Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Usikker servering på Nilles kro | livsstil.guide.dk

Usikker servering på Nilles kro

Maden og vinen er stort set i orden på Nilles Kro, men der er usikkerhed i serveringen.

Man bliver jo en anelse betænkelig, når der på spisekortet som første ret tilbydes ”hjemmelavet kød”, men der var nu kun begrænset grund til bekymring, for det er bare udtryk for, at de på Nilles Kro behersker madlavning og servering en hel del bedre end det danske sprog.

Det viste sig som ventet at dreje sig om hjemmelavede kødboller i en hønsekødsuppe, der var så fornem, at den skulle hedde en consommé.

Faktisk laver de glimrende mad på Nilles Kro, valget af vine er udmærket, og betjeningen er venlig og forholdsvis effektiv. Men de tager lidt let på sammenhængen mellem kortet og det, der faktisk skænkes i glassene.

Vi bestilte den fulde seksrettersmenu til 548 kr. med tilhørende vinmenu for yderligere 528 kr. - som på regningen var faldet til 490 kr. for seks glas. Det er i orden, når det går den vej. Til gengæld kostede en halv vinmenu til ledsageren ikke 274 kr., men 330 kr. Endnu mere problematisk var det, at kun en enkelt af de seks vine, som vi fik serveret, var den, som stod på menu- og vinmenukortet. Ikke at der var tale om dårlige vine, men det ser nu engang bedst ud, når der er overensstemmelse mellem tilbuddet på kortet og det, der skænkes i glassene.

Jævn vin

Til hønsekødsuppen skulle der iflg. kortet serveres et glas riesling fra Eschbach-Dornstetter, men virkeligheden bød på et glas Signature d'Alsace fra Kuentz-Bas. Altså et skift fra det pæne til den absolut jævneste kategori. Vinen passede fint til den gode suppe, men havde haft det lidt vanskeligt i selskab med amusen, der var en ret skarp kompot af syltede græskar og løg. Det gik alligevel an i selskab med det gode, formentlig hjemmebagte brød - men et helt vellykket startsignal var den amuse ikke.

Næste forret var stegt sild på ristet rugbrød med syltet græskar til. Det forekommer ret dristigt sådan i en gourmetmenu at servere et stykke med stegt sild, om end der jo på ingen måde altid er proportional sammenhæng mellem en råvares pris og dens gastronomiske kvalitet.

Silden og brødet var ok, men det meget sure syltede græskar skabte et samlet indtryk af stegt sild i eddike, som mere kaldte på øl og snaps end på den i øvrigt glimrende sauvignon blanc fra Neil Ellis (kortet sagde chardonnay fra Albert Sounit, og et sådant spring fra en bourgogne til en sydafrikansk sauvignon blanc burde man som et minimum meddele gæsterne inden opskænkningen).

Vagtelvariation

Ved næste forret var der kommet gang i den gastronomiske innovation i køkkenet. Det var en kombination af stegt vagtelbryst, confiteret vagtellår, smilende vagtelæg og en stegt foie gras - det hele anrettet på papirtyndt snittede dadler, som i pagt med det lidt krukkede kokkesprog hed dadelcarpaccio.

Det var en rigtigt velafbalanceret ret, som blev ledsaget af et glas Rully, opkaldt efter den lille landsby i Bourgogne, hvor den er produceret. Ikke en St. Jacques som anført på kortet (stavet St. Jauges), og som i øvrigt er en hvid vin, men en (rød) Meix Guillaume fra samme producent.

Ved næste servering var der overensstemmelse mellem kortets vin og den, som kom i glasset: en flot og kompleks Vacqueyras 2006 fra Sang des Cailloux. Helstegt kalvefilet, flot anrettet med persillerodspuré, kartoffel og chips af persillerod.

Fra ostebrættet fik vi mulighed for at vælge blandt syv forskellige danske oste. Udvalget var ikke større, end at vi kunne nå et stykke af hver, og det var helt igennem fin kvalitet, om end præsentationen var sparsom. Tilbehøret var foruden maltkiks syltede nødder, grønne oliven og noget, som tjeneren præsenterede som sorte oliven, men som heldigvis viste sig at være syltede rosiner, som var et perfekt modspil til den stærkeste af ostene. Vinen var en Savigny-les-Baune og ikke den ripasso Lenotti, som var angivet på kortet. Igen et temmelig betydeligt skift fra en kraftig ripasso til en spinkel bourgogne, der var o.k. til de milde oste, men helt umulig til de stærke.

Ujævn service

Også til den afsluttende chokoladekage med lakridssyltede figner og vaniljeis fik vi en anden portvin end angivet. Vi nåede ikke lige at få fat i mærket, men den bebudede Ramos Pinto 10 var det i hvert fald ikke.

Det er lidt vanskeligt at fordele stjerner her, for på den ene side var både maden og vinen stort set i orden og en pænt afstemt helhed. Betjeningen var venlig, vidende om det meste af maden og stort set opmærksom. På den anden side virker det ikke overbevisende, når der stort set ikke er overensstemmelse mellem vinene i glassene og vinene på kortet, når kortet angiver ”jyske oste”, og mindst en af dem kommer fra ”det sydfynske øhav” uden nærmere adresse - selv efter forespørgsel i køkkenet. Eller at syltede rosiner præsenteres som sorte oliven. Eller at de brugte glas får lov til at hobe sig op på bordet og først fjernes ved osten, da der har samlet sig otte tomme glas på bordet.

»I skal jo lige kunne se hinanden,« bemærkede tjeneren venligt, da hun fjernede dem, men det er god stil at fjerne dem efterhånden.

Maden, vinene og sammensætningen trækker i retning af fire pæne stjerner. Lidt slinger i betjeningen og uoverensstemmelse mellem kort og glas trækker i modsat retning, så vi ender på tre stjerner.

Læs også: Enkelt og ligetil på Cafe Römer

Nilles Kro

Hadstenvej 209, Sabro

www.nilleskro.dk

Tlf. 8694 8899

Åbent daglig fra kl 12.00

Forretter: 60 kr.

Hovedretter: 238-248 kr.

Ost og dessert: 60 kr.

Vinmenu til seks retter: 490 kr.

Vi fik seks retter inkl. vinmenu for 1.916 kr.

(ledsageren fik kun halv vinmenu, som blev faktureret med 330 kr., altså 67 pct. af den fulde pris).

Anmeldelse: En blandet græsk fornøjelse

17-01-2012: Der er en hyggelig og afslappet stemning på restaurant Athena. Måske en anelse for afslappet. Læs artikel

Anmeldelse: Restaurant Lajmi – et strejf af luksus

20-12-2011: Restaurant Victoria i Aarhus er blevet til restaurant Lajmi. Men andet end navnet er ændret. Læs artikel

Anmeldelse: Gedigen kvalitet på restaurant 8000

06-12-2011: Ejendommen har lagt lokaler til restauranter som ”Tapas og Vino”, ”Chi-Chi” og nu: 8000. Læs artikel

Anmeldelse: Enkel madlykke på Nørrebro

28-11-2011: Manfreds og Vin er det nyeste kulinariske åndehul i den genopstandne Jægersborggade på Nørrebro i København. Og her serveres noget af Københavns billigste og mest velsmagende hverdagsmad. Læs artikel

Anmeldelse: Ingen græsk krise hos Zeus

08-11-2011: Panagiotis Sioucis Ikonomidis driver på 11. år restaurant i Aarhus, og her er god stemning. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...