Kulinarisk idyl og hastværk i Saxild

Nå, har I bestemt jer?«

Øh, næ, det har vi da egentlig ikke. Det er jo mindre end tre minutter siden, vi har modtaget spisekortet, og vi er sådan set i ro og mag nået til første side. Så hvis vi lige må få et øjeblik til.

»Selvfølgelig«, og så er tjeneren væk igen.

Det kan ganske rigtigt være enerverende at sidde i halve og hele timer uden mulighed for at komme i kontakt med en tjener, men det modsatte er nu heller ikke ideelt.

Sådan var det imidlertid denne aften i restaurant Bondehuset ved Saxild Strand. Der var tempo på fra først til sidst, og to gæster, som i ro og mag havde sat aftenen af til at nyde et måltid i det danske sommerland, faldt tydeligvis lidt uden for standarden. De øvrige gæster var i overvejende grad, efter påklædningen at dømme, gæster fra Saxild Strand Camping på den anden side af Kystvejen. De indtog et hurtigt måltid for efter en times tid formentlig at fortrække hjem til aftenkaffen i forteltet.

Restaurant Bondehuset har ellers alle muligheder for at byde gæsterne en hyggelig sommeraften, ikke mindst nu i den tidlige sommer med lyse aftener og godt vejr. Udenfor promenerer badegæsterne fra stranden på den ene side og campingpladsen på den anden side, og dem, som ikke vil ofre en menu i bondehuset, forsyner sig med diverse hurtigretter i de tilknyttede Vaffelhuset og Ishuset.

Bestil bord

Vi er imidlertid kommet for at prøve selve restauranten, og i overensstemmelse med hvad der anbefales på restaurationens hjemmeside og på en kridttavle ved indgangen, har vi bestilt bord i god tid. Det var en god idé, for restauranten var fuldt besat - i hvert fald i myldretiden mellem kl. 19 og 20.

Selv om hverken spisekortet eller vinkortet er overvældende i omfang, er der, hvad man med rimelighed kan forvente af sådan en sommerrestaurant i turistsæsonen, og priserne er til at have med at gøre.

Tre retter: 228 kr.

For 228 kr. kan man få en trerettersmenu, og ellers ligger priserne mellem 25 kr. for billigste forret og 168 for de dyreste hovedretter.

Jeg valgte menuen, der bestod af en salat med koldrøget og varmrøget laks til forret, en steak af oksefilet med ratatouille og bearnaise til hovedret og en iscocotte til dessert.

Ledsageren valgte også laksesalaten (70 kr.) til forretten, men lod sig friste af formuleringen »Prøv Bondehusets fyldte rødspætte - udbenet rødspætte med dild-stuvning og friske grønsager.«

Nu er det vel lidt af et definitionsspørgsmål, hvad der skal forstås ved »en udbenet rødspætte,« men her var der i hvert fald tale om to ordinære rødspættefileter med en overdådig stuvning af rejer og dild lagt imellem.

Til den udmærkede, men ikke mindeværdige forret havde vi valgt en halv flaske uspecificeret hvid bordvin fra Lupé-Cholet til 88 kr. Den var kold og frisk og i orden, men heller ikke mindeværdig.

Mindeværdig var derimod situationen, da vore to hovedretter kom på bordet. De to rødspættefileter til ledsageren og en grillet steak af oksefilet til mig.

Det mindeværdige var tilbehøret. Det var til mindste detalje nøjagtigt ens - og rødspætte og oksefilet er dog så forskellige, at det ikke falder helt oplagt at servere dem med nøjagtigt samme tilbehør og i nøjagtigt samme anretning.

Der var et stykke broccoli, et stykke blomkål, en halv spinattimbale, en skefuld ratatouille, et kunstfærdigt snittet stykke gulerod og hen over det hele et kogt forårsløg. Hertil stegte kartofler, som blev serveret i en skål for sig.

Sovsene var dog forskellige. Til ledsageren reje-dildstuvningen og til min bøf en bearnaisesovs, som smagte glimrende, men med umiskendelig duft og smag af at have været opbevaret i glas eller dåse. Bearnaise bør pr. definition være frisklavet, men er det mildt sagt ikke altid. Hvis denne faktisk var frisklavet, må man beundre kokkens evne til at få den til at smage som konserveret.

Der blev ikke spurgt, hvordan jeg ville have bøffen stegt, og når det ikke sker, regner man normalt med medium. Denne var nærmest gennemstegt med blot en lille antydning af en svag rødmen inderst. Det kunne de godt have gjort bedre.

Til hovedretterne havde vi valgt en beaujolais 2008 fra Vincent Lacondemine (218 kr.). En let sag, som passede fint til de to alligevel ikke så forskellige hovedretter.

Hastig udskiftning

Flasken var imidlertid kun halvtømt, da tjeneren fikst og effektivt fjernede tallerkenerne og spurgte, om vi var klar til desserten.

Det var vi overhovedet ikke. Vi ville gerne i ro og mag sidde og nyde resten af vinen og den lyse sommeraften.

Det fik vi ikke helt lov til, for få minutter efter var tjeneren der igen for at forhøre sig om ledsagerens dessertønsker.

Hun valgte en islagkage med chokoladesovs (68 kr.), mens jeg nød den eneste tilgængelige dessertvin, et glas muscat fra Brown Brothers i Australien - som betjeningen glemte at skrive på regningen, opdagede vi senere. Til gengæld måtte vi af med 12 kr. for en flaske vand, da vi bad om en kande postevand.

De to is smagte glimrende og var formentlig hjemmelavede. Tilbehøret fulgte mønsteret fra hovedretterne, nøjagtigt det samme: Terninger af æbler og ananas med chokoladesovs til.

Vi sluttede af med en kop te (30 kr.) til ledsageren og en kold fadøl (48 kr.) til undertegnede.

Vi kom af med 920 kr. i alt, og det må betegnes som rimeligt.

Vi lander på tre stjerner for en trods hastværket god sommeroplevelse.

LÆS OGSÅ: Madfryd i Børkop Vandmølle