Find mere om:
Lottes glas | livsstil.guide.dk

Lottes glas

Lotte Thorsøe forlod et job som laborant for at uddanne sig til glaskunstner. Holmegaard Glasvæk har netop sendt hendes design på gaden.

»Vorherre har jo ingen copyright,« siger glaskunstneren Lotte Thorsøe . Der er rene linjer i hendes håndlavede, celle-agtige former fra naturens eget design, som er udstillet på Glasgalleriet Klintegaarden på Skovvejen ved Riis Skov i Århus. Hun ejer stedet sammen med glaskunstnerne Marianne Buus og Line Gottfred Petersen.

I Lotte Thorsøes opfattelse af Slaraffenland er alt lavet af glas. For dette krævende materiale greb afgørende ind i hendes liv, da hun som nyuddannet laborant blev bidt af glas, stod af rutinen, kaprede et fabeldyr og fløj op i himmel nummer syv til et mættet fuldkornsliv ovre på den anden side af vanens streg.

Det personlige mod var den kanon, der skød det hele af i starten, derpå kom stædigheden - det indre æsel- og gammeldags dyder som flid og disciplin.

Hun har et varmt forhold til glas. Omkring 1150 grader celsius. Temperaturen på flydende glas, når det tages ud af ovnen for at blive blæst eller formet i en håndevending. Hun elsker de 30 sekunder, hun har at agere i, inden varmen går af. Man skal vide, hvad man har gang i. Materialets egen vilje skal følges, der skal arbejdes hensigtsmæssigt og rationelt i en koldhjernet proces a la laborant. Systematisk, indstuderet og med værktøjet klar.

Glæder sig til mørket

Lotte Thorsøe glæder sig, til det bliver mørkere i vejret, for Holmegaard Glasværk har sat hendes frække skrånende fyrfadstager og skål i produktion, og i den lyse forsommer blev det asymmetriske "Cella" sendt på markedet som et af de nyeste skud på Holmegaards stamme. I bogstavelig forstand, for også stagerne og skålen er vokset ud af naturen.

Ifølge humoristen Storm P. er kunst det, man ikke kan. For kan man det, er det ingen kunst. Men Lotte Thorsøe er både kunstner og håndværker, en kunstnerisk arbejdsmand med næver og nerver. Om denne tvedelte tilstand siger hun:

»Nødderne knækkes i det tætte samarbejde. En glasarbejder er en håndværker, der er med til at skabe. Kunstnerens fremmeste opgave er at holde fast i ideen, at kunne se det for sig og få glasset ind under huden . Den ene fungere ikke uden den anden.«

Skål og de stager kom til verden, da Holmegaard forrige år inviterede fem formgivere til fabrikkens udviklingsværksted for at brainstorme sammen med glasarbejderne. For tingene skal rettes til, inden de kan komme i produktion. Det store apparat skal testes på kombinationen af æstetik, brugbarhed og sund økonomi, derfor giver glasindustrien formgivningen fri i en legende proces uden tøjler. En parring mellem frie kunstnerfugle og fastansatte arbejdere.

»"Cella" startede som en abstrakt proces. Hvis jeg var startet med at tænke "skål og stage", var de aldrig kommet til at se sådan ud, inspiration er det modsatte af fastlåsning, fantasien skal lige løbe løbsk hen over markerne for a blive befrugtet, det er vigtigt med små oaser for vildtvoksende ideer med fantasi og kompromisløshed i højsædet,« fortæller Thorsøe.

Bog fuld af ideer

Hun er ingen verdensfjern søjlehelgen: Glasindustrien er nødt til at fungere hensigtsmæssigt, og "Cella" er lavet via en særlig Holmegaard-teknik, men hun har selv lavet gipsmodel og støbt fra hånd. Faktisk elsker hun at veksle mellem de to kompetencer - industri og unika. Hun kan tale i timevis om arbejdsmetoder, når det gælder håndlavet glas, der f.eks. kan være blæst eller drevet. Hun har en bog fuld af ideer, der indfanges som hjernens knopskud:

»Jeg vælger vist med maven, jeg tror, inspirationen kommer fra livet omkring mig. Ikke kun naturen. F.eks. har kloakdæksler fantastiske former.«

Hun husker stadig allerførste gang, hun blæste, og glæden er stadig den samme. Hendes varemærke er "alt det med celler, væv, snit og mikroskoper".

Mange af hendes glas-ting minder om smukke indvolde og naturens grundbestanddele, f.eks tvedelte skåle, der ligner vippende celledelinger. Også skåle og stager, der minder om mortere og andre hospitalsbrugsgenstande, sladrer også om hendes fortid. »Jeg havde aldrig troet, at laborantarbejdet skulle komme til at påvirke mig så meget i min nye tilværelse med glas,« siger hun. Men uden undren. For hun er fascineret af den systematik, der skaber orden ud af kaos:

»Man kan godt sige, at jeg stadig er laborant, bare på en anden måde. På Aarhus Universitetshospital arbejdede vi f.eks. med moderkageprøver, og fandt en arbejdsmetode, så man kunne dyrke på barnets celler uden at involvere moderens. Hverken i den videnskabelige forskning eller i den søgende kreative proces ved man jo på forhånd, hvordan det ender. Der viser sig ting, som man er nødt til at tage stilling til undervejs. Det kræver håndværksagtig systematisering.«

Flittige hænder

Lotte Thorsøe er født i Århus og opvokset i Risskov i et hjem med tradition for flittige hænder. Moderen var syerske og faderen smed.

»Vi byggede konstant om på huset, det er en skøn måde at være sammen på. Det er dramatisk at blæse glas, men det er også drastisk at være smed, og en syerske kan jo sy på noget STORT.«

Som nyudlært laborant blev hun straks overfaldet af tvivl. Skulle det være sådan fra nu af? Hun afprøvede andre livsveje, men knækkede aldrig koden til, hvor spændende det kan være at være apoteksassistent. Men det var en øjenåbner, da hun på HF fik formning som linjefag. Og ved et tilfælde så hun et kursus i glaspustning på en glasskole i Århus:

»Jeg var hooked, sulten og ung.«

Derpå tog hun til England med Marianne Buus, hvorfra turen gik videre til Sverige, hvor man har en slags mesterlære på de verdensberømte glasbrug, der har sendt mange sællerter på gaden igennem årene. I Danmark har man kun glasmagere med svendebrev fra Holmegaard, derfor var deres skæbner beseglet, da de to danskere kom til Transjö Hytta i Kosta:

»Vi var snydeheldige, at vi kunne gå som elever i to år under tidligere mestre fra Kosta Glasbruk, Jan Erik Ritzman og Sven Åke Carlsson. Vi fik ingen penge, men et hus at bo i. Det var som at komme i himlen. Da vi trådte ind i værkstedet, sagde vi, »YES! Det er Emil fra Lønneberg»", men jeg tænkte også, at Åh Gud, der var kun to år tilbage.«

Ifølge Thorsøe foregik der eventyrlige ting og sager på de svenske værksteder, hvor eleverne oplevede den levendegjorte Bauhaus-tanke om at sætte dygtige håndværkere og skabende kunstnere sammen:

»I et uddannelsesforløb skal man tage imod alt. Man kan sortere senere. I to år var vi føl hos to mesterblæsere af den gammeldags type, der har noget at byde på og blander sig i alt, på den måde får man talt meget sammen. Det var en åbenbaring at bo i en lillebitte international by midt inde i en smålandsk granskov med 25 indbyggere af mange nationaliteter i et nært miljø, og så oven i købet blive taget under vingerne af to faderskikkelser, der også lærte os at fælde træer, køre traktor, bruge motorsav og reparere gamle biler. Der var fuld koncentration på arbejdet, men vi holdt fest, når traktoren havde fået nye hjul.«

Lotte Thorsøe sugede til sig. Der var "bolcher" over det hele. Senere vendte hun alene tilbage som glasarbejder i produktionen på Åfors Glasbruk hos Kosta Boda. Her fik hun bekræftet, at teknikken er det net, man fanger sjældne idé-sommerfugle med, inden de flyver tilbage til Peter Pans verden. På det konkrete plan lærte hun, at kun en virkelig god håndværker kan udføre andres ideer efter tegninger. Hun mødte også mange kunstnere, f.eks. tyske Anne Wulff, der har lavet den berømte fyrfadsstage "Snowball", en lygte, der er solgt i tonsvis.

Og igen traf hun mange glasfolk fra Europa og USA:

»Glassets vandring går jo fra Syrien via Tyskland til Sverige, hvor mange af de berømte glasbrug i dag er lagt sammen i "Royal Scandinavia".«

Men Lotte Thorsøe ville sine egne ting, og 1995 rejste hun hjem. Men hun var tung om hjertet. For Sverige var derinde. Men en ven opfordrede hende til at give resten af livet en chance, og nu "nøjes" hun med at have et lille sommerhus deroppe i Pippi Langstrømpes glas-skove.

»I Sverige var der både arbejdsro og systematiseret proces. Jeg lærte SÅ meget håndværk, « siger hun, og viser med hænderne, at lærdommen når helt op til loftet. »Det lyder religiøst. Det er det ikke, men det er utrolig tilfredsstillende at kunne håndværket så meget, at teknikken gør mig fri. «

At gå til modstand

Hun er nu også begyndt at sandblæse ting med selve formen som højeste prioritet. »Glassets forførende, lokkende skin betyder, at man kan komme af sted med meget, derfor er man til tider nødt til at gå til modstand.«

Noget nyt er store, organiske bobler, som hun har solgt på Charlottenborgs Forårsudstilling. De afsættes også på et galleri i San Francisco, i dette efterår er de med på "Chelsea Craft Fair" i London, og til foråret udstilles de på Victoria and Albert Museum i millionbyen.

Disse abstrakte kunstneriske former købes også af erhvervslivet. Som glaskunstner har hun altid arbejdet med brugsting, men nu bekymrer hun sig også om tilstanden, inden funktionaliteten kommer ind i billedet: »Alle ved noget om en kop eller en tallerken, det er straks værre, når vi er ude i noget med en skulptur,« siger hun og påpeger, at hun er naturromantiker, når det kommer til stykket.

På en hylde bag hende bekræftes udsagnet af slanke vaser i mange farver, der er inspireret af levende hegn. Hun har valgt, at der skal være langt mellem skabelsesprocessens knaldhede koncentration og det lækre, kølige galleri ved Århusbugten, hvor havet ligger og slikker sig om kysten. Derfor arbejder hun på lejede værksteder , f.eks. på Glasmuseet i Ebeltoft. Hun har babyalarm på ovnene, for glasset skal ud i tide, så den keramiske potte ikke revner.

»Man kan ikke lige smutte ud og tisse, når man laver glas.«

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...