Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Ugens vin: Bourgogne er det svære valg | livsstil.guide.dk

Ugens vin: Bourgogne er det svære valg

Pinot noir kan frembringe verdens mest velduftende vine. Bourgogne er det klassiske område.

Desværre er der rigtigt mange dårlige, pjaskede og karakterforladte røde Bourgogner på markedet - ikke mindst når vi taler om vine til under de 100 kr. Alligevel er der håb, for Couvent des Jacobins 2008 fra det ansete Bourgognehus Louise Jadot er en lille, men klassisk rød Bourgogne - en vin, der netop klarer prisgrænsen på de 100 kr.

Men mange vil være skuffede, når de smager Couvent des Jacobins 2008, da vinen er markant anderledes end den normale dagligvin. Bourgognen er nemlig en let, diskret og syrerig vin, en vin for de tænksomme. En underspillet vin, der lever på helt andre præmisser end eksempelvis cabernet fra Chile eller Amarone fra Italien.

Men Couvent des Jacobins er elegant, velstruktureret og ren, og den har den helt særlige pinot noir parfume, man jagter til sine dages ende, når man først er blevet afhængig. Servér den gerne til en kraftig fiskeret - så let er den faktisk.

Hvis man vil opleve det modsatte i vinglasset, så vælg kraftbassen Chateau Pesquie Quintessence 2008. Det er en Rhônevin, der er et sandt overflødighedshorn af varme aromaer med en styrke og rigdom, der vil gøre indtryk på enhver, og den kan ledsage selv kraftige kødretter.


Couvent des Jacobins 2008

Louis Jadot, AOC Bourgogne, 99 kr. hos Vinens Verden/www.wine.dk



Næse med sprød kølig jordbærfrugt med delikate bitterstoffer og lidt vanilje. Let, floral og ren med god pinotkarakter. Solid lidt grøn tanninstruktur og en del frugtsyre. Klassisk kommunebourgogne.

Pelissero Long Now 2007

DOC Langhe, Piemonte, Italien, 99,95 hos SuperBest, på tilbud i uge 31, normalpris 149,95 kr.



Medium styrke og pæn ren frugt. Mineralsk og med intenst tobakkrydderi og god floralitet og nydeligt egetræ. Spændende og personlig med kontant køligt tanninpræg. Barolo-look-a-like.

Quintessence 2008

Chateau Pesquie, AOC Ventoux, Rhône, 14,5 pct., 79,95 kr. hos Philipson Wine/www.philipsonwine.com, på tilbud i uge 31.



Kompleks intens krydderurtenæse. Floral, indsmigrende og spændende. Spændstig detaljerig vin med velstruktureret frugt og vellykket balance. Saftig, sødmefuld og kultiveret krydret. En absolut nydelse.

Tramin Bianco T 2009


IGT Vigneti delle Dolomiti, Trentino-Alto Adige, Italien, hvidvin, 79,95 kr. hos hos Erik Sørensen Vin/www.eriksorensenvin.dk, seks flasker for 420 kr.



Elegant og aromatisk ferskenfrugtnæse med stor intensitet, god renhed og pæne bitterstoffer. Kølig, umiddelbar og charmerende. Pæn frisk frugt med stor blødhed og en lidt let syre.

Semele 2007

DO Ribera del Duero, Spanien, 99 kr. hos Østjysk Vinforsyning/Vinoble www.vinoble.dk, tilbud indtil uge 33, normalpris 119 kr.

Peber, røg og blodrig mørk ren frugt i næsen. Frisk, personlig og umiddelbar. Tæt, saftig og frugtig vin med tilpas struktur, god styrke og udmærket balance. Solid madvin.

Montagne Saint-Emilion 2008

AOC Montagne Saint-Emilion, Bordeaux, 49,95 kr. hos LIDL, tilbud i uge 31 med tre flasker for 99 kr.



Spinkel mineralsk næse med lidt mørk frugt og tørre krydderurter. Diskret og enkel, men med solid frisk frugt med pæn fylde og rankhed. OK tannin og kultiveret krydderi. Behersket Bordeaux-karakter.

Ugens vintip

Norditaliensk hvidvin fra Alperne

  • Alsace er et af de mest populære hvidvinsdistrikter, men samme vinstil findes også andre steder. Kun få Alsace-elskere kender det italienske alpedistrikt Alto Adige (Trentino), men her laver man lige så elegante, delikate og sprøde hvidvine som i Alsace. Er man til tørre hvidvine med stor, men veltøjlet aromarigdom og vidunderligt potentiale til at ledsage mad, så smag mere vin fra Alto Adige. Priserne er som regel i den fornuftige ende, selv om kvaliteten er høj.

Anmeldelse: Ugens vin: Viognier - en elegantier

14-05-2012: Vine på viognierdruen passer fint som aperitif, men går også til fiskeretter og kylling. Læs artikel

Anmeldelse: Ugens vin: Når landsbyer er vigtige

30-04-2012: Rhône leverer til stadighed nogle af landets bedste vintilbud, og ofte er priserne attraktive. Distriktet er stort, og ønsker man gode vine i den billigere ende, kan man med fordel lære en række landsbynavne at kende. Læs artikel

Guide: Vælg en vinmenu til familiefesten

23-04-2012: Sådan kan familiefesten komme til at smage lidt af restauranternes tilbud på vinmenuer. Læs artikel

Anmeldelse: Ugens vin: Tiltalende spansk discount

16-04-2012: Spanien har været hårdt ramt af krisen, men nu vender det måske. Hold også øje med Portugal. Læs artikel

Anmeldelse: Ugens vin: Det ny Rioja

02-04-2012: Rioja arbejder hårdt for at genvinde det tabte. Det sker med kvalitet og fornuftige priser. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...