Find mere om:
Paris i København | livsstil.guide.dk

Paris i København

Oubæk er drømmen om den perfekte bistro, som den kan leves ud i Store Kongensgade. Og måske en del af en trend i retning af det mere enkle og uhøjtidelige.

Laminering sagde min hustru ved synet af menukortet, thi hun købte for et års tid siden en maskine, der kan det, og en overgang gik hun rundt og laminerede alting, herunder flere af datterens tegninger; også én, der IKKE var færdig.

Har man hang til lamineringer og tilsvarende hygiejniske foranstaltninger, skal man nok ikke opsøge Oubæk på en af de travle aftener. For selv om det stegende og brasende køkken ligger i kælderetagen, er her hedt af mennesker, her er fedtpletter på menukortene, der har form af løsark snarere end pragtindbundne værker; her er ilende tjenere og varme tallerkner, her er larm og løs tale, her er kort sagt bistro. Ikke som vor mor lavede den (for det gjorde hun ikke), men som man drømmer om den, så snart man har været i Frankrig og er kommet hjem igen.

Nu kan man få oplevelsen flere steder i København, men intetsteds som hos Oubæk, og grin så bare af, at visse segmenter af københavnere ikke kan få nok af at lege Paris; stedet favner langt bredere. Og er populært. Man sidder tæt; skulle bordene stå tættere, måtte de stables.

En vis rustik charme må altså påregnes, også i betjeningen, som er venlig, men meget bestemt og også hastig, for der er travlt på Oubæk. Det har der været, siden Rasmus Oubæk tog konsekvensen af, at det var for hårdt (og dertil underskudsgivende) at drive stjernebestrøet Michelin-restaurant i konkurrence med alle de andre, såvel i byen som i verden. Den klassisk uddannede Oubæk frasagde sig frivilligt den eftertragtede etoile og skabte sit nye sted med fransk bistromad. Succesen har været til at tage og føle på. Nu arbejdes der med to seatings hver aften, som det er reglen mange steder efterhånden og helt almindeligt i for eksempel New York og andre storbyer.

Klassisk menu
Kortet er klassisk, helt igennem. Snegle, kammuslinger, hummer, muslinger (både frites og marinières), foie gras i flere afskygninger eller en fyldig salade gourmande til forret, der prismæssigt varierer mellem fra 85 kr. til 185 kr. Til hovedret (165-205 kr.) fås due, pighvar, andelår, boeuf bearnaise og andet godt.

Der er også en menu på fire retter, på dagen med charcuteri til forret og tatar til hovedret, som ingen af os havde lyst til, så vi gik a la carte. Inden da havde vi fortæret et glas champagne, men forvent ikke krystal eller flûtes. Den blev serveret i ganske almindelige - meget almindelige - vinglas.

Vinkortet er ikke stort, men det er udmærket, og for den vinøst interesserede er der dækket op til skattejagt i kælderresterne fra dengang, Oubæk var Michelin. Topnavne som Armand Rousseau fra Bourgogne og Château Rayas fra Châteauneuf-du-Pape er med her. De sælges billigt i forhold til, hvad de koster en detail, og 2.500 kr. for en amarone fra Dal Forno er jo ikke dyrt på en restaurant, men stadig en slags penge.

Vi nøjedes med en halv flaske meursault til forretten og en flaske pommard til hovedretten; sidstnævnte fra den meget flotte årgang 2005, som igen levede på til sit ry, selv om jeg må erkende, at producentens navn er undsluppet mig, og Oubæks hjemmeside yder ingen hjælp, for derfra er vinkortet taget helt ned.

Ret for ret
Min hustru bestilte snegle, og her afveg serveringen en anelse fra det helt klassiske (nemlig en snegletallerken, hvorfra man fisker de små fyre op fra hullerne en for en) og havde form af en lille suppeskål med glohede snegle vendt i hvidløg, olie og persille, ualmindelig lækkert, og her gjorde det udmærkede grove brød god fyldest, når det sidste skulle reddes i land.

Selv afveg jeg en anelse fra den strengt franske linje i form af ravioli med svampe (95 kr.) og et tillæg for nogle saftige hummerstykker (40 kr.). Jeg tror nu ikke, mange italienere ville have noget at beklage sig over, for pastaen var perfekt al dente og ikke druknet i sovs, som det er den danske synd med pasta.

Til hovedret var der due i flere udgaver på den anden side af bordet. Det er en sart spise, men brystet var behandlet perfekt, og det confiterede lår smeltede på tungen. Den gratinerede makaroni, der fulgte med, var næsten for meget, men man kunne jo så nøjes med at nippe.

Til gengæld var pommes fritterne, der fulgte med min hovedret - boeuf bearnaise, som i vide kredse (og med rette) anses for stedets signaturret, ganske nødvendige at spise op, for de smager simpelthen syndigt godt, og så må Dr. Atkins altså gå hjem og lægge sig. Sammen med sprød grøn salat udgjorde de det enkle og klassiske tilbehør. Den medfølgende sovs, denne ofte så sørgeligt pulveriserede delikatesse, var fantastisk, præcis i balancen mellem syre, sødme og fedme, og den udnævnes hermed til byens bedste bearnaisesauce. Måske også landets, men det ved jeg ikke.

Jeg blev ikke spurgt om, hvordan bøffen, skulle steges; man skal selv sige til, hvis man ikke vil have den medium rare.

Ostetallerkenen er fransk, den er rigelig, moden og veltempereret, og de tre gange sorbet til min hustru var absolut hjemmelavede og meget flotte.

Man skal regne med omkring 1.500 kr. for to personer hos Oubæk til aften, og det er høj kvalitet til pengene, og hvor er det hyggeligt. Så må andre begræde, at København mistede dén Michelin-stjerne. Jeg siger som digteren om appelsinen, der forsvinder i pigens mund: Den fik for tabet af sin guldhud en guddommelig erstatning.

Fire meget store stjerner til bistroen i Store Kongensgade.

lillelund@jp.dk


Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...