Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Ugens vin: Den ustyrlige australske shiraz | livsstil.guide.dk

Ugens vin: Den ustyrlige australske shiraz

Voldsomhed, styrke og et meget landligt krydderi kendertegner syrah eller shiraz.

Ingen steder laver man mere heftig, stærk og påtrængende shiraz end i Australien, og selv om styrke kan være en god ting, kan man også få for meget krudt og kugler. Ikke mindst, når man ved, hvor elegant druen kan præsentere sig, når den gror i det franske Côte Rotie.

Den australske shiraz-voldsomhed er faktisk mere reglen end undtagelsen - ikke mindst blandt de lidt billigere vine. Køber man kostbare australske shirazer, får man langt mere elegance og tilbageholdenhed, men det plejer at koste kassen. Her kommer ugens hit, First Drop Mothers Milk Shiraz 2008, ind med en fornem balance og et så kultiveret udtryk, at man sagtens kunne tro sig hensat til Frankrig. Stilistisk er vi mere i Bordeaux end i Barossa Valley. På tilbud holder prisen sig lige på 100-kroners grænsen, men vinen har en præcision og delikatesse, man normalt må betale langt mere for. Den enestående grimme tegneserieetiket skal man ikke lade sig skræmme af. Indholdet er helt igennem i den gode smags tjeneste.

First Drop Mothers Milk Shiraz 2008

Barossa Valley, Australien, skruelåg, 14,5 pct. 99,95 kr. hos Philipson Wine, www.philipsonwine.com, tilbud i uge 6.



Elegant detaljerig frugt med diskret cognactræ og ingen skarpe kanter. Saftig delikat tæt mundfrugt med kultiveret sødme, flot aromaprofil og meget præcis tannin. Afbalanceret, charmerende, elegant og letdrikkelig.

Moores Creek Shiraz 2009

Tyrrels Wines, South Eastern Australia, skruelåg, 59,95 kr. hos Erik Sørensen Vin, www.eriksorensenvin.dk.



Mørk kølig brombærduft med god friskhed og kraftigt animalsk krydderi. Smag med fed moden bærfrugt med betragtelig ekstrakt og rig sødme. Blød tannin og markant syrah-krydderi. Venlig, tæt og med god styrke.

Tabiso Chardonnay 2010

Sydafrika, 3 liter bag-in-box hvidvin, 14,5 pct., 129,95 kr. hos Rema1000.



Urtet citrusfrugt med lidt grønne hasselnødder. Enkel frisk frugtsmag med solid syre og et lidt spinkelt helhedspræg. Pæn renhed og pænt med aromaer i eftersmagen. Let hverdagsvin.

Carmen Gran Reserva Chardonnay 2009

Casablanca Valley, Chile, 99 kr. hos Vinens Verden, www.wine.dk.



Frisk citrus-ferskenfrugtduft med pæn styrke, god aromarigdom og fin druekarakter. Smag med blød ret tropisk chardonnayfrugt med pæn tæthed og diskret egetræ. God harmoni og saftig eftersmag med udmærket egetræ.

Valdehermoso roble 2008

DO Ribera del Duero, Spanien, 59 kr. hos LIDL i uge 6, normalt 95 kr.



Blommefrugtnæse med lidt blomster og dejlig harmoni. Detaljerig, glat, kultiveret og charmerende. Kontant sammensat mundfrugt med fin aromarigdom og flot velpoleret struktur. Elegant og vellavet vin af medium styrke.

Malbec Reservado 1884 2009

Escorihuela, Mendoza, Argentina, 85 kr. hos Østjysk Vinforsyning, Vinoble www.vinoble.dk.



Blodrig mineralsk frugt med en del tørt træ. Pæn aromarigdom og medium styrke. Glat struktureret vin med rank saftig frugt. Moderat styrke, men udmærket fylde. God elegance.

LÆS OGSÅ: Vinguru påvirker prisen

Ugens vintip

90 Parker-point for 59 kr.

  • Det lyder næsten for godt til at være sandt, men LIDL sælger i denne uge den spanske Valdehermoso Roble 2008 fra det ansete Ribera del Duero distrikt for knap 60 kroner. Man ser ofte anprisninger af vine med reference til Robert Parker, men tit er der tale om en lidt anden vin eller måske en lidt anden årgang. I det aktuelle tilfælde er der ingen slinger i valsen, og slår man op på Parkers website, kan man læse rosende ord som tobak, lavendel, sorte kirsebær og læssevis af lækker frugt. De grænseoverskridende 90 point er gode nok. Ros til LIDL.

Anmeldelse: Klassisk Fisk til Nørregade

21-08-2012: Charmerende, lækkert og dyrt. Med Klassisk Fisk har Nørregade fået sin hidtil mest trendy restaurant, der leverer fine skaldyr og fisk, men prisen løber hurtigt op. Læs artikel

Anmeldelse: Nordisk i ny version

19-06-2012: Nordisk Spisehus har skiftet ejere og koncept, men kvaliteten er stadig i top med et skarpt køkken, fremragende betjening og opfindsomt vinvalg. Læs artikel

Anmeldelse: Havnens skjulte perle

12-06-2012: Sechzehn gør udadtil ikke megen stads af sig. Indenfor er det derimod den rene fest. Læs artikel

Anmeldelse: Det skæve folkekøkken

06-06-2012: Bag den gamle godsbanebygning på Skovgårdsgade er opført et spøjst betonbyggeri, der sammen med de originale bygninger skal fungere som kommunalt kulturhus. Læs artikel

Anmeldelse: Ugens vin: Portugal ud af hængekøjen

28-05-2012: En ny vinstil gør de portugiske vine mere omgængelige og passer bedre til nutidens smag. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...