Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 out of 6
Find mere om:
Ida Davidsen | livsstil.guide.dk

Ida Davidsen

Det må være for stemningen og historien, man besøger Ida Davidsen, for selve frokosten fås væsentligt bedre andre steder og er med mellemrum en decideret fornærmelse.

Ida Davidsen er en del af danmarkshistorien, og det ved hun godt. Historien hænger på alle vægge i restauranten, og fru Ida er på skærmen i tide og utide, altid i fuldt ornat. Familien har smurt smørrebrød i fem generationer, den indgår i sproget med udtryk som »lang som Oskar Davidsens smørrebrødsseddel,« og en klassiker som Dyrlægens Natmad er opfundet i dette regi - den har sit navn efter en sulten dyrlæge, der efter at have tilset de hårdt prøvede elefanter spiste sin natmad hos Oskar Davidsen, der dengang lå ved Søpavillonen.

Så langt så godt, men hvad får man egentlig på tallerkenen derhenne i Store Kongensgade, hvor den muntre kokkehue viser vej til forlystelserne?

Vi lagde vejen forbi en almindelig onsdag og mødte en næsten helt fuld restaurant. Et godt tegn, kunne man sige, eller måske bare et tegn på, at det stadig er en populær københavnerbegivenhed at spise hos Ida Davidsen. Pudsigt nok sås ingen kendte navne ved bordene, det er ellers en del af attraktionen, og selv smørrebrødet har navn efter berømtheder; et hedder Victor Borge, et andet Uffe Ellemann, og sådan er det hele vejen igennem.

Vi fik - efter nogen diskussion - fremtvunget et bord i hjørnet, hvor gæsterne lige var gået, og blev så ellers instrueret om proceduren. Man stiller sig op ved glasdisken med skueretter og peger ud, hvad man vil have.

Kunstprodukt

Spørg efter, hvad De ikke ser, lyder det gamle ord, jeg spurgte til stenbiderrogn, thi det er sæson.

»Ja, nu er al vores rogn jo i virkeligheden fra tang. Caviart, du ved,« lød svaret og ja, det ved jeg godt. Caviart er et kunstprodukt, som kan købes i Netto, Bilka og Føtex, det anbefales til brug i erhvervskøkkener, fordi farven ikke smitter af, og holdbarheden er meget lang, men det har jo ikke noget med hverken kaviar eller stenbiderrogn at gøre. Ærlig talt, burde fru Ida ikke holde sig for god til at servere den slags, når stenbiderrogn fås hos fiskehandleren?

Det gør hun altså ikke, hun reklamerer faktisk for det, som hun gør det med Tulips Pålækker, en delikatesse, som også synes at spille en rolle i køkkenet, der i vid udstrækning virker præget af færdigprodukter. Jeg skriver synes, for jeg kan jo ikke bevise det, men sådan smagte det - hele vejen igennem.

Min indledende karrysild var en fornærmelse mod genren, mod sildens by København og mod den danske frokost som begreb. Små, næsten helt udblødte gnallinger i en sødlig blanding, hvor karrypulveret smagte tydeligt igennem og de hårdkogte æggestykker helt forsvandt. Ved siden af et kønsløst stykke brød alt for rigeligt smurt med Kærgården eller lignende, jeg nægter at tro på, at det var ægte smør.

Min kollega spiste tatar, og kødet var passabelt, men tilbehøret var en kollektiv hyldest til konservesindustrien. Var det frisk revet peberrod? Måske, men jeg tror det ikke, det hverken duftede eller smagte sådan. De tilhørende pickles var ekstremt søde, og serveringen virkede på alle måder træt.

Bedre gik det ikke med Dyrlægens Natmad, der bød på meget grove løgskiver, en tyk skive leverpostej, en fuldstændig anonym udgave af saltkød - hvis det ikke var fra en pakke, må man tage hatten af for køkkenets evne til at ramme smagen af Tulip. Værst var dog skyen, der havde mere med autogummi end kalvesuppe at gøre - den var decideret hård og smagte ikke godt.

Ros til øllet

Desværre gik den igen i en række serveringer, også min efterfølgende rullepølsemad, der var præget af et urimelig tykt lag fedt - jeg er ikke sart, men hvorfor dog så voldsomme mængder, der er mange andre og sjovere måder at ødelægge kalorieregnskabet på.

Vi drak øl til, og Ida Davidsen skal roses for at have entreret med mikrobryggeriet Brøckhouse. Man fører hele linjen og desuden et par andre interessante danske øl og tak for det.

Min kollega kunne sagtens spise mere, sagde han, og valgte et stykke med roastbeef, ristede løg, æg og tomat. Den viste sig på regningen at hedde Jane Aamund og koste 85 kr., men det var nu primært en ret tør, neutral oplevelse, selv om det skal tilføjes, at de ristede løg ikke var standardmodellen, men smagte ganske lækkert, måske ligefrem hjemmegjorte?

Jeg spurgte til en pariserbøf og fik det svar, at køkkenet jo var sæsonbetonet. Spørgsmålet blev undersøgt, og det viste sig heldigvis at være sæson for pariserbøf (85 kr.), men dette med smørrebrødsseddelens længde holder altså ikke helt. Der blev spurgt, hvor meget kødet skulle steges, og man levede op til det ønskede: næsten ikke. Den del var glimrende, garnituren, inklusive en æggeblomme i en plasticskal, var ikke spændende.

Kollegaen sluttede af med et stykke gammelost i en smagsmæssigt meget behersket turistudgave, og det var så det. Vi kom af med 800 kr. for to personer uden at have skejet ud og uden at have drukket kaffe bagefter. Det er en ganske velvoksen pris for det, man får, og Ida Davidsen sniger sig kun lige op på de to stjerner. Det kan godt være, det er en københavnerbegivenhed, men trist er det sgu - og ikke særlig pålækkert.

Ida Davidsen
Store Kongensgade 70
1264 København K
Tlf.: 33 91 36 55
Åbent man-fre 9-16 (køkken)
www.idadavidsen.dk

lillelund@jp.dk

Fakta

Ida Davidsen
Store Kongensgade 70
1264 København K
Tlf.: 33 91 36 55
Åbent: man-fre 9-16 (køkken)
www.idadavidsen.dk
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...