Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Bistro i offensiven | livsstil.guide.dk

Bistro i offensiven

Rasmus Kjær, Årets Kok 2003, står nu ved gryderne på Skovshoved Hotel. Det gør han godt. Bistrobølgen ruller videre.

Krisen kradser, og hvor gourmetrestauranterne før i tiden skød op som paddehatte med deres dobbelte og forhøjede priser og deres tilsvarende kunstneriske ambitioner, har piben nu fået en anden lyd.

Kodeordet er bistro. Det betyder klassisk mad fra det franske borgerkøkken, boeuf bearnaise, chèvre chaud, bouillabaisse (blandt tjenere ikke sjældent udtalt som bulderbæs), tournedos rossini og creme brulée og til priser, der er til at betale.

Og det er, hvis De spørger mig, i virkeligheden en glædelig ting midt i al elendigheden.

I hvert fald, når det gøres ordentligt, og det gør det her på Skovshoved Hotel, der faktisk var blandt de første til at prøve konceptet af, da det entreprenante makkerpar Anders Houmann og Torben Olsen revolutionerede det gamle badehotel. Gennem tiderne er berømte kokke passeret revy heroppe, Erwin Lauterbach og Nikolaj Kirk m.fl.

Nu er det Rasmus Kjær, tidligere Extra, der har taget over, og både han og hans medarbejdere tør lægge navn til. Se bare på stedets hjemmeside, hvor hver enkelt tjener er præsenteret ved fulde navn.

Godt besøgt

En prosaisk mandag aften vovede vi os op på adressen, kun godt et halvt hundrede husnumre nord for bandekrigens foreløbige nordgrænse.

Og så er der tilmed brisen fra Øresund, så hold på hat og briller, og pas på med at spise rå fisk.

Vel anbragt i den ganske hyggelige spisesal lagde vi ud med et glas Gosset-champagne (115 kr.), en fyldig drik og absolut et af de bedre bud på vinkortet. Vi fik tre gange tapas (45 kr.), en kunst, som Rasmus Kjær kender indgående, han har ligefrem skrevet en bog om det. Disse var enkle og gode, lidt sortfodsskinke, en lille marineret gedeost og nogle fine chips med kryddermayo. Fint nok.

Imens studerede vi menukortet.

Med menupriser på to retter til 285 kr. og tre retter for 350 kr. befinder vi os i et prisleje, hvor de fleste kan være med, og her var da også pænt fyldt for en mandag, som vel næppe heller i Skovshoved er den store gå i byen-dag. I København har de fleste gode restauranter ganske enkelt lukket den dag.

En fantastisk laks

Min hustru valgte dagens trerettersmenu, dog ikke uden først at have inhaleret et halvt dusin af stedets fine Fine de Claire-østers (140 kr.), serveret helt klassisk med et stykke citron og et stykke ristet brød ved siden af.

»Man kunne leve af dem,« sagde hun, og det har hun jo ret i. Men hun så nu ikke ud til at have tænkt sig at nøjes med østers denne aften.

Hendes første ret i menuen var fine, skivede kammuslinger, smeltende lækre, forlød det, og væk, før jeg kunne smage, så De må nøjes med frasagnet.

Jeg var i stedet gået a la carte og prøvede, hvad der på kortet hed ”Verdens Bedste Laks” (135 kr.). Ligesom kyllingen hører laksen til de i dag udpinte råvarer, der engang var festmad, og dette med verdens bedste kan enhver jo komme at sige, men det refererer i dette tilfælde til et konkret firma, der importerer laks fra Norge, Tasmanien og Skotland, og som har haft held til at imponere adskillige af landets gode kokke. Det forstår jeg godt. Dagens eksemplar kom, hvis jeg husker ret, fra Tasmanien, og den var fantastisk god, serveret helt, helt enkelt i tre fede bjælker og garneret med en let mousse af avocado og en ren økologisk cremefraiche. Sværere er det ikke.

Mangler på vinkortet

Desuden delte vi en portion sortfodsskinke (135 kr.), som altid er svær at modstå. Man kan spise den ganske alene og uden noget som helst tilbehør, men her var skinkeskiverne rullet sammen og serveret med blomkålspuré, sprøde cruditéer af blomkål og sursød drueagurk. Det lyder muligvis af for meget, og der kan da også argumenteres for, at det var synd for skinken, men kombinationen fungerede fint. Vi drak vin til. Glassene var nogle veritable pokaler, tykke og mægtige og mere velegnede til en bayersk ølstue under oktoberfesten end til en fransk restaurant, også selv om det er en bistro. Vinkortet kunne også godt trænge til en kærlig og kritisk gennemgang. Når man nu laver så glimrende mad i den enkle, kvalitetsbevidste stil, er det for sølle at overlade vinvalget til for tre fjerdedeles vedkommende en enkelt importør. Den charmerende og dygtige tjener er fra Aix-en-Provence, og han må da kunne finde noget fra sit hjemlands vemodige strande hos de mange mindre danske importører, der gør i fransk vin uden for den brede hovedstrøm.

En ganske god bøf

Tid til hovedret. Min hustrus menu bød på hjortefilet, thi det er vildtsæson, men det er jo ikke uden risiko at sætte noget på menuen. Vildt er skrøbeligt kød at tilberede, men her var det gjort lydefrit, rødt, mørt og saftigt, virkelig godt og garneret med kastanjer og en klassisk vildtsovs. Ingen slinger i den vals.

Jeg fik en bøf af højreb, stegt rare som ønsket.

Den var toppet med blommetomater og perleløg og serveret med et helt perfekt stykke marv, som man selv fik lov at grave ud af benet (tak!). Dertil pommes frites, som bestemt var i byens top tre (og konkurrencen er ganske hård) og en skål udmærket hjemmelavet bearnaise.

En god bøf, bestemt, om end den ikke vil gå over i historien som den mest modne og saftige, som jeg har spist i år.

Kom trygt nordpå

Jeg sluttede af med fem meget franske oste, herunder en glimrende comté, og dertil et glas rivesaltes fra 1989, så den franske tjener må næsten have fået tårer i øjnene, især fordi menuens dessert var endnu en klassiker, den berømte tarte tatin (en karamelliseret æbletærte med bunden i vejret), som ifølge myten blev til ved et uheld på Hotel Tatin, drevet af Stéphanie og Caroline Tatin. Uheld eller ej, den gik over i historien, og på Skovshoved Hotel har man ikke tænkt sig at lave om på historien og de gastronomiske klassikere, der har indskrevet sig i den. Godt det samme.

Allons enfants de la Patrie, drag trygt nordpå, hvor bistroen trodser bandekrigen. Hver dag.

Læs også: Oubæk uden Oubæk

Skovshoved Hotel

  • Strandvejen 267,2920 Charlottenlund
  • Tlf. 3964 0028
  • Åbent søn.-tors. kl. 12-15 & 18-22, fre.-lør. kl. 12-15 & 18-22.30


www.skovshovedhotel.dk

Anmeldelse: En blandet græsk fornøjelse

17-01-2012: Der er en hyggelig og afslappet stemning på restaurant Athena. Måske en anelse for afslappet. Læs artikel

Anmeldelse: Restaurant Lajmi – et strejf af luksus

20-12-2011: Restaurant Victoria i Aarhus er blevet til restaurant Lajmi. Men andet end navnet er ændret. Læs artikel

Anmeldelse: Gedigen kvalitet på restaurant 8000

06-12-2011: Ejendommen har lagt lokaler til restauranter som ”Tapas og Vino”, ”Chi-Chi” og nu: 8000. Læs artikel

Anmeldelse: Enkel madlykke på Nørrebro

28-11-2011: Manfreds og Vin er det nyeste kulinariske åndehul i den genopstandne Jægersborggade på Nørrebro i København. Og her serveres noget af Københavns billigste og mest velsmagende hverdagsmad. Læs artikel

Anmeldelse: Ingen græsk krise hos Zeus

08-11-2011: Panagiotis Sioucis Ikonomidis driver på 11. år restaurant i Aarhus, og her er god stemning. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...