Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Danmarks bedste restaurant | livsstil.guide.dk

Danmarks bedste restaurant

På dansk grund er der ingen over eller ved siden af Søllerød Kro, når det gælder den klassiske gastronomi og den fuldstændige harmoni mellem mad, vin og service.

Min vittige og alt for tidligt hedengangne onkel skrev engang en fødselsdagssang til en konservativ borgmester heroppe. På melodien Er du trist og har du sorg i sinde lød omkvædet: Uden dig var Søllerød en anden, mere sølle, ja, og mere rød!

Jeg ved ikke af, at Søllerød Kro har en politisk overbevisning, men ellers passer kvædet meget godt på stedet her, som vi i anmelderøjemed senest besøgte for ret præcist seks år siden.

Siden da er der sket en del. Man har kunnet fejre sin 330-årsfødselsdag, for det var helt tilbage i 1677, at præsten fik tilladelse til også at optræde som kroejer; kirken ligger lige overfor, og gravøl drikkes stadig her med mellemrum. Og man har fået Michelin-stjernen tilbage, en triumf for den klassisk og fransk uddannede Jakob de Neergaard, der har været køkkenchef her på stedet siden 2002. Sammen med den sagnomspundne, færøsk fødte restaurantchef Jan Restorff og sommelier Philip Lausten (Årets sommelier 2009) har han etableret et velfungerende og vedholdende team, en sjældenhed i gastronomiens verden af utro tjenere.

En hjertevarm kro

Kroen, kaldes stedet kort blandt lokale, men de lokale er heller ikke hvem som helst. Undtager man Skagen i Hellerup-ugen, er der næppe noget område i landet, der kan præstere så mange porscher og jaguarer per løbende meter. Et alvorligt kundegrundlag med andre ord, og det smitter naturligvis af på den lokale kro, som kun udefra ligner et digt af Jeppe Aakjær.

Når man kommer ind, fornemmer man straks, at dette ikke er en tilfældig landevejskro, men stedet, der op gennem firserne husede en perlerække af topkokke: Søren Gericke, Michel Michaud, Francis Cardenau, Paul Cunningham og andre.

Men hyggeligt er her ikke desto mindre, og ved hyggeligt skal her forstås noget andet end tjekket, smart, stilbevidst etc., for selv om stedet nylig er blevet frisket op, hersker stadig en lun stemning af gæstgiveri og hjemlighed, som kan gøre én varm om hjertet. En hjertevarme, der dog for almindelige lønmodtagere vil være fulgt af visse lommesmerter, for mere favnende er stedet ikke, man skal altså have penge med hjemmefra.

Det er langtfra landets dyreste spisested, men Søllerød Kro hører absolut til i eliten, også prismæssigt, og man skal regne med et stykke over 3.000 kr. for to personer. Og så er det endda let at lade sig friste til mere.

Landets bedste vinkort

Det hænger også sammen med vinkortet, som er landets bedste og rummer i underkanten af 2.000 numre, behørigt indbundet i gedeskind. Kroen vinder rutinemæssigt priser for kortet, som er klassisk, grænsende til det diskriminerende. Man vil søge forgæves efter vine fra Chile (det skal de ikke have utak for), men til gengæld er der bourgogne nok til at modstå mange års krigerisk belejring. Tænk at sne inde heroppe, det ville man blive snakkesalig af - »også på andre har den løsnet tungen // så de priste Gud på Guds eget sprog,« som Henrik Nordbrandt skriver et sted om en vin, han kalder Inferno.

Og der er faktisk også en del sjove og gode køb at finde på kortet, ligesom vine fås glasvis til maden, selv om det ikke fremgår. Nuvel, ikke mere om det, hele herligheden kan studeres på hjemmesiden.

Kokkens signatur-menu

Menumæssigt spænder muligheden fra en såkaldt klorofylmenu (for vegetarer, tre retter for 375 kr. eller fem retter for 520 kr.), en Søllerød-menu (seks retter for 875 kr.) eller en Menu Prestige formedelst 1.595 kr., hvorunder man vælter sig i trøfler og foie gras.

Vi valgte den midterste menu. Ikke fordi vi er beskedne (Gud fri mig vel!), men ud fra en betragtning om, at den er stedets signatur, og at her talte kokken selv, snarere end trøflerne og kaviaren. Det viste sig at være en korrekt formodning, om end vi da fik trøfler alligevel. Og efter et par lækre små snacks i form af skagensskinke og parmesankiks med en efterfølgende elegant servering af en sorbet på olivenolie præsenteret i en ild gazpacho viste allerede første ret, at der er sket noget i dansk gastronomi, og at Nomas indflydelse i mild form også kan mærkes i trøffellandet heroppe nordpå; en suveræn røget laks fra Jakob Rossini var lagt på en mild peberrodscreme og garneret med ultrafint skåret agurk og en enkelt kinaradise. Det vandigt sprøde og knasende spillede perfekt med det fede og dybe i retten.

Vinen var et ret frækt og meget vellykket valg, nemlig en ganske ung (2007) grüner veltliner i topkvaliteten Smaragd fra Franz Hirztberger, der hører til de absolutte topproducenter i Wachau.

Mæt og glad

Næste ret var stegt kammusling med en kartoffelpuré og rosenkålblade i en let røget muslingefond, der løftede det hele til pikante højder. Kammusling og bacon er jo ingen ukendt kombination, og det let røgede var et match, der blev fornemt kompletteret af en hvid chassagne-montrachet fra Domaine Ramonet.

Så kom trøffelboudin med svampe og aromat - sidstnævnte laves på den måde, at svampe tørres i ovnen, så saften løber fra dem. En fremragende ret. Der var en dyb, meget vinteragtig og lidt dekadent stemning på tallerkenen, og vi drak naturligvis rød bourgogne til.

Jeg har i embeds medfør spist en del and i de seneste dage, så jeg fik lov at skifte canetten ud med et stykke oksemørbrad med trøfler, og det var præcis, som det lyder, klassisk fransk og så ganske perfekt og uden dikkedarer. Dertil Auguste Clape 2000, en af to vine fra Cornas på kortet, og netop i denne årgang er den faktisk nærmest burgundisk, så det passer jo fint med stedets ånd. Den vin er i fuldt flor for nærværende.

Jeg sluttede af med en meget gammel gruyere druknet i friskrevet trøffel, et årstidsbestemt alternativ til den store ostetallerken, dertil et glas champagne, og så var jeg også mæt og glad.

Dessert på dessert

Min hustru havde under forløbet spist a la carte og bl.a. svælget i en fantastisk ret af jomfruhummer med persille og mild hvidløg (295 kr.), men efter osten blev det alvor på hendes side af bordet. Der kom en dessert. Og én til. Og én til. Og én til. Det viste sig, at min hustru havde bestilt gourmandise desserter (290 kr.), formodentlig tiltrukket af flertalsformen, og hun blev ikke skuffet. Der var tale om en tematisk gennemgang af begreberne citron, æble, banan og chokolade, en lang dags rejse mod kakaobønnens mørke hjerte, og der var ikke et øje tørt. Eller noget tilbage på tallerkenen. Godt, at jeg havde et ekstra glas Clape at klynge mig til, mens blodsukkeret steg overfor.

Vi sprang kaffen over. Jeg havde ellers gerne røget en cigar på terrassen, men det skulle ikke være, mente min udkårne.

Ikke desto mindre er det en meget komplet oplevelse at være på Søllerød Kro. Vin og mad spiller sammen, og betjeningen er professionel i en grad, man må savne også på andre gourmetrestauranter. Når det gælder klassisk gastronomi, er der ingen over eller ved siden af stedet her på dansk grund.

Der findes genveje til Søllerød. Man kan cykle herop fra København, det tager omkring 45 minutter, og man kan spise frokost for 375 kr. - lidt af et fund. I julesæsonen kan man tilmed spise overdådig søndagsfrokost (495 kr.) og drikke øl og snaps til, og det gælder også både første og anden juledag.

Det må blive næste år, for der er vist nok stærkt udsolgt for længst. Så meget kradser krisen heller ikke i Søllerød, at godtfolk ikke har råd til at gå på kroen til jul.

LÆS OGSÅ: Gennembrud på gourmetniveau

Søllerød Kro

  • Søllerødvej 35, 2840 Holte
  • Tlf. 4580 2505
  • Åbent alle dage indtil den 20/12 og igen fra den 25/12-31/12. Herefter lukket mandag og tirsdag.
  • www.soelleroed-kro.dk

Anmeldelse: Den gode vinbar

13-12-2010: Vinkortet på R Bar er imponerende, og vinene er ganske billige. Samtidig er maden god. Læs artikel

Anmeldelse: Forført på Kultorvet

13-11-2009: Mads Refslund har efter et turbulent år igen lagt sig i toppen af den hjemlige gastronomi med sin satsning på danske grøntsager, fisk og skaldyr. MR er en af Københavns allerbedste restauranter. Læs artikel

Anmeldelse: Nordisk i ny version

19-06-2012: Nordisk Spisehus har skiftet ejere og koncept, men kvaliteten er stadig i top med et skarpt køkken, fremragende betjening og opfindsomt vinvalg. Læs artikel

Anmeldelse: Enkelhedens triumf i Henne Kirkeby

29-05-2012: Det er godt, det er innovativt, det er spændende. Og det er dyrt på Henne Kirkeby Kro. Læs artikel

Anmeldelse: ART Restaurant på toppen

22-05-2012: Skal der være kunst, så lad der være kunst. Det er indstillingen i restauranten på ARoS. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...