Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Ugens vin: Dyr vin i lavprisbutikken | livsstil.guide.dk

Ugens vin: Dyr vin i lavprisbutikken

Quara Reserva Malbec 2005 er en rigtig kraftbasse til 79 kr. men også en vin med finesse.

Når man køber vin i en discountbutik som eksempelvis Netto, Fakta eller Rema1000, er det priser under de 50 kr., der dominerer på hylderne.

Af og til ser man dog dyrere vine, og så er der god grund til at være ekstra opmærksom. Når man i et lavprissupermarked tør sælge en ganske dyr vin, er det, fordi indkøberen har været imponeret over pris-kvalitets-forholdet. Ugens udvalgte vin, Quara Reserva Malbec 2005, koster 79 kr. hos Fakta og skiller sig da også ud på flere måder. Ikke blot i det ydre med en kilotung flaske og en fremhævet metal-lama på flasken; også de indre kvaliteter er bemærkelsesværdige.

Quara Reserva Malbec 2005 er en rigtig kraftbasse, men også en vin, der ikke blot lever på krudt og kugler. Vinens næse er utrolig stærk med klare solbærtoner og masser af egetræ. Men i modsætning til så mange andre kraftfulde sydamerikanere hænger træet og frugten så nydeligt sammen, at de ikke fremtræder som to selvstændige komponenter. Her går træ og frugt op i en højere enhed. Det er en stærk vin, der formår at forene europæisk og argentinsk stil med en dybde og en harmoni, som vil gøre mange store Bordeaux-slotte misundelige. Drik Quara Reserva Malbec 2005 til kraftige kødretter, og dekanter den gerne en time før servering.

Quara Reserva Malbec 2005

Valle del Cafayate, Argentina. 79 kr. hos Fakta.



Mørk og tæt næse med imponerende ægteskab mellem kulsort solbærfrugt og nyt egetræ. Magtfuld og ambitiøs powervin. Vellykket smag med meget tæt, elegant frugt og læssevis af blød tannin. Stor styrke, men flot tøjlet.

Costa Vera Pinot Noir 2008

Indomita, Casablanca Valley, Chile. Skruelåg, 14,5 pct. 50 kr. hos Fakta.



Næse med sødmefuld, saftig kirsebærfrugt og ældre egetræ. I munden med velkrydret kontant frugt og solid, men venlig struktur. Harmonisk med tiltalende aromarigdom. Behersket pinotkarakter.

Burmester Colheita 1995

Portugal, portvin. 99,95 kr. hos Philipson Wine/www.philipsonwine.com på tilbud i uge 10.



Sød karamelnæse ned pænt nøddepræg. Frisk, solid frugt med lidt blomster og appelsinskal. Intens og fed i munden med nødder, karamel og vanilje. Frisk og ungdommelig frugt. Elegant, typisk og charmerende.

Santa Carolina Reserva 2008

Cabernet Sauvignon, DO Valle de Colchagua, Chile. 49 kr. hos Rema1000.



Frisk, mørk solbærduft med diskret sødme, tilpas krydderi og behersket egetræ. Frisk, ren frugt med masser af frugtsyre i smagen og en kølig tanninstruktur. Behagelig balance, men lidt enkel.

Trentino Marzemino 2008

San Michele All Adige, DOC Trentino Marzemino, Italien. 99,75 kr. hos Bichel Vine, www.bichel.dk



Blommet, sødmefuld frugt med rig blomsterduft. Feminin, kølig og charmerende. Frisk og blomstrende smag med ungdommelig frugt med rigelig frugtsyre. Solid og karakterfuld.

Chateau La Bastide 2007

AOC Corbieres, Sydfrankrig. 59,95 kr. hos Erik Sørensen Vin/www.eriksorensenvin.dk. Tilbud med 12 flasker for 600 kr.



Sort, aromatisk frugtnæse med let marmeladesødme. Enkel, men personlig. Smag med glat, venlig frugt og diskret sødme i eftersmagen. Let vin med dejlig balance. Charmerende og ligetil.

Anmeldelse: Ugens vin: Viognier - en elegantier

14-05-2012: Vine på viognierdruen passer fint som aperitif, men går også til fiskeretter og kylling. Læs artikel

Anmeldelse: Ugens vin: Når landsbyer er vigtige

30-04-2012: Rhône leverer til stadighed nogle af landets bedste vintilbud, og ofte er priserne attraktive. Distriktet er stort, og ønsker man gode vine i den billigere ende, kan man med fordel lære en række landsbynavne at kende. Læs artikel

Guide: Vælg en vinmenu til familiefesten

23-04-2012: Sådan kan familiefesten komme til at smage lidt af restauranternes tilbud på vinmenuer. Læs artikel

Anmeldelse: Ugens vin: Tiltalende spansk discount

16-04-2012: Spanien har været hårdt ramt af krisen, men nu vender det måske. Hold også øje med Portugal. Læs artikel

Anmeldelse: Ugens vin: Det ny Rioja

02-04-2012: Rioja arbejder hårdt for at genvinde det tabte. Det sker med kvalitet og fornuftige priser. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...