Find mere om:
Kunstens tjenestepige | livsstil.guide.dk

Kunstens tjenestepige

Caroline Filtenborg har altid været vild med lækkert design og kunsthåndværk, og nu har hun gjort passionen til sin levevej. På www.designmaid.com har hun samlet dygtige danske designere og kunsthåndværkere med fokus på boligindretning, så kunderne kun behøver at klikke sig ind ét sted, hvis de vil finde spændende og unikke ting til hjemmet. Og kunstnerne? De behøver fremover blot at være kreative.

Det er sommerferie, og hvad enten turen er gået til Bornholm eller Skagen, er man ofte endt i værkstedet hos en dygtig glaspuster eller keramiker, hvor man fascineret har fulgt arbejdsprocessen og set på udvalget af færdige, unikke produkter. Meeen. Om det er fordi, man er iklædt shorts og badesandaler med sand mellem tæerne, eller fordi man ikke lige kan overskue, om feriebudgettet er gået helt over gevind, så nøjes man mange gange med at se. Og det på trods af at man er slemt fristet til at købe noget.

Uanset geografi, feriesæson eller ej, så får alle nu mulighed for med et enkelt klik på nettet at søge mellem flere end 200 produkter lavet af dygtige danske kunsthåndværkere og designere. For Caroline Filtenborg gik i går i luften med et nyt dansk forretningskoncept, www.designmaid.com, hvor hun gør det nemt for både de udøvende kunstnere og designere samt deres kunder at mødes og handle.

»Jeg fungerer som en slags tjenestepige mellem kunstnerne og deres kunder, deraf navnet designmaid (maid er det engelske ord for tjenestepige, red.). Mange kunstnere er super dygtige til deres fag, men når det gælder salgsdelen, går det ofte mildt sagt ikke så godt, og det er ærgerligt, for så får deres produkter ikke den opmærksomhed, som de fortjener. Med fællesportalen designmaid.com kan de nu koncentrere sig om at være kreative, mens jeg vil stå for markedsføringen og salget af deres produkter. Til gengæld kan kunder, som har lyst til at købe unikke og lækre produkter lavet med hånd og sjæl, på designmaid.com fordybe sig og bruge den tid, de vil, på at studere og finde det rigtige produkt, som lige opfylder deres behov, forklarer Caroline Filtenborg.

Samlere
Hjemme i Caroline Filtenborgs parcelhus i Egå uden for Århus er det tydeligt at se, at både hun og hendes mand, Robert Filtenborg, ynder at omgive sig med kunsthåndværk og design, der har et helt personligt udtryk.

»Vi er nogle samlere og er vilde med ting, som er specielle; noget du ikke kan købe i enhver boligbutik. Vi har også altid gået meget på udstillinger og går tit på loppemarkeder og roder rundt efter sjove ting, fortæller Caroline Filtenborg, der er 39 år og mor til tre børn på 6, 11 og 14 år.

Foruden lysten til at omgive sig med smukke ting, har der altid rumlet en interesse for at blive selvstændig i maven. Både hun selv og hendes mand, der er salgsdirektør i et it-firma, er begge ud af familier, som er selvstændige. Men Caroline Filtenborg uddannede sig som pædagog og arbejdede som sådan i 15 år.

For et par år siden opstod ideen til en fællesportal for design og kunsthåndværk og efter at have bearbejdet ideen og gjort de indledende forberedelser, sagde hun den 1. maj i fjor farvel til børnene i vuggestuen samt kollegerne gennem mange år og blev selvstændig. Siden er en del af førstesalen i hjemmet blevet indrettet til kontor, hvor Caroline Filtenborg sidder sammen med sin webmaster Lena Hjelmenæs. I går, den 1. marts, kunne hun så endelig åbne www.designmaid.com.

»Der har været meget, jeg skulle lave og lære. Regnskab, told og skat, brochurer, logo og ikke mindst skaffe kunstnere og designere til siden. Det har været enormt spændende. De kunstnere og designere, jeg har haft kontakt til, har alle været begejstrede for ideen og ville gerne være med. De er glade for at slippe for at skulle promovere og sælge sig selv, så de i stedet kan koncentrere sig om at arbejde med deres kunst.

Oprør mod masseproduktion
Én af tankerne bag designmaid.com er et slags oprør mod masseproduceret boligtilbehør uden sjæl og historie samt køb og smid væk-kulturen. I en tid, hvor folk mere og mere får lyst til at skille sig ud og vise personlighed, mener Caroline Filtenborg, at designmaid.com er det rigtige sted, når man søger boligtilbehør, der har en historie, og hvor hvert enkelt produkt er skabt af menneskehænder.

»På designmaid.com tilbyder vi lækre produkter og innovativt design. Det kan være lige fra tekstiler til keramik, glaskunst, køkkenartikler og møbler. Det er ting, som man ikke smider væk, men som vil gå i arv, fordi det er kvalitetsprodukter lavet med hjerte og sjæl,« siger Caroline Filtenborg, der samtidig gør opmærksom på, at sikkerheden omkring handelen på sitet har topprioritet.

Tendenser og debat
Ved åbningen af fællesportalen er 30 kunstnere og designere fra hele landet repræsenteret med over 200 produkter, og nye kommer hele tiden til. Priserne ligger fra cirka 300 kr. til 10.000 kr. Kunder kan i ro og mag klikke sig frem til de produkter, kunstnere eller designere, som har deres interesse, eller de kan blive overrasket over at falde over noget nyt. Finder man noget, man får lyst til at købe, bestiller man det og får så produktet tilsendt direkte fra kunstneren. I enkelte tilfælde kan der være leveringstid, hvis der midlertidigt er udsolgt, for det tager tid at lave et stykke kunsthåndværk.

Designmaid.com vil desuden indeholde en kalender, som fortæller om forskellige udstillinger, events og andet, som finder sted, der kan have kundernes interesse. Der vil også være en side, der fortæller om de nyeste trends inden for boligindretning samt et debatforum.

»Hver enkelt kunstner eller designer har en weblog, hvor de fortæller om deres virke og om, hvad der har inspireret dem til at lave de forskellige produkter. Desuden har vi gjort meget ud af en zoom-funktion, så det er muligt for kunder at zoome helt tæt ind på detaljer og se produktet fra forskellige vinkler. Vi vil så vidt muligt give fornemmelsen af, at en kunde kommer så tæt på produktet, at det føles, som om det træder ind i et værksted og kan mærke varmen fra for eksempel en keramikovn,« forklarer Caroline Filtenborg.

Med en rigtig god mavefornemmelse ser Caroline Filtenborg lyst på fremtiden og designmaid.com. Og det kan godt være, at arbejdstiden er længere end i vuggestuen, men det gør ikke noget.

»Jeg arbejder nok omkring 40 timer om ugen, og hvis jeg regner tankevirksomheden med, så bliver det nok nærmere de 70. Men det gør ikke noget. Jeg er jo selv vokset op i en familie, hvor det meste drejede sig om firmaet hele tiden, også ved middagsbordet. Nu er det præcis lige sådan her i vores familie. Vores børn sidder hver aften og hører mig fortælle om min virksomhed,« ler Caroline Filtenborg.

Men det kan vel ikke være anderledes, når man gør sin passion til sin levevej.


Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...