik sin udbredelse i Danmark i 1980'erne med fastfood-kæderne McDonald's og Burger Kings indtog, og den blev fast inventar på menuen på landets grillbarer, hvor den hurtigt udkonkurrerede den nært beslægtede bøfsandwich, som - udover hakkebøf og bolle - består af hele pølsemandssortimentet og klassisk brun sovs.

I dag er der ikke en café med respekt for sig selv, der ikke har burgere på menuen. De mest kendte variationer af burgeren er med bacon og ost, men også den mexicanske med chili og guacamole har mange tilhængere.

Billigste burger

Haché Burger er det nyeste burgersted i København og ligger i Jamaicakroens gamle lokaler ved siden af Grøntorvet på Israels Plads. Stedet har tilnavnet Gourmet Burger, og det er noget pjat, for der er ikke mere gourmet i denne burger end i så mange andre.

Udvalget er overdådigt; man kan vælge mellem 15 burgere, bl.a. to vegetariske og en med kylling. Her er varianter, der virkelig udfordrer, for eksempel den australske med rødbede, spejlæg og emmentaler eller Haché Special med gruyere, karamelliserede løg og stegte champignons, som jeg valgte. Og selv om jeg på burgerfronten er traditionalist, blev jeg ikke skuffet - den smagte ikke så slemt, som den lød. Bøfferne var gode, velsmagende og havde ikke fået for meget, men der var lidt for meget bolle og lidt for lidt dip i serveringerne. Fritterne var få og meget salte, og der var ingen is i sodavandene. Haché er et godt sted til børn, for de serverer burgere i ministørrelse til de små poder til den nette sum af 55 kr.

En burger med fritter, dip og lille cola i flaske koster 145 kr., og det gør Haché til den billigste af testens fire restauranter, men der er for mange smalle steder.

Sundhedstip: Alle burgere kan serveres uden bolle med ekstra salat i stedet for.

Bedste burger

Cocks and Cows gemmer sig i en kælder på Gl. Strand, godt skjult af en af metrobyggepladserne. Det er et pænt og behageligt sted, som serverer otte burgere, der alle har fået amerikanske navne - her er både en flæskestegsvariant, en med kylling og en kikærtebøf til vegetaren. Jeg fik en Illegal, som er mexicanerudgaven med jalapenos og guacamole, og min kollega tog den klassiske med bacon og ost. Tilbehøret var flere salater i rigelige mængder, ikke iceberg, og det var faktisk velgørende, tomatskiver og løgringe. Brødet, der er brændemærket med stedets logo, smagte fint, og bøfferne var perfekt stegt. Fritterne eller fries, som de konsekvent bliver kaldt, var virkeligt gode, sprøde og alligevel med en ren smag og konsistens af kartoffel indvendig - vi fik dem i både en krøllet udgave og krydret med salt og eddike, og det sidste var rigtigt godt.

To store colaer blev serveret i frostede, isafkølede glas.

På hjemmesiden bliver burgerne præsenteret af en stemme, der morsomt og temmelig teatralsk udråber dem som ”The Governator”, der er en enorm dobbeltudgave af alle ingredienserne, og ”The Soprano” og giver dem personlige egenskaber, men de har glemt prisen på de udmærkede produkter, og det er faktisk lidt pinligt.

Men smagen er ren, og kvaliteten er i top, og Cocks and Cows er det pænest indrettede etablissement med den mest fejlfrie oplevelse.

Sundhedstip: Alle burgere fås med en bolle af rugmel i stedet for hvedemel.

Pris for burger med fritter, dip og stor cola: 162 kr.

Største portioner

Halifax har nu tre meget populære butikker i København, og de kører med talrige seatings i løbet af dagen - både ved frokost og aften, så der bliver virkelig solgt burgere til folket. Vi besøgte restauranten i Frederiksborggade, som er i to etager, og følte os godt betjent, selv om der var run på.

På Halifax får man de største portioner i denne test, men man kan diskutere, om friterede kartoffelbåde er det originale tilbehør til en burger. De smager nu udmærket, og det gør resten af maden også.

Burgerne har navn efter byer, og København er selvfølgelig en klassisk burger, mens Liverpool er med spejlæg, HP sauce, bacon og bløde løg, og Kreta er med feta, oliven og tzatziki. Halifax fejrer også den klassiske bøfsandwich i en moderne variant, og den er heller ikke så ringe endda. Bøfferne fås i to størrelser, og der er kylling, selleribøf og kikærtebøf som alternativ. Chipotle-dressingen, som smager af røget chili, er testens mest suveræne dressing.

Vi spiste den klassiske og den mexicanske burger og var tilfredse med det meste, men havde gerne set bøfferne af panden et minuts tid før, så de stadig havde bevaret farve og saft.

Pris for burger med fritter, dip og stor cola: 164 kr.

Hjemmelavet tilbehør

I Istedgade har ejerne af gourmetrestauranten Kiin Kiin åbnet Burger and Bun, og de proklamerede frejdigt, at de ville lave byens bedste burger - det er jeg nu efter et besøg ikke overbevist om, at de gør, men de laver absolut et godt og dyrt produkt, og de har haft store ambitioner.

Råvarerne er økologiske, agurkerne er hjemmesyltede, mayoen er selvrørt og ketchuppen hjemmelavet - det tager vi hatten af for. Men når den hjemmelavede ketchup er så domineret, som den er, af kanel, er det pludselig lige meget, hvor hjemmelavet den er.

Burger and Bun har fire burgere og en, der udskiftes hver måned. Vi tog den mexicanske udgave og den amerikanske med bacon og ost og blev ikke skuffede. Rene gode råvarer, lækre bøffer og boller, der kunne håndteres og ikke var for overdrevne, men fritterne var ikke imponerende - de var friturestegte i en grad, så de næsten var sprøde fra yderst til inderst, og det var skidt.

Vi fik husets hemmelige krydring ved navn magic på den ene portion, og det er stadig et mysterium for mig, hvad den bestod af, men jeg vil ikke vælge den igen. Til gengæld var den hjemmerørte hvidløgsmayo med persille klasser over de industriprodukter, man normalt får. Burger and Bun tager 125 kr. pr. burger, og det er en pæn slat penge, når fritterne koster 35 kr., men til gengæld får man en dåsecola for kun 20 kr. Det er så en selvåbner med papkrus til. Og det giver sammen med de nedslidte borde et lidt taggy indtryk af en burgerjoint mere end en restaurant, men selve burgeren er upåklagelig og lækker.

Pris for burger med fritter, dip og cola: 180 kr.

Vinder:


God og dyr:

  • Burger & Bun
  • Istedgade 60
  • 3535 7550



God og dyr:


Billigst:

Anmeldelse: Asiatiske lækkerier på Frederiksberg

27-02-2012: Henrik Yde har åbnet en intim restaurant, hvor der brilleres med elegante og enkle retter. Læs artikel

Anmeldelse: Sne, skyr og skrammelæg

20-02-2012: Udsigten er et plus, når man spiser brunch på ARoS-restauranten ART, men prisen er høj. Læs artikel

Anmeldelse: En blandet græsk fornøjelse

17-01-2012: Der er en hyggelig og afslappet stemning på restaurant Athena. Måske en anelse for afslappet. Læs artikel

Anmeldelse: Italiensk institution i Aarhus

03-01-2012: Casa Mia serverer på 23. år sprød pizza og pasta med bid på Trøjborg. Enkelt, men godt. Læs artikel

Anmeldelse: Den aften skulle der lige tygges lidt på

28-12-2011: Den italienske restaurant Aldente havde ikke sin bedste aften, da JP Aarhus var på besøg. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...